Anmeldelse: ’Kung Fu Panda 4’ byder veloplagt op til kindheste og grineture

Det var i 2008, at pandaen Po for første gang sparkede mås på det store lærred, som den navnkundige kung fu panda i DreamWorks-selskabets meget populære franchise.

Med den nyeste er vi oppe på fire spillefilm, fire kortfilm, tre serier, fem spil, et særligt juleafsnit til tv og sågar et stort arena-show – tænk Cirque du Soleil – til at cementere universets store tiltrækningskræft.

Og nå ja, så har de tre foregående film en samlet indtjening på verdensplan omkring 1.8 milliarder dollars (cirka 12 mia. kroner), hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt der er penge i filmene.

Som mantraet i filmbranchen altid har været: Tjener filmene penge, så skal vi have flere!

I Kung Fu Panda 4 er det blevet tid til, at dragekrigeren Po finder sin afløser til det prestigefyldte hverv. Læremesteren Shifu fortæller nemlig, at det nu er tid for pandaen til at tage det næste skridt og blive Den Spirituelle Leder af Fredens Dal.

Po er dog umiddelbart mere interesseret i at fortsætte med at tage på eventyr og tæve skurke, og der går rygter om, at den gamle fjende Tai Lung på mystisk vis er dukket op i igen efter umiddelbart at være død.

Pandaen allierer sig derfor med den snu tyv, ræven Zhen, som ved, hvem der står bag det hele, nemlig en formforandrende troldkvinde ved nævn Kamæleonen. Da Pos sædvanlige makkere, De Fantastiske Fem, er ude på hver deres mission, tager han alene afsted sammen med Zhen mod storbyen Enebærstaden.

Men er alt, som det ser ud, og kan Po stole på den luskede tyv, der er overordentligt interesseret i hans magiske Visdomsstav, som han fik af Grand Mester Oogway i Kung Fu Panda 3?

Pandastil med slag i

Tonen i fjerde omgang er den sædvanlige løsslupne og veloplagte. Rappe replikker med finurlige ord- og bogstavrim – ”Du skal ikke slå knuder på dine nudler” – masser af falde på halen-komedie præger den sjove animationsfilm.

Alt emmer af overskud og kærlighed til universet, og det er da igen også manuskriptforfatterduoen Jonathan Aibel og Glenn Berger, som sammen med Darren Lemke har skrevet Kung Fu Panda 4.

Instruktør Mike Mitchell og medinstruktør Stephanie Stine leverer en stilsikker film, der mest af alt føles som en god sko. Sidder perfekt på foden og endnu ikke trådt fuldstændig i smadder, men også uden den fasthed og lettere uforudsigelighed, man får fra et nyt par, som endnu ikke er gået til.

Den umage alliance mellem Po og Zhen – han fanger hende, mens hun er i gang med at bryde ind i det hellige tempel i Fredens Dal – er en velkendt filmtrope, men ikke desto mindre behageligt selskab. Han er en kluntet provinsgut, og hun er den cool storbyboer, der har lært livet gennem gadens love.

Kontrasterne mellem deres indgange til livet bliver første gang rigtig italesat, da de kommer forbi en knejpe, hvor Po retskaffent har sine øjne fastlåst på missionen, som selvsagt skal løses ærefuldt. Zhen er ikke bleg for at snyde det lyssky klientel for store summer i et par spil mahjong og stjæle poser med penge fra alle dem, som Pandaen banker til bevidstløshed.

Man skal ikke have set mange film med lignende samspil for at regne ud, hvor det bærer hen.

Galopperende verbale kindheste

Men det gør ikke noget, for vejen dertil er fyldt med mindeværdige og underholdende øjeblikke.

Pos to fædre – gåsen Hr. Ping, hans adoptivfar, og pandaen Li, hans biologiske far – bliver nervøse for deres søns sikkerhed og sætter derfor i fuldt galop efter Po og Zhen. Selv om de måske ikke er de mest kompetente helte, opvejer de det med gåpåmod og en hulens masse held.

Enebærstaden vrimler med halvsuspekte personager, inklusiv en skøn trio af nuttede kaniner med større blodtørst end en flok sultne vampyrflagermus. Ja, det er en kliché med at få søde og barnlige karakterer til at være ekstremt voldelige, men det er nu sjovt. Ligeså når Zhen lukker munden på Po, så han ikke skal lave et kæmpe nys, og luften i stedet rejser hele vejen ned igennem hans krop og munder ud i en stille fis, som selvfølgelig vækker alle vagterne.

Kamæleonen er også en ferm skurk. Med sine formskiftende evner åbnes der effektivt op for bedrag og senere hen for nogle imponerende øjeblikke, hvor hun legemliggør forskellige skurke fra Pos fortid i en god kung fu-kamp.

Visuelle jokes, som når Enebærstadens politifolk, der er tyre, forsigtigt bevæger sig igennem en porcelænsforretning – en pun på det engelske ordsprog ’bull in a china shop’ – og en asiatisk inspireret coverversion af Ozzy Osbournes Crazy Train, rammer ikke på samme måde plet på dansk, som de gør på det engelske modersmål.

De danske stemmer med Rune Klan i spidsen som Po gør det fint og, som tidligere nævnt, de mange ord- og bogstavrimende replikker gør, at Kung Fu Panda 4 fungerer godt i den danske oversættelse.

Klan er ganske vist ingen Jack Black – hvis coverversion af Britney Spears’ Baby One More Time herligt akkompagnerer rulleteksterne – og der er immervæk forskel i stemmegenkendelse mellem de engelske – Dustin Hoffman, Bryan Cranston, Viola Davis, Ian McShane, James Hong og Awkwafina – og de danske, hvor det ret beset kun er Paul Hüttel og (selvfølgelig) stemmeikonet Lars Thiesgaard, hvis stemmer man rigtig kan sætte ansigt på.

Omvendt giver det historien og vittighederne mulighed for at skinne, og det gør de i Kung Fu Panda 4, hvor der veloplagt bliver budt op til verbale øretæver og slagkraftige grineture.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: