Anmeldelse: ’Orion og mørket’ er animationsmagi i særklasse

Øjeblikket, lige før man falder i søvn, er et af de mest spændende tidspunkter i løbet af dagen. Lukker øjnene sig med det samme, og drømmene tager over, eller ligger man der og kan ikke stige ombord på ekspressen til drømmeland?

Hvis det er det sidste, kan tankerne virkelig få fri leg til at spille en et puds. Er der noget i rummet? Den skygge, den ser da ud, som om den bevæger sig. Hvad var det for en lyd? DER ER NOGEN HERINDE!

Cirka sådan føles det for Orion i Netflix’ animationsfilm Orion og mørket. Den 11-årige knægt er bange for mere end de fleste. Faktisk er hans angst så lammende for ham, at han knapt nok kan fungere i hverdagen.

Selv det at skulle tage på udflugt med skolen fremstår som en herkulisk udfordring. For slet ikke at tale om bare det at sige hej til pigen Sally, som Orion har et crush på. Det er det mest skræmmende i verden.

Eller rettere sagt, det næstmest skræmmende.

For hvis der er en ting, Orion frygter mere end noget andet, er det mørke. Altomsluttende mørke, når han skal sove om natten.

Derfor beslutter mørket selv, Mørke, at besøge Orion og tage den skræmte dreng med sig i 24 timer for at vise, at Mørke rent faktisk ikke er så skræmmende, som Orion tror. Faktisk vil han fjerne alt drengens frygt, neuroser og angst, men er det overhovedet muligt at gøre på så kort tid?

Føl frygten

Orion og mørket er instrueret af debutanten Sean Charmatz, og manuskriptet står unikummet Charlie Kaufman (Being John Malkovich, Orkidé-tyven og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (Evigt solskin i et pletfrit sind)) for, baseret på Emma Yarletts navnkundige børnebog.

Kaufman har taget Yarletts mere nuttede forlæg og tilført en god portion eksistentialistisk rædsel og tvivl – som han altid er garant for – og resultatet er en medrivende og overraskende rørende og vedkommende fortælling om at overkomme sin frygt.

En velkendt historie, der dog alligevel får endnu en ekstra krølle i Orion og mørket. For Orion fortæller nemlig selv den historie til sin datter Hypatia ude i fremtiden, og det er den version, vi får at se i filmen. Skiftet mellem de to tider og pauserne, hvis der er noget, datteren vil have ændret i fortællingen, fungerer rigtig godt.

Det bliver holdt til velvalgte tidspunkter, der er med til at understøtte filmens pointer, hvoraf den største er, at man ikke skal lade sig styre af sin frygt. Vær bevidst om den, og respekter, at den er der, man lad den ikke holde dig tilbage fra at leve livet – og så selvfølgelig, at mørket ikke er så farligt.

For uden mørke, kan der ikke komme lys. Uden mørke kan vi ikke hvile.

Konceptet med at lave fysiske manifestationer af koncepter som Mørke, kender vi allerede fra Pixars Inderst inde (følelser) og især The Sandman (Drøm, Død, Skæbne etc.). Orion og mørket kunne snildt være en godnathistorie fra sidstnævnte univers, især med tanke på, at vi også her har Søde Drømme.

Hun er en af Mørkes kollegaer om natten, som også omfatter Søvn, Søvnløs, Uforklarlige lyde og Stille. Orion kommer rundt med dem alle, mens de udfører deres arbejde, og det er kosteligt underholdende, når Søvn skal få mennesker til at sove. En hovedpude, hammer og kloroform er blandt remedierne, og selvfølgelig altid afsluttet med et godnatkys.

Tempoet er fuld knald på fra start til slut, og i en tid, hvor nærmest alle film skal vare to timer eller mere, er det fantastisk med lige knap halvanden times uovertruffen, sjov og rørende underholdning.

Kram dit mørke

Animationen er velkendt. Masser af runde former, der virker meget tilforladelige og tilpas fjollede til, at det balancerer filmen fint ud, når den bliver mere dyster.

For Orion og mørket bevæger sig hen imod slutningen i en overraskende mørk retning, hvor man ikke helt kan gennemskue, hvordan det hele skal blive godt igen.

Det er så her, filmens metalag bliver redningskransen på meget opfindsom vis, samtidig med at børnene i filmen, Orion og Hypatia, bearbejder og taler om nogle ret tunge eksistentielle problemstillinger for to 11-årige.

Og det er i de situationer, at Orion og mørket hæver sig fra bare at være en god film til at være fremragende. Trumfkortet er helt klart Charlie Kaufmans geniale manuskript, hvor man stadig tydeligt fornemmer hans distinkte stil, samtidig med at filmen stadig er forståelig for børn og ikke fordummes unødigt.

Det er uden tvivl det, der gør, at voksne også snildt kan se filmen, uden at skulle føle sig tvangsindlagt pga. hjemmets yngste beboere, hvis der er sådan nogen tilstede i domicilet.

Stemmeskuespillet er helt i top, både på engelsk og i den danske version.

Jacob Tremblay har god usikkerhed i stemmen som den frygtsomme Orion, mens Paul Walter Hauser har den helt perfekte kombination af frembrusende ligefremhed og hjerteskærende knusthed, når Mørke får negative tanker.

På dansk er Noor Nørgaard Albana også en god Orion, mens Kasper Leisner – der i øjeblikket også er aktuel i en lille, men betydningsfuld birolle i True Detective: Night Country – har den helt rette veloplagte energi til Mørke. Som altid er stemmeskuespil-guruen Lars Thiesgaard helt eminent, denne gang som Lys, modsætningen, og Mørkes evige konkurrent og indirekte Nemesis.

Thiesgaard er faktisk bedre end sin amerikanske modpart Ike Barinholtz, og brillerer blandt andet med replikken ”Punktlig, pæn og suveræn,” leveret med den schwung, som kun stemmen bag Pumba kan.

Orion og mørket er en af sen-vinterens helt store filmoverraskelser i streamingland, som rammer plet på næsten alle parametre, så alt går op i en højere enhed. Fantasifuldheden, varmen, humoren, eksistentialismen, alt spiller sig vej direkte i hjertekulen, så der ikke er et øje tørt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: