Anmeldelse: ’28 Years Later: The Bone Temple’ forfærder og fascinerer

Det tog ikke helt 28 år, som titlen ellers kunne antyde, før Danny Boyle vendte tilbage til den franchise, der gjorde zombier relevante igen efter at have været i dvale i en årrække.

23 år efter ’28 dage senere’ introducerede blodhungerende horder til en ny generation, tog den britiske instruktør endnu engang det postapokalyptiske England under behandling.

’28 Years Later’ var en ferm allegori for et post-Brexit-England, der nu var isoleret fra omverdenen, og hvor landskabet var fuldstændig overrendt af morderiske mennesker inficeret af et voldsomt vredesvirus. Menneskeheden boede i små enklaver eller i omrejsende grupper af mere eller mindre fanatisk karakter.

Og midt i det hele befandt sig den unge dreng Spike (Alfie Williams).

En gut, der blev voksen før tid, da han begav sig ud på en farefuld færd for at finde ud af, hvad der var i vejen med hans mor (Jodie Comer). Slutdestinationen på hans odyssé var den enigmatiske læge Kelson (Ralph Fiennes), der havde dedikeret sit liv til at skabe en memento mori-helgendom af kranier og knogler – som moren også endte med at blive en del af, da det stod klart, at hun led af uhelbredelig kræft.

Filmen sluttede med Spike alene i den store vide verden med en flok inficerede lige i hælene på ham. I sidste sekund blev han reddet af Sir Lord Jimmy Crystal (en vanvittigt velspillende Jack O’Connell) og hans lille gruppe af følgere. Men som vi ser i ’28 Years Later: The Bone Temple’, havde det måske været bedre, hvis Spike aldrig var løbet ind i dem.

En vederstyggelig person

Danny Boyle har overladt instruktørstolen til Nia DaCosta, der stod bag den fremragende Prime Video-film ’Hedda’. Det er dog stadig Alex Garland, der står for manuskriptet, og det viser sig at være en ganske god kombination.

Handlingen i ’28 Years Later: The Bone Temple’ kan deles op i to hovedspor.

I det ene følger vi Spike, der bliver en del af Jimmys gruppe gennem en tvekamp på liv og død med et af de andre medlemmer. At kalde Jimmy for en psykopat ville være en underdrivelse, og sammen med sin lille sataniske kult tumler de rundt og hærger sagesløse uskyldige. Bestialsk tortur og brutale mord er på agendaen, hver gang de møder uskyldige på deres vej. Alt sammen på Jimmys ordre, som får sine påfund fra Old Nick/Gamle Erik, der taler til ham.

Bag det mondæne henholdsvis engelske og norske navn gemmer der sig Satan, som Jimmy siger er hans far. Gruppen kan snildt ses som en videreudvikling af de soldater, vi mødte i ’28 dage senere’, der så zombieapokalypsen som et carte blanche til at gøre, hvad de ville, så længe det tjente et godt formål.

Her er verden befolket af dæmoner, og Jimmy og hans flok er bødler, der sender sjæle til Satan på de mest modbydelige måder. Når man gør onde ting under påskud af at tjene en højere magt, bliver det meget nemmere, og det er ikke tilfældigt, at Jimmy er baseret på en af de mest vederstyggelige personer i nyere britisk historie: den berygtede tv-vært Jimmy Savile.

Igennem årtier misbrugte han børn og unge seksuelt, og han fandt blandt andet sine ofre gennem sine velgørenhedsorganisationer. Det er også derfor, at gruppen bruger ordet charity, når de skal slagte uskyldige lam.

Flot og skræmmende

Det andet spor er mere filosofisk og handler om Kelson og den monstrøse inficerede Samson (Chi Lewis-Parry). Det er denne del, der klart er filmens stærkeste og mest nytænkende i forhold til det, vi tidligere har set i ’28 senere’-filmserien.

Efter at have bedøvet den store Samson flere gange opdager Kelson, at den inficerede frivilligt vender tilbage for at få en omgang stoffer. Det giver lægen incitament til at se nærmere på, hvad man kan gøre medicinsk for at dæmpe eller bekæmpe virussen.

Plottet med en intelligent zombie er velkendt, hvor især arven fra Bub fra zombiegudfaren George A. Romeros ’Day of the Dead’ ses tydeligt i Samson – blot i en nyere og mere iøjnefaldende version.

Chi Lewis-Parry gør det voldsomt godt med at formidle udviklingen i Samson, og der er også noget urkomisk i at se den store bøf stå og danse fjollet med Ralph Fiennes til tonerne af Duran Duran.

Fiennes er igen forrygende og giver den fuld gas til de toner, der kommer ud af Kelsons bærbare grammofonafspiller. Ud over Duran Duran bydes der op til dans med blandt andet Radiohead og Iron Maiden.

At vi er i anden del af en trilogi, kan godt mærkes, og præcis som i forrige film bliver der lagt op til den næste film i rækken. Hvordan Cillian Murphy og hans karakter fra den originale ’28 dage senere’-film spiller ind i det, skal ikke afsløres her. Men ja, som allerede annonceret for lang tid siden, medvirker Oscar-vinderen i den nærværende film.

’28 Years Later: The Bone Temple’ er en flot og spændende film, der imponerer, forfærder og fascinerer. Skuespillet er der ikke en finger at sætte på, og Sean Bobbitts billeder skiftevis lokker og skræmmer. Det er en helt anden oplevelse end forrige omgang, men bestemt ikke en, man bør gå glip af.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: