Anmeldelse: I ’Die My Love’ skildrer Jennifer Lawrence på formidabel vis et sind i opløsning

Det var Martin Scorsese, der prikkede til Jennifer Lawrence og sagde, at hun burde læse argentinske Ariana Harwicz’ bog ’Die My Love’, for der var en hovedrolle, der var lige hende.

Og han havde ret, for med skotske Lynne Ramsay ved roret er filmversionen af ’Die My Love’ blevet det, Jennifer Lawrence gør bedre end de fleste andre – en invitation til en hård, ufiltreret rejse lige lukt ind i et kvindesind.

Lynne Ramsay har en forkærlighed for film om psykisk uligevægt. Det har hun tidligere vist med blandt andre de mesterlige ’You Were Never Really Here’, hvor Joaquin Phoenix spiller en veteran med PTSD, og den ubærligt tragiske ’We Need to Talk About Kevin’, hvor Tilda Swinton spiller mor til en skoleskyder.

Og nu ’Die My Love’, der sætter foruroligende billeder og lyd til en postpartum psykose – et modersind i fuld opløsning.

En ensom kamp

Grace og Jackson er unge og forelskede. Hun drømmer om at blive forfatter, han vil lave musik. Da de arver et hus på landet, forlader de uden tøven deres liv i New York til fordel for drømmen om at være unge og kreative i det fri, langt ude på landet. Nok også på grund af udsigten til en meget billig husleje.

Men en graviditet sætter en brat stopper for bohemedrømmene. Jackson er nødt til at arbejde for at forsørge dem, og mens han er væk, går Grace og keder sig helt usigeligt i det store hus, hvor spøgelset af Jacksons onkel, der skød sig selv, synes at rumstere i væggene. Selvom det var planen, at hun skulle skrive, kan hun ikke få et ord ned på papiret, mens hendes tanker summer rastløst rundt som fluerne i vindueskarmene.

Og det bliver ikke bedre, da barnet kommer. For selvom Grace mærker det stærke bånd til sin "perfekte dreng", så begynder alt andet omkring hende at skride, indtil hun er ved totalt at miste grebet om virkeligheden.

Mens Jackson og hans mor ser hjælpeløse til. Ikke kun fordi de ikke forstår, hvad det er, der sker inde i hende, men fuldt så meget fordi Grace nægter at lukke dem ind. Alene og bitter i sin egen kamp. Fortabt og fortvivlet og fanget i sig selv. En bøddel og et offer i én krop.

Naturkraft

Det er vildt, og det er vanvittigt, og bliver leveret med fuldt tryk på alle sanser. Både billed- og lydsiden syder og bobler og sitrer, så man nærmest fysisk kan mærke den indre uro, der er ved at få Grace til at eksplodere.

Blandet med en monotoni i landskab og scener, der gør det tydeligt, at vi ikke "kun" har at gøre med postpartumreaktioner, men også en generel følelse af at være spærret inde i et liv, man ikke ønsker. Et liv, der mere og mere føles som en blindgyde uden mulighed for at vende rundt.

Og hvor skal man i øvrigt også gå hen? Den fremtid, der engang var fuld af mulige eventyr, er blevet til en grå og ensom ørkenvandring.

Jennifer Lawrence er en naturkraft i rollen som Grace. En storm, en tornado, en tsunami, der pløjer sig igennem ’Die My Love’ og efterlader ruiner i sit kølvand.

Hvis du tænkte, at hun var vild i Darren Aronofskys ’Mother’, så tro om igen. Hun raser, snerrer, græder og fortaber sig, så hele lærredet sitrer i ’Die My Love’. Men lige så ofte foregår kampen på indersiden, mens Grace går gennem dagene med et tomt blik, indstillet på uendeligt, når hun da ikke kaster sig over sex (med en elsker, der muligvis kun findes i hendes sind) og sig selv – og selvskade.

I et forsøg på bare at føle noget på ydersiden, der kan matche de vilde følelser indeni, som ingen andre end hende selv kan mærke.

Ingen leflen for tilskueren

Det er en vild og medrivende præstation. Men også en altopslugende præstation. Selvom både Robert Pattinson og Sissy Spacek gør alt, hvad de kan, som henholdsvis Jackson og hans mor, så formår de ikke at være andet end skygger i periferien af en præstation så stærk, at den både bærer filmen og truer med at kæntre den.

En film på næsten to timer, med en historie, der primært bevæger sig på det indre plan, er en udfordring. Og er du ikke fanget ind af Jennifer Lawrence og filmens hypnotiske sanselighed efter den første time, så bliver du det sandsynligvis heller ikke.

’Die My Love’ er ikke en film, der på nogen måde prøver at lefle for tilskueren. Enten er du med på turen, eller også er du ikke. Men hvis du holder ved, forlader du biografen sansemættet af lige dele skønhed og ubærlig tragedie, eksistentielt omtumlet, men også beriget af noget så sjældent som muligheden for at dykke ned i et andet menneskes sind. På godt og ondt.

Og måske ligefrem med en nyvunden sympati og forståelse for, hvad en fødsel kan gøre ved et kvindesind. I yderste fald.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: