Anmeldelse: ’We Live in Time’ er fyldt med intense øjeblikke, men særligt én ting forstyrrer

Florence Pugh og Andrew Garfield spiller hovedrollerne i dramaet ’We Live in Time’, instrueret af John Crowley, der også instruerede Andrew Garfield i hans spillefilmsdebut ’A Boy’ fra 2007. Denne gang er emnet dog mere voksent, nemlig liv, død og kærlighed.

Garfield og Pugh spiller den lidt stille Weetabix-sælger Tobias og den mere farverige kok Almut, der mødes under dramatiske omstændigheder en sen nattetime, hvor Almut kommer til at køre Tobias ned. Netop som han var på vej ned for at købe kuglepenne, så han kunne underskrive sine skilsmissepapirer.

Tal om et hårdtslående vink med en vognstang (eller i dette tilfælde måske mere en kofanger) fra skæbnen. Tobias overlever heldigvis, og de to modsætninger forelsker sig og starter, efter lidt forviklinger, et liv sammen.

Forskellige drømme

Men det er langt fra slut med drama i deres liv. Faktisk må de træffe den ene store, livsændrende og potentielt skæbnesvangre beslutning efter den anden. Både i forhold til deres parforhold, deres professionelle virke, deres fremtid og deres drømme.

For mens Tobias er den mere traditionelle type, der drømmer om tosomhed og familie, har Almut mere højtflyvende drømme, der blandt andet handler om at markere sig indenfor den benhårde og meget konkurrenceprægede kulinariske verden.

To livsspor, der ikke umiddelbart passer sammen. Men er man forelsket nok, prøver man alligevel. Og det er de – forelskede. Til op over begge ører.

Det er forfriskende med en film, hvor manden er den hjemlige type, mens kvinden kæmper med omgivelsernes forventning om at ønske et barn, når hun i virkeligheden allerhelst bare vil bruge sine kræfter på at realisere sig selv professionelt. Der er noget fint og ægte over de to karakterer og deres relation, der, som alle relationer, bølger op og ned.

Hvornår er vi nok?

Ikke mindst fordi Florence Pugh og Andrew Garfield har supergod kemi i hovedrollerne – hun som selvstændig og frihedselskende kok, han som tryghedssøgende nørd med trang til våde hundeøjne. De kunne ikke være mere forskellige. Alligevel giver de mening, og vi tror på deres kærlighed og på det grundlæggende budskab om, at livet i bund og grund handler om, hvad det er for et aftryk, vi efterlader os. På verden og i andre mennesker.

Hvad er nok til at føle, at man har gjort en forskel? Og til at give livet mening? Hvornår får man nok? Hvornår giver man nok? Spørgsmål, de fleste moderne mennesker nok vil kunne nikke genkendende til. Vi vil det hele – men det kan man ikke. Så må man vælge. Og det er svært.

Netop fordi karaktertegningerne er så fine, er det også en hård nød at sluge, da alvorlig sygdom rammer og spænder ben for både drømme og fremtidsudsigter. Sådan kan livet være så uforudsigeligt og uretfærdigt. Der er lagt op til en vaskeægte tåreperser med behov for at solid stak Kleenex.

Ikke brug for Kleenex

Men vandfaldet af tårer udebliver. Vi kunne måske nok mærke kærligheden og kemien, men vi kan ikke rigtigt mærke den smerte, de føler deroppe på lærredet. Måske lidt fordi i historien i sin grundessens føles som noget, vi har set mange gange før.

Men primært fordi Nick Payne og John Crowley, muligvis i erkendelse af det samme, har besluttet sig for at hakke den fortløbende fortælling op til noget nær uigenkendelighed. Ordet ‘fortællefars’ flagrer forbi. Begivenheder med flere år imellem følger hinanden på lærredet.

Fortid, nutid og fremtid blandes i en pærevælling. Som en slags greatest hits over et parforholds op- og nedture, afspillet på den klassiske shuffle-funktion, der aldrig har gjort noget godt for helhedsoplevelsen af et album. Og heller ikke gøre noget godt for ’We Live in Time’.

Mest af alt er det forvirrende at prøve at orientere sig i tidslinjen, ofte kun med den skiftende længde på Florence Pughs pandehår at orientere sig efter. Det tager opmærksomheden fra det væsentlige og skaber en distance, som filmen, og de to dygtige skuespillere i hovedrollerne, ikke altid formår at overvinde.

En brudt tidslinje kan være et meget effektivt fortællegreb, hvis det bruges bevidst til at styre vores forventninger og viden om fortællingen. Her bliver det desværre bare noget rod.

Perler på snor

Det er synd, for hvis man – helt i filmens ånd – tager en scene ad gangen, er der flere højdepunkter, endda deciderede perler. Kloge betragtninger, smukke hverdagsglimt og intense øjeblikke. Som en hektisk fødselsscene, der skiller sig ud med rigelige mængder af både drama, humor og ømhed i et ræs mod tiden.

Man kunne sådan ønske, at det gode skuespil, de træffende replikker og den fine fortælling havde fået lov til at få den nødvendige ro til at blive foldet ud i et mere meningsfuldt forløb, med plads til det stærke følelsesmæssige aftryk, filmen så tydeligt stiler imod.

Som det er, må vi nøjes med at nyde i glimt, guidet godt på vej af to fremragende skuespillere, der gør deres allerbedste for at hjælpe os med at navigere i kaos.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: