
Claes Bang møder sit Waterloo i ’Den nye triumfbue’

Den nye triumfbue
Premieredato: 25. december 2025 i biograferne
Genre: Biografi, drama
Instruktør: Stéphane Demoustier
Manuskript: Laurence Cossé og Stéphane Demoustier
Medvirkende: Claes Bang, Sidse Babett Knudsen, Xavier Dolan
Land: Frankrig, Danmark
Længde: 1 time og 44 minutter
Der er et eller andet med Claes Bang og firkanter! Først spillede han hovedrollen i guldpalmevinderen ’The Square’ (2017), og nu gælder det en af verdens mest berømte kuber. Nærmere bestemt Den nye triumfbue i Paris’ forretningskvarter La Défense, der blev indviet i 1989 i forbindelse med fejringen af 200-året for den franske revolution.
Claes Bang spiller denne gang den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen, der som et mere eller mindre ukendt navn i 1986 vandt konkurrencen om at tegne det milliarddyre monument, der i hans minimalistiske vision ikke tager form af en bue, men af en kube.
Historien starter i 1986, netop som den daværende præsident François Mitterrand annoncerer vinderen af sin arkitektkonkurrence. Til stor opstandelse hos hans stab – for hvem er den ukendte arkitekt, og hvordan skal de få fat i ham?
Han viser sig at være en beskeden dansk arkitekt, der mest har gjort sig bemærket med et par minimalistiske kirkebyggerier og ellers tilbringer dagene som underviser på arkitektskolen.

Det helt rigtige marmor
Johan Otto von Spreckelsen er benovet over udnævnelsen, men han aner heller ikke, hvad der venter ham af kampe, bureaukrati og skuffelser.
’Den nye triumfbue’ minder ikke så lidt om Brady Corbets ’The Brutalist’, hvor Adrien Brody spiller en arkitekt, der brænder så meget for sit minimalistiske værk, at han er ved at miste både familie og forstand i kampen for de helt rigtige byggematerialer.
Det samme sker for Johan Otto von Spreckelsen, der er 100 procent dedikeret til hver eneste vinkel og detalje i sit minimalistiske projekt og derfor ikke er begejstret, da de franske bureaukrater ikke alene foreslår ændringer, der vil gøre projektet billigere, men også pådutter ham en fransk arkitekt, der skal gøre samarbejdet med de lokale bygherrer lettere – i hvert fald for dem, der har ansat ham.
Hvert møde bliver en kampplads, og den oprindeligt så ydmyge von Spreckelsen bliver mere og mere indædt i sin insisteren på det helt rigtige hvide marmor og andre detaljer. Det er ikke længere hans projekt, men hans liv.
Og da François Mitterrand midt i det hele mister magten til oppositionen, begynder tingene at falde fra hinanden i budgetnedskæringer og generel mistillid fra begge sider.

7 skarpe krimiserier til juleferien
Passion over for pengepung
’Den nye triumfbue’ er nemlig i sandhed en film om fransk bureaukrati, der møder dansk minimalisme. Idealisme over for effektivitet. Hjerte og passion imod hjerne og fornuft. Fransk absurd humor over for dansk sarkasme.
Det er langt hen ad vejen både temmelig underholdende og en interessant psykologisk rejse, baseret på en sand historie. Men det hele bliver også så detaljetungt og fyldt med alenlange møder, arkitektursnak, byggepladsbesøg og materialediskussioner, at det indimellem er tæt på at blive lige så tungt som de smukke, men kostbare, marmorblokke fra Carrara, som von Spreckelsen insisterer så indædt på at bruge.
Så er det heldigt, at vi er udstyret med en god turguide i skikkelse af danske Claes Bang, der er virkelig god og overbevisende som von Spreckelsen – en mand, der virker, som om han også selv bliver ganske overrasket over den idealisme og passion, der gemmer sig bag hans ellers så stilfærdige overflade.
Han har så mange lag, at han aldrig bliver kedelig at følge. Man må bøje sig for hans dedikation – også selvom man til tider har lyst til at råbe til lærredet, at han måske skulle tage at slappe lidt af, for det er jo kun sten og mørtel.

Han er blevet udstyret med en sidekick i skikkelse af underskønne Sidse Babett Knudsen, der spiller rollen som hans hårdt prøvede kone, Liv. En fiktiv karakter, skabt til lejligheden, der godt måtte have fået lov at fylde lidt mere i fortællingen. Som det er, bruges hendes karakter lidt for ofte blot til at sætte ord på sin mands tanker og holdninger i deres mange dialogscener.
Hun har fortjent at blive brugt til lidt mere end ping-pong-makker og forgyldt assistent, der gør sit bedste for at bløde det firkantede franske bureaukrati op med tindrende dansk charme.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:



















