Anmeldelse: ’The Substance’ er uden sammenligning den vildeste film, du kommer til at se i år

Det er den værste fødselsdag nogensinde i Elisabeth Sparkles (Demi Moore) liv.

På den frygtede 50-årsdag bliver den tidligere filmstjerne fyret fra sit lukrative tv-job, hvor hun laver et aerobicsprogram. Fordi hun ikke længere er ung og fuckable, er det ubarmhjertige argument, som den sleske chef Harvey (Dennis Quaid) bruger.

Huden sidder ikke lige stramt, som da hun fik det store skuespilgennembrud tilbage i ungdommens dage, og hun var en feteret og eftertragtet stjerne. Faldet fra storhedens tinder bliver illustreret kort og effektivt i introsekvensen til The Substance.

Her ser man, hvordan Elisabeth på højden af sin karriere får en af de kendte stjerner på fortovet i Hollywood. I takt med at årene går, er der færre og færre folk, der stopper op og kigger på hendes stjerne. I stedet begynder der at komme sprækker i cementen, og folk taber mad ned på det gamle hædersbevis.

Kort sagt, alt minder hende om, at hun er gammel.

Men ud af ingenting opstår en mulighed. Elisabeth får mulighed for at prøve et serum kendt som ’The Substance’. Når man indtager det, bliver der lavet en yngre og bedre version af en, som bliver udskilt igennem ryggen. Man har dog hele tiden sin egen bevidsthed intakt og skifter imellem de to kroppe hver syvende dag.

Det kan lade sig gøre, hvis der er en gensidig respekt for balancen imellem dem. Men Sue (Margaret Qualley), som den perfekte udgave navngiver sig selv, har ikke bare sådan lige tænkt sig at give slip på sin tid. For alle elsker Sue, og Sue får alt, hvad hun vil i verden, fordi hun er perfekt – og Elisabeth hader det.

Et ubehageligt spejlbillede af vores samfund

Instruktør og manuskriptforfatter Coralie Fargeat har med The Substance skabt årets vildeste filmoplevelse. Så kort kan det siges. Filmen fremstår som en kombination af Oscar Wildes berømte roman om Dorian Gray, hvis portræt ældes, mens han forbliver ung, og Robert Louis Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Resultatet af den smukke, uhellige mikstur er både en fuldkommen crazy bodyhorror og en udsøgt satire over popkulturens fascination af ungdom og lækkerhed samt eksplicitte og implicitte had til ældning. Inklusiv den frygtede alderdom.

Der bliver gjort tykt grin med den groteske fetichering af ungdom, som blandt andet filmbranchen har været en del af. Således giver fotograf Benjamin Kracun og besættelsen af Sues krop associationer til samtlige slut-1990'er/start 2000-actionfilm eller musikvideoer, hvor ublu mængder af hud bliver fremvist i en grotesk æstetik, der får nutidens Instagram-filtre til at virke harmløse.

Tænk musikvideoen til Eric Pryds ’Call on Me’, og så har du en idé om, hvordan det ser ud, når Sue laver aerobic, efter at hun har overtaget Elisabeths gamle job.

Temaet om ungdom overfor alderdom bliver for alvor udpenslet, når Sue snyder sig til længere tid. En af betingelserne for, at hun kan eksistere i verden, er den rygmarvsvæske, som bliver tappet fra Elisabeth.

Bliver der taget mere end til de aftalte syv dage, får det fysiske konsekvenser for Elisabeth. Sue stjæler vitterligt Elisabeths liv ved hvert nålestik. En slet skjult kommentar til jagten på evig ungdom og de langt-ude ting, folk er villige til at gøre enten med kirurgi eller injektioner for at opnå det perfekte ydre.

Dermed bliver The Substance et ubehageligt Snehvide-spejlbillede på os og vores samfund. Svarene på spørgsmålet om, hvem der er smukkest i landet, kører igennem et overdrevent filter med et makabert og tænkevækkende resultat til følge.

Urovækkende genialitet

Til at gestalte legemliggørelsen af samfundets dualistiske blik på kvinder er både Demi Moore og Margaret Qualley fantastiske.

Moores hadefulde blik er både skræmmende og sørgeligt, afhængig af om hun kigger på plakater af Sue eller på sit eget spejlbillede. Det er hjerteskærende, hvordan man kan se hendes eget indre dømmende blik udpege alle de små naturlige ældningstegn, men i hendes optik er det ækelt forfald.

Modsat har Qualley en indgroet arrogance, som kommer af at vide, at man er bedre stillet end andre mennesker. Der er et markant skifte fra den naive voksenbaby i Poor Things og den fandenivoldske lesbiske charmør i Drive-Away Dolls.

Hendes ambition er at blive den største celebrity på kloden og få det meste ud af berømmelsen og dens dertilhørende muligheder, og der er ikke nogen eller noget, der skal komme i vejen for det. Det stålsatte blik i skuespillerens øjne er nærmest overvældende, når det toner frem på lærredet.

The Substance bugner af referencer lige fra Kubricks Ondskabens hotel til Ringenes herre samt bodyhorror-klassikere som Brian Yuznas Society og David Cronenberg.

Alligevel formår Coralie Fargeat nærmest at overgå alle de gamle med en fuldstændig sindssyg slutning, hvor jeg i knapt 20 minutter sad med kæben helt nede i gulvet og øjnene fuldstændig udspilede af chok og benovelse.

Efter Fargeats stilsikre debut, hævnfilmen Revenge, er The Substance alligevel en særdeles positiv overraskelse. Det er blodig satire på et helt sublimt niveau, hvor ikke et sekund er spildt.

Urovækkende, hysterisk morsom, overraskende og ikke mindst genial er bare nogle af de tanker, som flyver igennem hovedet efter nærkontakt med The Substance, der uden sammenligning er den vildeste filmoplevelse i år. Og det er vel og mærke et år, som har budt på to Yorgos Lanthimos-film.

The Substance er et smukt monster, og filmen føles levende op til flere gange. Rafferties pulserende elektroniske underlægningsmusik er den heftige hjerterytme, som indvarsler det sanselige angreb, Fargeat lancerer på lærredet.

Hold nu kæft, hvor er det en vild film!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: