Anmeldelse: ’Glasskår’ er en stærk debutfilm om ungdommens smerte og længsel efter kærlighed

’Glasskår’ er en rå og barsk historie om et svigtet barn. Fortalt med et på samme tid nøgternt blik og en nærmest poetisk finfølelse. Og en stor nænsomhed og forståelse for alle de store, forvirrende følelser, der kan høre teenagelivet til. Særligt når man er tvunget til at navigere gennem dem helt alene.

16-årige Tobias (Noa Risbro Hjerrild) er en ensom sjæl, der bruger det meste af sin tid alene med sit skateboard. Da hans distancerede mor pludselig skal på en forretningsrejse til Italien, bliver han sendt på sommerferie hos sin mormor og morfar (Bodil Jørgensen og Jens Jørn Spottag). Kun et par dage, siger hans mor – hvilket hurtigt viser sig at være en sandhed med ikke så få modifikationer. For dage bliver til uger, og faktisk er moderen helst fri for, at Tobias ringer til hende. Han er med andre ord blevet forladt.

I første omgang bliver Tobias taget imod med åbne arme hos mormor og morfar, hvor han blandt andet får lov at gøre nytte som lærling i morfarens glarmestervirksomhed. Da han samtidig møder den lidt ældre Aron og oplever en forsigtig gensidig tiltrækning, ser det ud, som om der endelig er en plads i livet til Tobias.

Flot debut

Men da mormoderens demenssygdom bliver værre, er der alligevel ikke plads til Tobias, der kastes videre til sin far og dennes nye familie, der heller ikke just er begejstrede for en ekstra mand i sommerhusets nystrikkede familieidyl – selvom de gør deres bedste for at lade som om.

Da en tragedie rammer Tobias, og det fulde omfang af hans mors svigt går op for ham, kastes han ud i en voldsom og destruktiv nedtur, fuld af selvhad, seksuel fornedrelse og selvskade.

Desperat for at finde en måde at håndtere alle de voldsomme følelser, der buldrer rundt under den rolige overflade. Og ude af stand til at modtage den ømhed, der kommer ham i møde fra den lidt ældre Aaron, der forsøger at passe på Tobias, men alligevel heller ikke formår at være der, sådan rigtigt, når Tobias bliver for intens.

Det ser ud til kun at gå en vej – nemlig helt galt. Men måske er der alligevel håb. For kærligheden. For familien. Og for Tobias.

For heldigvis er der glimt af håb. Ellers havde det næsten ikke været til at bære, så meget smerte, ensomhed og svigt, der udspiller sig for øjnene af en i 'Glasskår'. Primært fordi man kommer til at holde forfærdeligt meget af Tobias, der har så meget at byde på, men bare aldrig rigtig får en chance.

Stor ros skal lyde til det spillefilmsdebuterende stortalent Noa Risbro Hjerrild, der er fænomenal som Tobias. Han bærer nærmest hele filmen på sine spinkle skuldre og mestrer alle nuancerne. Fra det blide, nærmest barnlige håb, over skrøbelig sårbarhed og sorg til strittende trods og selvbeskyttende kynisme. Og vi er med ham hele vejen. Også ud over kanten.

En krævende film

Ros skal også lyde til den debuterende spillefilminstruktør Søren Green, der har så meget tillid til sin historie, at han aldrig skruer unødigt på knapperne. Faktisk er der noget nærmest meditativt over filmens rolige tempo, der danner en effektiv kontrast til den voldsomme fortælling – og understreger den enorme, nærmest klaustrofobiske ensomhed, der fylder både Tobias og lærredet.

Det gør også ’Glasskår’ til en til tider krævende filmoplevelse, fordi man skal turde stilheden, langsomheden og de fine nuancer – men det betaler sig.

Hver gang der er antræk til, at noget ikke føles 100 procent troværdigt, hives fortællingen i land med et blik eller en velvalgt replik. Som når man lige når at tænke, at ingen mor da kan være så iskold og ligeglad som Tobias’ mor.

Indtil morfaderen resigneret forlader hendes parcelhus, mens han sukker, at nu har hun altså fået chancer nok. Og vi forstår, at det er sådan, hun er. For sådan kan mødre også være – ude at stand til at passe på deres børn, fordi de kun vil sig selv.

Spyttet ud af livet

Og så er det interessant, at ’Glasskår’ ikke er en film om en ung homoseksuel mand, der skal finde sig til rette i sin seksualitet. Tobias er fra start temmelig afklaret med, hvor hans interesser ligger. Der er ingen tvivl eller hemmelighedskræmmeri. Kun naturlighed og nysgerrig selvfølgelighed. I modsætning til Aron, fint spillet af Alexander Mayah Larsen, der virker, som om han kæmper mere end Tobias.

Det Tobias bokser med, er noget andet – nemlig livet! Et liv, der har tygget ham rå og hudløs og spyttet ham ud. Som har taget noget af det fineste og dyrebareste, nemlig et ungt menneskes tillid til fremtiden og kærligheden, og slået det i stykker som et glas splintret mod et hårdt gulv.

En skæbne, han desværre deler med alt for mange andre unge, der også tyer til selvskade som en måde at tackle livet og mistrivsel. Noget, der gør 'Glasskår' sørgeligt aktuel.

Søren Green har skrevet manuskriptet sammen med Tomas Lagermand Lundme, som han også tidligere har lavet en række kortfilm sammen med. Det lange format klæder deres samarbejde.

De lægger sig dermed i den solide stime af spillefilmdebutanter dette forår, der tager springet fra kortfilm til spillefilm med overlegen stil.

Det lover godt for dansk film, at der er så meget talent og grøde i undergrunden. Så mange gode historier. Og så meget mod til at fortælle dem på historiernes egne præmisser.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: