Anmeldelse: ’Grusomme mig 4’ er næsten ikke biografbilletten værd

Grusomme mig-filmene har en usædvanlig charme over sig, som bærer dem langt.

De to første film er de bedste, men der er ingen tvivl om, at kvaliteten af nedadgående. Hvor Pixar-filmene har fanget balancen med at være børnefilm, der også appellerer til voksne, er det anderledes med Grusomme mig.

Her er filmene i tiltagende grad begyndt at forankre sig udelukkende i børnehøjde. Ikke at det er en dårlig ting. Når den vinkel er udført godt, finder vi sublime værker. Men det har ikke været tilfældet med Grusomme mig-filmen før og er det heller ikke nu med den fjerde film i rækken.

I Grusomme mig 4 er den tidligere skurk Gru nu blevet en god agent for Anti-Skurke-Ligaen (ASL). Hans bestræbelser for at holde ro og orden, bringer ham i starten af filmen tilbage til sin gamle skurkeskole.

Der er jubilæumsfest, og Gru skal fange sin gamle ærkefjende Maxime le Mal. Det lykkes, men skurken er ikke tilfreds med situationen.

Fra sin fængselscelle, som han kort efter flygter fra, truer han Gru og hans familie. Derfor beordrer ASL-chefen, Silas Langballe, Gru, hustruen Lucy, adoptivdøtrene Margo, Edith og Agnes samt babyen Gru Jr. væk under vidnebeskyttelse.

Men bare fordi, de er kommet et nyt sted hen, er det ikke ensbetydende med, at den excentriske familie kan holdes gemt. Især ikke for naboens datter Poppy, der selv har ambitioner om at blive en skurk.

De sædvanlige scenestjælere

De elskelige gule håndlangere, Minions, er naturligvis med igen. Efter to spin-off-film er de nu tilbage i rollerne som gakkede biroller. Det er netop her, at de i de to første film fuldkommen stjal hver en scene, de var med i.

Det er også i deres scener, at de største grin i filmen kommer. Størstedelen af dem bliver ført med tilbage til ASL, hvor Silas Langballe har en plan. De skal nemlig have superkræfter og blive agenturets nye trumfkort. De fem Mega-Minions er skam fulde af gåpåmod, men deres effektivitet rammer sjældent plet.

I menneskedelen er det Grus bestræbelser på at vinde sin søns kærlighed, der fylder mest. Babyen pludrer og kigger med store smilende øjne efter sin mor. Så snart farmand til gengæld prøver at smigre sig ind, bliver han mødt med en vranten grimasse og fjendtlig attitude. Der er grin at komme efter, men barnligheden i komikken er her lige på grænsen af, hvad der rent faktisk virker.

Der er masser af smågrin, men de helt store, hvor man bliver lidt penibel over volumen af ens latterudbrud, udebliver desværre. Vil det være anderledes for børn? Næppe.

Grinene kommer fra, i hvert fald i den dansksprogede version, den fysiske komik. Replikkerne og historien er skudt med spredehagl - en masse bliver forsøgt, og så krydser man fingre for, at det fungerer.

Med tanke på, at The White Lotus-skaberen, Mike White, er den ene af Grusomme mig 4's to manuskriptforfattere, er det meget rimeligt at være skuffet over historiens niveau.

Ikke billetten værd

Tiden, vi bruger i Familien Grus nye omgivelser, mangler også noget.

Muligheden for at lege med, at de nu skal leve under nye identiteter, bliver der sprunget henover uden den store fanfare. Lucy skal agere frisør, og det bliver på en kunde, som derefter får svitset håret noget så eftertrykkeligt. En opfølgende Terminator-parodi i et supermarked udmønter sig ikke i de lårklaskende sjove øjeblikke, de kreative kræfter nok havde ønsket.

Og selv om det er en fej anke, lider den danske oversættelse under, at komedien i høj grad skal komme fra stemmeskuespillerne. Det er tydeligt, at man har tænkt nogle meget specifikke amerikanske skuespillere i rollerne, da manuskriptet er skrevet.

Derfor ryger der uundgåeligt noget humor, da vi ikke har en Steve Carrell, Kristen Wiig, Will Ferrell, Sofia Vergara eller Stephen Colbert til rådighed.

Igen er det et element, der peger tilbage på Grusomme mig 4's manuskript. Var historien god nok, ville den kunne overleve turen på tværs af stemme-Atlanten.

Det er lidt trist at konstatere efter den gode start på filmfranchisen, men Grusomme mig 4 er næsten ikke biografbilletten værd. Ser man bort fra de fornøjelige Minions-sekvenser og en smågenial kidnapning af en hidsig honninggrævling, er der nok at komme efter af grin.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: