Anmeldelse: Sjældent har passion og forhold været skildret så mesterligt som i ’Challengers’

Det er ikke bare spillet på banen, som er opmærksomhedskrævende for de to tennisspillere Art Donaldson (Mike Faist) og Patrick Zweig (Josh O’Connor). De tidligere doublemakkere og junior-US Open-vindere står nu 13 år senere overfor hinanden i finalen ved den forholdsvis lille turnering med det lidet flatterende navn Phils Dækturnering.

Meget har ændret sig siden, de var unge, håbefulde og fulde af virilitet og lyst efter tennisstjernen in spe, Tashi Duncan (Zendaya).

Hun var sin generations største stjerne og et ikon, som strakte sig langt udover sin profession – præcis, som det på sin vis gør sig gældende for skuespilleren.

Omdrejningspunktet i Challengers er kampen mellem Art og Patrick, hvor der også springes flittigt i tid til skelsættende øjeblikke i det langvarige og følelsesladede trekantsdrama.

Tashi var nemlig kæreste med Patrick, før hun senere fandt sammen med Art, som hun nu har et barn med og også er træner for. Endda med ganske stor succes, får vi hurtigt at vide. Alle de store turneringer har han vundet, på nær én.

Den manglende US Open-seniortitel nager ham, og Tashi mere, og derfor er han med i den her lavere rangerende turnering for at tanke selvtillid. For Patrick er det til gengæld dagligdag, og han lever fra hånden til munden, da han aldrig har fået forløst sit fulde potentiale på grund af manglende engagement og fokus.

Og nu står de der igen. Gamle venner og rivaler og spiller for øjnene af hende, præcis som de gjorde for 13 år siden i juniorfinalen, hvor vinderen ville få hendes telefonnummer.

Der er drama for alle pengene i Challengers, og det er et medrivende trekantsdrama, som munder ud i en af årets bedste film.

I sanseligheden og sensualitetens verden

Det er ærlig talt mageløst, hvad instruktør Luca Guadagnino har fået skabt med Challengers.

Justin Kuritzkes – den ene halvdel af Hollywoods kreative powercouple nummer et, sammen med Celine Song (Past Lives) – manuskript byder på ætsende ærlige og uforglemmelige scener og replikker.

Traileren til filmen nærmest lover en trekant mellem Art, Patrick og Tashi. Realiteten er mere elegant og tankevækkende, end hvad de få sekunder ansporer fantasien til at udfylde af blanke huller.

Scenen på det småsnuskede hotel finder nemlig sted i fortiden, hvor de to ungersvende er fuldstændig blæst over at være i hendes selskab. Da de tidligere på dagen har overværet hendes kamp, sidder de begge med kæben helt nede på jorden. Ikke alene er hun betagende som en engel på jord, men, som Art også bemærker, en gudsbenådet tennisspiller.

De tænder både på hendes udseende og hendes evner, som overstiger selv deres vildeste fantasier.

Thailandske Sayombhu Mukdeeproms (Call Me by Your Name, Suspiria) linse fanger alle de længselsfulde blikke og veltrænede sportskroppe, hvor musklerne spænder og slapper i lange sveddryppende sekvenser og imponerende POV-sekvenser, hvor vi ser kampen som enten spillere, bolden eller sågar banen under deres fødder.

Den kan godt være, at der ikke bliver dyrket konventionel sex hele tiden i Challengers, men hver eneste tenniskamp, hvor vores tre hovedpersoner er med, oser af seksuel energi.

”Tennis er et forhold,” som Tashi formulerer det overfor Art og Patrick i deres ungdom. Når det er bedst, emmer det af passion. Hver eneste kraftudladning i slagene bliver fulgt med et gutturalt støn.

Når man holder det op mod, hvad der sker på hotelværelset mellem Art og Patrick, hvor Tashi mesterligt spiller dem, som var de bolde på banen, er det umuligt ikke et se de homoerotiske undertoner i de to mænds dynamik i resten af filmen.

Challengers er et tableau af lidenskab, og hvordan det kommer og går i forhold. Både venskabelige og romantiske, og også når de to krydser hinanden og skaber et veritabelt minefelt, hvor hver eneste handling eller blik har en merbetydning.

Guadagnino har altid været en mester i at formidle sanselighed og skønhed i den kropslige æstetik, hvorfor der næppe findes en mere perfekt instruktør til Challengers end netop ham.

Hotteste trekløver i Hollywood

I front for det hele er de tre skuespillere Zendaya, Mike Faist og Josh O’Connor. Hver især er de blændende, og deres scener sammen er ren elektricitet, hvor gnisterne flyver til højre og venstre.

Zendaya har i lang tid været en af de største unge skuespiltalenter i Hollywood, og rollerne i HBO-serien Euphoria og Spider-Man har løftet hendes status til verdensstjerne og modeikon.

Men det er her med Challengers, at hun for alvor får sparket døren ind til karrieren som voksenskuespiller. Tashi er en vinder, indefra og ud, og Zendaya fanger alle de interessante nuancer i karakteren. Når hun spiller mændene ud mod hinanden, er det som at se en skakmester være femten træk foran sin modstander, som ikke ved, at de er mat lige om lidt.

Man kan snildt se, hvilke scener der kommer til at blive brugt som Oscar-klip, når showet løber over skærmen om et lille års tid, og lige nu ligner det en tvekamp mellem Zendaya og Kirsten Dunst for Civil War i kategorien Bedste kvindelige hovedrolle.

Faist og O’Connor lader hende bestemt ikke noget tilbage. Sidstnævnte gør det perfekt som et af de evighedstalenter, der bruger mere tid på at tale om, hvad der kunne have været i stedet for at arbejde på, at det skal blive bedre. Med perfekt sjuskede skægstubbe og djævelsk charmerende smil, er han legemliggørelsen af en bad boy, og den slags man finder i alle sportsgrene. Evighedstalentet, som kan slå alle, hvis han rammer dagen, men også tabe til selv den mest uprøvede spiller i verden.

Faist har, især med det krøllede hår i flashbacksene, er fint og uskyldigt look. Hans stemme har en usædvanlig pondus og myndighed, som rigtig kommer til sin ret, jo ældre karakteren bliver. Der er ingen, som kan se indestængt ud som Faist, og det bliver spændende at se, hvad fremtiden kommer til at byde på for ham.

Sammen med O’Connor, er de den perfekte kombination og modsætningsforhold. Art og Patricks øgenavn i doubletiden er ’Ild og is’, og det symboliserer fermt deres forskellighed, og hvad det er, Tashi har at vælge imellem, når det kommer til de to bejlere.

Med duoen Trent Reznor og Atticus Ross' vidunderlige dødsdisko-EDM-techno-underlægningsmusik, som nær orgasmisk auditivt akkompagnement til den fascinerende historie og de blændende billeder, er Challengers en totaloplevelse, der transcenderer selv det ekstraordinære og bliver nærmest guddommeligt.

Det er svært at finde superlativer nok til at beskrive, hvor god en film Challengers er. I et dansk biografår, hvor vi bliver forkælet med den ene perle efter den anden, skal der alligevel noget ekstra til at skille sig ud i toppen – Challengers formår det og endda lidt mere.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: