Anmeldelse: ‘Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One’ er en medrivende actionbasker med spektakulære stunts
Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One
Premieredato: 12. juli 2023 i biograferne, 9. februar 2024 på SkyShowtime
Genre: Action, adventure, thriller
Instruktør: Christopher McQuarrie
Manuskriptforfatter: Christopher McQuarrie, Erik Jendresen. Baseret på Bruce Gellers tv- serie
Medvirkende: Tom Cruise, Rebecca Ferguson, Simon Pegg, Ving Rhames, Hayley Atwell, Vanessa Kirby, Pom Klementieff m.fl.
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 43 minutter
Obs! De første seks Mission: Impossible-film kan ses på SkyShowtime
Få franchises, måske ligefrem ingen, har som Mission:Impossible formået at blive bedre med tiden. Ret godt gået for en filmserie, der har 27 år på bagen, og nu er klar med sin syvende film i rækken.
Men samarbejdet mellem især Christopher McQuarrie og Tom Cruise har formået at gøre det næsten umulige; at oppe gamet, så hver film er blevet bedre end den forrige. Det første spørgsmål til den nye Dead Reckoning Part One er dermed, selvfølgelig, om den holder niveau, om den er dårligere eller endnu mere imponerende?
Får vi en amputeret del 1?
Som titlen indikerer, er denne film kun første halvdel af Dead Reckoning, og anden del skulle komme til næste sommer. I modsætning til den nye Fast & Furious, der også er delt i to, men virkede en kende abrupt i sin afslutning af første del, er Dead Reckoning mere afrundet og føles ikke lige så akut-amputeret. Hvilket til dels skyldes, at plottet er delt op i to. Første skridt i historien er, at Ethan Hunt og co. skal finde en nøgle uden at vide, hvad nøglen kan bruges til. Den del bliver gemt til ‘Part Two’.
Hvad, vi som publikum får at vide, er, at fjenden denne gang er en AI-enhed, kaldet ‘the Entity’, der har infiltreret og inficeret alle efterretningstjenester. AI-skræmmebilledet er meget ‘en vogue’ og tidssvarende, så cadeau for den idé. At det så kan virke en smule underligt, at sådan en selvtænkende computer-intelligens er styret af en fysisk, meget analog nøgle, formet som et krucifiks, er vist bare en af de ting, fornuften må give køb på. For det meste virker den mere som en MacGuffin.
Hårdtslående kvinder
Der er naturligvis også rigtigt levende skurke, der arbejder for ‘the Entity’. Blandt andet et spøgelse fra Hunts fortid, legemliggjort af Esai Morales. Er der en lille finger at sætte på Dead Reckoning, er det netop manglen på baggrundshistorie på denne bad guy. Og måske derfor kommer Morales også til at virke ret flad holdt op mod det øvrige cast.
Mere krudt er der brugt på kvinderne, på både den gode og onde side og dem midtimellem. Rebecca Ferguson er igen Ilsa Faust, og hun er cool og overbevisende som actionfigur.
Blandt nytilkommerne er Pom Klementieff, der ganske vist ikke siger meget, men til gengæld får en del ud af sin sværd-svingende karakter, og så Hayley Atwell som den dygtige tyv, Grace, der er kommet på dybt vand, og som Ethan Hunt får et, skal vi kalde det, ambivalent forhold til. Mellem Grace og Ethan er der en nærmest screwballkomedieagtig ping-pong, som er med til at hale hele spion-halløjet ned på jorden og gøre karaktererne mere menneskelige. Så menneskelige som de nu kan blive, når vi taler om et univers med vilde teknologiske gadgets, virkelighedstro masker og fysiske strabadser, som man under ingen omstændigheder selv skal kaste sig ud i. Hvis man altså gik med sådanne overvejelser.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i februar 2024
Et stunt er ikke bare et stunt
De vilde stunts er med tiden også blevet en (fast) del af M:I-universet, hjulpet frem af ‘the dare devil himself’, Tom Cruise, der er den altbærende drivkraft i franchisen. Som hovedrolleindehaver, som producer og som stuntman. Vi har set ham springe på et fly i luften og hænge med fingerspidserne i det. Vi har set ham kaste sig rundt på ydersiden af en Dubai-skyskraber. Stunts Tom Cruise selv har udført. Og hver gang har vi tænkt, at nu kan det ikke blive vildere. Indtil Cruise og instruktør Christopher McQuarrie kommer op med nye sindssyge ideer.
I Dead Reckoning er det med dét, der bliver beskrevet som ‘filmhistoriens største stunt’. Et stunt, som indebærer Cruise, der kører på motorcykel ud over en klippe og slår sin faldskærm ud - for at nå et tog. Og den mavesugende sekvens er blot en, der leder op til filmens vilde action-finale, der kan få musklerne til at krampe sammen i spænding og sveden til at pible frem. På os publikum, vel at mærke, ikke på Tom Cruise.
For det dygtige i M:I’s stunts er, at de kan mærkes i kroppen, fordi der i filmen er noget på spil for karaktererne. Det bliver ikke bare tom action-bulder, der brager derudaf med eksplosioner og evige biljagter. De ting er der også, men så bliver de ofte leveret med et humoristisk twist. Som når Ethan og Grace må flygte i en lille gul Fiat 500, lænket til hinanden med håndjern og på et tidspunkt formår at bytte plads. Hvordan det lader sig gøre, kræver lige en ekstra tanke eller to.
Filmguide: 10 af de bedste krimithrillers på Netflix
Tom Cruise og Ethan Hunt
Midt i kaosset har vi altid Ethan Hunt. En atypisk spion og actionhelt, fordi han også er så tydelig sårbar. Han er styret af et romantisk hjerte, der sætter kvinderne og hans team over missionen. Næsten koste hvad det vil. Og det gør ham til hvad ‘the Entity’ kalder ‘a mind-reading, shape-shifting incarnation of chaos’, som selv en AI-enhed ikke kan forudsige.
På meta-laget er Tom Cruise en filmstjerne, der vil gøre næsten hvadsomhelst for sit publikum, koste hvad det vil. For den store blockbuster-biografoplevelse, som han tydeligvis har som mission at være leverandør af. Inklusiv alle de faste Cruise-elementer: løbe-scenen, øjet, der kniber sammen og kæbemusklen, der bevæger sig - som fans forventer.
Resultatet denne gang er blevet en adrenalinpumpende, sublim og smuk actionfilm med spektakulære stunts, der allerede nu skriver sig ind i filmhistorien. Og op imod de øvrige M:I-film, hører Dead Reckoning Part One klart til i toppen. Blandt de allerbedste.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: