Anmeldelse: Hvad ’Totally Killer’ mangler i gys, gør den op for i humor

Hvis du ikke er bekendt med BlumHouse, skal der måske lidt kontekst til denne film. BlumHouse er et produktionsselskab, der udelukkende laver lavbudgetfilm for at maksimere profitten, og de har haft stor succes med det. De har lavet gysere som The Purge, Paranormal Activity, gyserkomedier som Happy Death Day og Freaky, men også store anerkendte film som Get Out og Whiplash.

Totally Killer falder komfortabelt ind i den midterste kategori, hvor den mest af alt vil have det sjovt med de troper, der kendetegner gysergenren og tidsrejsefilm.

Sig hej til 1987

Året er 2022, og for 35 år siden massakrerede ’The Sweet 16 Killer’ tre teenagere. Pam Hughes (Julie Bowen) lever i frygt for, at morderen en dag vender tilbage, en frygt som hendes teenagedatter Jamie (Kiernan Shipka) ikke deler. Skæbnen vil dog, at moren skal dø, og Jamie er den næste, der står for skud.

Jamie ender dog med at blive transporteret tilbage til 1987 på dagen for det første mord ved hjælp af en tidsmaskine, som hendes bedste ven har bygget ud fra sin mors gamle noter. Jamie virker ikke særlig slået over at være rejst i tiden, men det giver hende dog en mulighed for at stoppe den maskeklædte dræber, inden mordene finder sted, for at redde sin mor i fremtiden.

Hendes overbeskyttende mor og tilbagelænede far var dog noget anderledes, da de gik i high school. Moren i fortiden (her spillet af Olivia Holt) er lederen af kliken for de onde, populære piger, og faren (Charlie Gillespie) er en 80’er-high school-atlet af rang. Ikke nok med at Jaime skal stoppe en maskeret mand med en kniv, så skal hun også sørge for, at hendes forældre ender sammen på den rigtige måde, for at hun selv kan overleve. Lyder noget af det her bekendt?

Tilbage til fremtiden og Halloween

For næsten hver plotudvikling i filmen kan man efterfølgende sige ”Ligesom i Tilbage til fremtiden” eller ”Ligesom i Halloween”. Totally Killer refererer selv til filmene i en sådan grad, at det nærmest udgør et metalag. Vi er med. Det at I påpeger, at I godt selv ved, hvad I har gang i, gør det ikke nødvendigvis bedre. Det er, som om filmen føler en trang til at undskylde for sig selv.

Når vi er i 80’erne, er der fyldt med de stereotyper, man ville forvente af en humoristisk anlagt film som f.eks. T-shirts med stødende skrift på, hyggeracisme og racisme, folk, der ryger som skorstene, og vi kunne blive ved. Det overraskende er, at selv om de fleste jokes er lige til højrebenet, går de ofte rent ind.

Filmen føler det dog nødvendigt at få Jamie til at forklare, hvorfor meget af den opførsel de unge har ikke er okay set ud fra et nutidigt perspektiv. Publikum lever selv i nutiden, så vi har ikke brug for at få forklaret joken for at grine af den, men på trods af det giver det anledning til latter enkelte gange.

Aldrig skræmmende, men til tider sjov

Totally Killer har sine egne tidsrejseregler, som ikke giver mening (ligesom alle andre tidsrejsefilm i øvrigt), men den vil alligevel bruge tid på at forklare dem. Som sædvanlig med tidsrejsefilm: Forklar det mest basale, og hold dig til det. Overforklaring spænder kun unødigt ben for filmen.

På trods af en vis overfladiskhed der gennemsyrer filmen, er der små momenter, hvor den går en smule ned i tempo og gerne vil bruge tid med karaktererne. Der er en herlig scene i starten, hvor Jamies far, Blake (Lochlyn Munro) trøster Jamies efter morens død. Måske det eneste tidspunkt i filmen, hvor karaktererne føles som rigtige mennesker. Selv med dens genre og præmis kunne filmen med fordel have viklet flere af sådanne scener ind.

Det er en gyserkomedie, men skræmmende bliver den dog aldrig. Sjov er den til tider, mere end man måske ville forvente. Der er ikke lagt de store kræfter i den interne logik, og det er en af de film, hvor ting bare sker.

Den tager dog aldrig sig selv så seriøst, at det nødvendigvis bliver et problem for filmen. Hvis man overgiver sig, omfavner filmen på dens præmisser og slår hjernen fra, så er den ganske underholdende.