Anmeldelse: ‘John Candy: I Like Me’ er en kærlig hyldest til et stort menneske 

I 1980’erne og begyndelsen af 90’erne var John Candy et af de mest elskede ansigter i den amerikanske filmbranche. Med sin bløde fremtoning, varme humor og umiskendelige timing blev han symbolet på den godmodige outsider og dermed en figur, mange kunne spejle sig i.

Men bag den joviale facade gemte der sig et komplekst menneske, præget af usikkerhed, angst og en grundlæggende tvivl på sit eget værd. I dokumentaren ‘John Candy: I Like Me’, der er instrueret af Colin Hanks, får vi et nuanceret og dybt menneskeligt portræt af manden bag smilet.

Sportsdrømmen brast

Dokumentaren åbner i Scarborough, en forstad til Toronto, hvor John Candy voksede op i en katolsk arbejderfamilie, præget af farens tidlige død og en mor, der måtte klare alt alene. Vi ser gamle privatoptagelser fra skolen, hvor den unge mand optræder med en sketch foran sin klasse. Han er både genert og fuld af glæde over at få folk til at le.

Det er i disse tidlige år, hans komiske talent tog sin begyndelse. Familien fortæller blandt andet, at latteren var noget af det første, der fik ham til at føle sig set.

Men Candy drømte også om at blive professionel sportsudøver – en drøm, der brast tidligt på grund af en knæskade, hvilket blev et afgørende vendepunkt i hans liv og karriere. For i stedet fandt Candy vej til teaterscenen og blev senere en fast del af det legendariske sketchshow ‘Second City Television’. Hans kolleger Catherine O’Hara og Eugene Levy giver et indblik i et kreativt fællesskab, hvor Candy både skilte sig ud med sit talent og sin store usikkerhed.

På alle måder et stort menneske

Senere fik han sit store gennembrud med biroller i film som ‘Stripes’ og ‘Splash’. Derefter kom hovedrollerne, der senere kom til at definere hans karriere. Med film som ‘Uncle Buck’, ‘The Great Outdoors’ og ikke mindst ‘Planes, Trains and Automobiles’ slog han sit navn fast som én af tidens mest folkekære komikere.

Men dokumentaren stikker dybere end bare hans imponerende karriere. For trods sin stjernestatus lurede usikkerheden, og i et klip fra optagelserne til en af hans største film ser man ham gå hen til instruktør John Hughes og spørge, om han gjorde det godt nok, fordi han var bange for at ødelægge optagelserne.

Derudover havde han det svært med sin krop, hvilket blandt andet kom til udtryk under optagelserne til ‘Stripes’, hvor en scene krævede, at han skulle tage skjorten af foran kameraet. Filmens hovedrolleindehaver, Bill Murray, fortæller, at han tydeligt husker Candy som værende meget utilpas med den scene.

Men hans vægt og størrelse var ofte en stor del af den humor, der gjorde ham elsket.

En hyldest til mennesket bag komikken

John Candy fremstilles desuden som et menneske, der ikke kunne adskille sin rolle foran kameraet fra rollen som familiefar. Flere gange ser vi eksempler på, at han satte familien højt, selv om karrieren ofte stjal tiden. Men som hans datter blandt andet fortæller: “Når han var hjemme, så var han virkelig hjemme.”

Ifølge flere kolleger var han en mand, der altid satte andre før sig selv, og som sjældent sagde nej – ikke for at opnå mere succes, men af frygt for at skuffe folk omkring sig. Og hans stræben efter at please, levere og være elsket var udmattende og lagde et stort pres på ham.

Hans sidste interviews, som vi ser uddrag af, viser da også en mand, der virker træt. Candy døde af et hjerteanfald i 1994, kun 43 år gammel, mens han var i Mexico for at filme ‘Wagons East!’.

Dokumentarens titel, ‘I Like Me’, stammer fra en af hans mest ikoniske replikker i ‘Planes, Trains and Automobiles’, hvor han siger: “I like me. My wife likes me. My customers like me.” I dokumentaren bliver replikken et slags selvbillede, Candy måske aldrig helt kunne overbevise sig selv om.

Colin Hanks fortæller historien om John Candy med en kæmpe respekt. Her er ikke tale om en dokumentar, der kommer med nye afsløringer, og Hanks er ikke ude på at trashtalke branchen eller udstille Candys helbredsproblemer.

Det er derimod en kærlig hyldest til et menneske, hvis sårbarhed både var hans styrke og svaghed. Et menneske, der ønskede at være god og så alle mennesker som ligeværdige. Og det er det, man sidder tilbage med efter at have set filmen: lysten til at være et godt menneske.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: