Anmeldelse: ‘Den nye bølge’ er en drøncharmerende hyldest til filmkunsten

Richard Linklater har altid været en instruktør, der tog sig god tid.

Han var 12 år om at filme ‘Boyhood’, så det passede med, at hovedrolleindehaveren kunne vokse op både i rollen og i virkeligheden. Og hans tre film i ’Before’-trilogien er filmet med ni års mellemrum – ligesom der er gået ni år i karakterernes liv.

Men i det seneste år har han forkælet os med både den fine ‘Blue Moon’, om den berømte lyriker Lorenz Hart, og nu endnu en sprudlende film med biografisk forlæg.

‘Den nye bølge’ handler om den franske instruktør Jean-Luc Godard (Guillaume Marbeck) og tilblivelsen af hans debutfilm ‘Åndeløs’ fra 1960, der sprængte rammerne for filmmediet og gjorde hovedrolleindehaverne, franske Jean-Paul Belmondo (Aubry Dullin) og amerikanske Jean Seberg (Zoey Deutch), til kæmpestjerner.

Det var der dog ikke nogen, der kunne forudsige, før det skete. I slutningen af 1950’erne går Jean-Luc Godard rundt i Paris som frustreret filmkritiker på det ikoniske filmmagasin Cahiers du Cinéma. Han skriver om film, omgiver sig med mennesker, der laver film, og drømmer ikke om andet end at få lov til at lave en film.

Men ikke en hvilken som helst film. Han har en vision om at lave film på en helt ny måde. Uden manuskript. Spontant og levende. Optaget på stedet, med naturligt lys og ganske få optagelser.

Men mens hans venner, blandt andre François Truffaut og Claude Chabrol, allerede har instrueret deres første film, har Jean-Luc Godard svært ved at finde opbakning til sine tanker.

Indtil han, takket være sine betragtelige overtalelsesevner, faktisk lykkes med at få ikke alene en producent, men også to solide hovedrolleskuespillere med på idéen. Den ene endda en amerikansk stjerne, der drømmer om at slå igennem i Frankrig.

Herligt nørdet

Så langt så godt – og så er det ellers ved at gå helt galt. For Godard gør præcis, hvad der passer ham.

Kommer og går, når han vil. Stopper optagelserne efter få minutter, hvis inspirationen ikke lige er der, selvom de kun har 20 dage til at optage hele filmen. Insisterer på at optage uden lyd, lys eller makeup. Skribler dagens manuskript ned på caféservietter og stiller krav til især amerikanske Jean Seberg, som han ikke gør sig særligt umage med at få til at forstå.

Så længe han selv har sin vision tydeligt for sit indre blik, er det alt, der tæller. Alle andre er kun brikker i hans spil. Det er et dyk lige lukt ned i kaos. Et buldrende, kreativt, musikalsk, helt forfærdeligt og helt vidunderligt kaos. Den slags, der enten bliver til ingenting – eller til stor kunst.

Det er forrygende underholdende at følge holdet omkring ham blive mere og mere frustreret over en proces, der udadtil slet ikke giver mening.

Der er ingen tvivl om, at Richard Linklater ikke alene er en kæmpe filmnørd, men især kæmpefan af den franske nybølge. ‘Den nye bølge’ er båret af beundring, kærlige drillerier og nostalgi.

Og så er den lige tilpas nørdet – som når hver af de centrale karakterer i den franske nybølge bliver præsenteret med navneskilte, og man med det samme, hvis man bare er tilnærmelsesvis lige så filmnørdet som Richard Linklater, ser, hvor meget omhu der er lagt i casting og styling. Man sidder gang på gang med sådan en “Er det ikke? Jo, det er”-følelse.

Den kreative proces

‘Den nye bølge’ kan dog sagtens både ses og nydes, selvom man ikke aner, hvem en eneste af de franske koryfæer er – det er bare et ekstra krydderi for de indviede.

For ‘Den nye bølge’ handler måske nok om det store nybrud inden for fransk film. Om en flok filmglade kunstnere og kunstnerspirer, der fandt deres helt egen vej og inspirerede flere generationer af kunstnere efter dem.

Hvor ville dansk Dogme 95 for eksempel have været uden den nye bølge? Hvor ville Richard Linklater være?

Men det er også en film om kunst, passion, stædighed og integritet. Om at have en vision og følge den kompromisløst, uanset hvad andre måtte mene. Og om at stole på processen og tro på resultatet, bide sig fast og blive ved – uanset hvor mange tæer man er nødt til at træde på undervejs mod det mål, man har så klart for sit indre øje.

Den er en hyldest til den slags uhæmmede passion og drive, de fleste kun oplever som helt unge – hvor alt står åbent, og alt er en mulighed. Kort sagt: En fabelagtig indføring i den kreative proces – med alt hvad den indebærer af vildskab og vanvid. Det er vidunderligt smittende, og man får både lyst til at skabe kunst og tage til Paris og leve som boheme anno 1960.

Han fik jo ret

Ikke mindst fordi Jean-Luc Godard spilles så fabelagtigt af Guillaume Marbeck, der faktisk også ligner ham ganske godt.

Ih guder, hvor er han irriterende. Selvglad, prætentiøs og aldeles ligeglad med andre menneskers meninger og planer. Fuld af varm luft og mere eller mindre kloge betragtninger om livet og kunsten, som han strør om sig, hvor han går og står – uagtet om nogen gider at høre på ham.

Men han er også virkelig sjov og dybt fascinerende i sin kompromisløse insisteren på, at kunsten opstår i det spontane øjeblik, når man smider manuskriptet ud ad vinduet (eller aldrig skriver et). Han insisterer på at være nærværende og indfange livet, mens det udfolder sig.

Det viste sig jo, at han fik ret i sin tilgang, der ændrede filmkunsten for altid. Hvem skulle have troet det? Det gjorde Godard!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: