Film | Anmeldelser

Anmeldelse: ’La Dolce Villa’ er et fjollet, letkøbt og charmerende boligeventyr

AfKaroline Balstrøm
14. februar 2025
La Dolce Villa
Foto: Netflix

Del artikel

Den romantiske Netflix-komedie får det til at se legende let ud at i istandsætte en gammel ruin – hvis altså man har ubegrænset hjælp fra byens lækre borgmester.

La Dolce Villa

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 13. februar
Genre: Romantisk komedie
Instruktør: Mark Waters
Manuskriptforfattere: Elizabeth Hackett og Hilary Galanoy
Medvirkende: Scott Foley, Violante Placido, Maia Reficco, Giuseppe Futia.
Land: USA
Spilletid: 99 minutter.

Måske har du allerede set overskrifterne på et hav af nyhedssider. Hvis ikke, så har jeg en god nyhed til dig, der næsten er for god til at være sand:

For at få små lokalsamfund på benene igen har italienske byråd og kommunalbestyrelser landet over sat gamle, forladte huse til salg for en slik.

De ofte idyllisk omkransede bygninger koster kun én enkelt euro. Det eneste krav er, at køberen vil istandsætte boligen efter bedste evne og bringe liv til bylivet.

Sådan et projekt er, hvad den unge italiensk-amerikanske kvinde, Olivia (Maia Reficco), beslutter sig for at bruge sine sidste sammensparede penge på. Dog uden først at tale det igennem med sin enlige, overbeskyttende og overarbejdende far, Eric (Scott Foley).

Faren må nu, som en komisk selvudnævnt og overdramatisk version af Liam Neeson fra ’Taken’-filmene, rejse fra USA til Europa for at ”redde” sin datter hjem igen.

Men så let går det ikke, og snart ser Eric sig nødsaget til at støtte sin datter i hendes store byggedrømme.

Hvad er det værste, der kan ske?

La Dolce Villa
Foto: Netflix

Det er tydeligvis ikke kun mursten og sprosser, men også den lille families interne kommunikation og dynamik, der trænger til en makeover i ’La Dolce Villa’.

Efter Olivias italienske mor døde af kræft for tre år siden, har Eric lukket omverdenen ude. Han plejede ellers at være en sprudlende mesterkok, men har efter dødsfaldet skåret al passion ud af sit liv og arbejder nu på et kontor.

Han forstår derfor ikke datterens fascination af at prøve boligeventyret af og trasker modvilligt med hende med korslagte arme, når Olivia går på energisk husjagt.

Til Erics irritation flankeres de af byens smukke borgmester, Francesca (Violante Placido), der giver semi-desperate salgstaler for de mange villaer, der er til salg i området.

La Dolce Villa
Foto: Netflix

Som skæbnen vil, kaster Olivia sin kærlighed på et skuffesalg, der egentlig slet ikke er på markedet. Men i sin iver for at få handlen til at gå i orden, bryder borgmesteren et par regler og overdrager straks far og datter nøglerne til den forladte villa.

Det kan der jo ikke ske noget ved, vel?

De voksne flirter, og de unge tager ansvar

Instruktør, Mark Waters (’Mean Girls’), har med film som ’Freaky Friday’ og ’Just Like Heaven’ bevist, at det aldrig er for sent at finde kærligheden igen.

’La Dolce Villa’ gør det klart, at historien her er i hænderne på en kompetent herre, hvad angår meet-cutes, man har set før, og klichéfyldt flirten. Som det også er typisk for Waters, er det de voksne, der opfører sig som børn, mens de unge tager ansvar.

Eric og Francesca begynder selvfølgelig med et akavet møde. Men snart ender de modstridende parter med at rulle rundt på gulvet af grin, når de sprøjtes til med vand fra et rustent vandrør, eller ender oven på hinanden, når de i fællesskab skubber til en dør, der binder, og pludselig tumler sammen.

I en komisk protest mod at lade sig charmere af de vidunderlige, italienske omgivelser, står den stædige Erics diæt langt hen ad vejen på frysepizza i mikrobølgeovn.

Det til trods for, at han tydeligvis har gode smagsløg, der kan deducere, at den ”lette, men alligevel dybe” pastaret, han til sidst overtales af Olivia til at bestille, har "smeltede ansjoser i den koldpressede olivenolie".

La Dolce Villa
Foto: Netflix

Det mest originale ved Netflix-filmen må siges at være Maia Reficco. Den 24-årige skuespiller har tidligere spillet biroller på Nickelodeon og været del af teen-mordmysterie-franchisen ’Pretty Little Liars’.

I ’La Dolce Villa’ bringer hun en behagelig varme med sig og leverer nogle fine, italienske replikker, der ruller ubesværet.

Samtidig viser Olivia sig som en udramatisk ung kvinde med ben i næsen, der eksemplarisk navigerer i den frustrerende fase, unge gennemlever, når de ikke længere er børn, men stadig behandles sådan af deres forældre.

Det bekymringsfrie liv

Der er ufatteligt få bump på vejen, hvad angår istandsættelsen af huset. Har man lært noget af ’Nybyggerne’, er det ellers, at det kan være svært at få noget som helst i vatter, hvis man laver DIY – selv nyligt støbte typehuse.

Men huset, Olivia har købt, har heldigvis aldrig sat sig, gulvet er pænt og plant, og der er ingen problemer med bærende bjælker, når køkkenet skal åbnes op og gøres dobbelt så stort.

Hurtigt bliver Eric nemlig hooked på idéen om at blive i Italien og konvertere boligen til en kommerciel kokkeskole, hvor lokale kan lære fra sig.

La Dolce Villa
Foto: Netflix

Livet er virkelig sødt, og de få udfordringer, far og datter møder, er telegraferet for seeren langt forinden.

Så der gemmer sig for seerne ingen ubehagelig overraskelse, når de virkelige ejere af den faldefærdige bygning dukker op i sidste øjeblik.

Og lur mig, om ikke Francesca nok skal klare ærterne, så Olivia kan blive boende, og Eric igen kan genfinde glæden ved livet?

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste