Anmeldelse: Der er masser af gode kalorier i den dystre slankesatire ’Club Zero’

Der er i disse år stigende fokus på, hvad kosten gør ved kroppen, og ikke mindst hvordan vi mennesker gennem kost, motion og andre tiltag kan hacke vores biologiske systemer, så vi kan styrke kroppen og få det længst mulige liv.

Nogle sværger til kosttilskud, andre faster i timer eller dage eller spiser bestemte fødevarer. Alt sammen i et forsøg på at udskyde alderdommen og snyde døden bare lidt længere.

Den tendens sætter østrigske Jessica Hausner på spidsen i sin knivskarpe nye film Club Zero, der ved første øjekast ligner en skarp satire over forkælede unges tendens til at falde for den første den bedste trend i et samfund, der sætter den kontrollerede krop på en grotesk piedestal.

Men langsomt bevæger filmen sig ind på langt mørkere grund. Hvor kontrollen forvandler sig til noget andet, der måske bedst kan beskrives som et kultagtigt vanvid.

Luftsteg og vindfrikadeller

Et lille hold studerende på en eliteskole for særligt talentfulde unge har meldt sig til kurset “Bevidst spisning”. Af vidt forskellige grunde. Nogle ønsker større kontrol med deres madindtag, en vil tage hensyn til miljøet, og en enkelt skal bare bruge nogle tilsyneladende lette ekstra points for at få det stipendium, der sikrer, at han kan blive på skolen.

Underviser er den nyansatte, og meget entusiastiske, Frøken Novak (Mia Wasikowska), der sælger sin egen faste-te, og i det hele taget mener, at mad er af det onde. Jo mindre man spiser, jo bedre. Både for kroppen, sindet og samfundet. For mad er en kapitalistisk opfindelse, der kun har til formål at smøre hjulene i forbrugssamfundet. Vi kan faktisk nøjes med meget mindre, end vi tror. Faktisk kan vi, ifølge Miss Novak, nøjes med … ingenting. Nul kalorier. Luftsteg og vindfrikadeller.

Det er der godt nok ikke nogen videnskabelige beviser for, men som Miss Novak siger: “Der forskes i det, men hvem har egentlig brug for videnskabelige beviser, når vi kan se, at det virker?”

Sjældent har en replik ramt så rent ned i ånden af en tid, hvor det for mange er lige så godt at tro og mene som at vide. Ikke mindst på det sundhedsfaglige område, hvor mere eller mindre velfunderede eksperter står i kø med hver deres mirakelkur, der helt sikkert virker. Sekunderet af dommedagsprofeter, der tordner mod videnskabens fejlbarlighed og sammenfiltring med økonomiske interesser.

Kontrol, magt og afmagt

Mia Wasikowska er skræmmende som underviseren, der hurtigt udvikler sig til en såre ubehagelig kultleder, der styrer elevernes sind og handlinger under dække af at være den eneste, der for alvor bekymrer sig om dem. Ja faktisk holder af dem.

Den måde, hun fanger og fastholder en mandlig studerendes opmærksomhed på, minder mest af alt om et rovdyr, der lokker sit bytte til sig. En edderkop, der ikke ønsker at spise sin flue, men bare vil se på, mens den langsomt sulter sig til en skygge af det, der var engang.

Over for hende er Sidse Babett Knudsen god som verdensfjern rektor, der iført påfuglefarvede dragter, som står i skarp kontrast til elevernes kedelige skoleuniformer, og koket opsat hår, går mere op i skolens gode renommé, end elevernes ve og vel.

Selv da det bliver tydeligt, at noget er helt galt, prøver hun at feje det ind under gulvtæppet. For det skulle jo nødigt hedde sig. Og forældrene? De er fjerne og fraværende og optaget af deres eget. Bortset fra en enkelt mor, der forgæves prøver at råbe vagt i gevær, uden at nogen lytter.

I sidste ende er det dog de unge skuespillere, der bærer historien og løfter den fra satirisk civilisationskritik til en subtil gyserhistorie om kontrol, magt og afmagt.

Insisterende og irriterende

Club Zero havde verdenspremiere på filmfestivalen Cannes, hvor den delte vandene. Som Jessica Hausners film har for vane. Hun er blevet kaldt ‘den østrigske Lars von Trier', og selv om det er en sammenligning med modifikationer, så er det sikkert og vist, at de to deler den samme forkærlighed for at ruske op i beskueren og provokere. Jessica Hausner er ikke bange for at stryge publikum mod hårene med sine potentielt kontroversielle fortællinger. Hun skildrede massemanipulation, tro og overtro i Miraklet i Lourdes og brug af lykkepiller i Little Joe.

I Club Zero handler det om spiseforstyrrelser, massepsykose, fraværende og ansvarsfralæggende forældre (og øvrige autoriteter), klasseskel. Og meget andet.

Og Club Zero er da bestemt heller ikke en let pille at sluge. Den er syret og sær og sætter sig som en sten i skoen, der bliver ved med at irritere med sine insisterende, men ubehagelige sandheder. En film, du vil blive ved med at tænke over, længe efter at biograflyset er blevet tændt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: