Anmeldelse: ’Munken’ er en vild historie om arv og eksistentiel krise

Allerede før billederne kommer på lærredet, bliver vi mentalt hensat til et trancelignende stadie. Vindens susen sender behagelige lydbølger gennem ørekanalerne.

”Ikke tænke på fortiden,” messer en rolig mandestemme og fortsætter:

”Ikke tænke på fremtiden. Venner. Familie – alt forgår. Accepter det. Dét er nok til at blive lykkelig,” lyder de beroligende og samtidig ildevarslende ord.

Afsenderen er hovedpersonen i Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm Munken. Den tidligere HIV-forsker Jan Erik Hansen forlader i begyndelsen af 00'erne familien og Danmark for at blive buddhistisk munk i Thailand.

Sidenhen flytter han til Sri Lanka, hvor han – udover at være den lokale helligmand – også står bag en meget populær YouTube-kanal med flere end 100.000 abonnenter. Her giver han sit besyv med om alle mulige emner og modtager bøn-forespørgsler fra mennesker over hele kloden.

Dokumentarparret falder tilfældigvis over manden med den forunderlige historie og kontakter ham. De tilbringer to uger i hans hjem i Sri Lanka i forsøget på at komme ind under huden på manden, der tilsyneladende har haft det perfekte liv, men som har valgt at vende det ryggen.

Hvorfor gjorde han det?

Dét er filmens umiddelbare spørgsmål. Men det får vi aldrig svar på. Både fordi munken ikke vil beskæftige sig med sin fortid på nogen måde, og samarbejdet mellem ham og dokumentaristerne derfor bliver afbrudt. Men også fordi han dør, før han selv kan give svaret.

Jagten på det forsvundne Nirvana

Efter flere år i Sri Lanka vender Jan tilbage til Danmark, da hans far er dødeligt syg. En måned efter farens død, begår munken selvmord i det buddhistiske center, som han har opholdt sig i, mens han leder efter permanent bolig.

I en afskedsnote skriver Jan, at han har fremskreden demens – dette bliver dog aldrig påvist i Munken – men for en person, der hele livet har levet gennem sit intellekt, nysgerrighed og hjernekapacitet, har det uden tvivl været en snigende dødsdom.

Fokus bliver i stedet skiftet over til den nu voksne søn, Thor. Som elev på kunstakademiet i Wien bruger han minderne og traumet omkring farens selviske, selvvalgte eksil i sine værker.

Munken veksler mellem Jans egne, flotte optagelser – for skal man have en succesfuld YouTube-kanal, kræver det også det rigtige udstyr – og Thor, der i nutiden reflekterer over faren og rejser til Sri Lanka for at se stedet, hvor han har haft til huse.

Og der er smukt ved Knuckles-bjergene. De nøgne klippesider skyder op i den frodige jungle, hvor vilde dyr huserer. Særligt tanken om at indfange en leopard på kamera er en af de ting, som fascinerer Jan. Til tider får man indtrykket af, at det nærmest er en besættelse.

Flugten fra den hjemlige hønsegård

Hvilket måske ikke er helt forkert. For når man hører fra de tidligere kollegaer og ekskonen Trine, var Jan en person, der kastede sig 120 % ind i alt, hvad han foretog sig og havde interesse i. Omvendt, hvis ikke man delte hans synspunkt, var man bare en hindring eller en dumrian.

Jargil og Sønderby Jepsen skraber kun overfladen i dén del. Hvem Jan var, og hvorfor han tog beslutningen om at søge væk, forbliver kun gisninger.

Teser om socialt og professionelt selvmord bliver luftet. Bredsiden, som Jan Erik Hansen fyrer af mod medicinalindustrien og lægestanden i denne Informations artikel fra 1998 vidner i hvert fald om en person, der er mere end træt af sine kollegaer.

Men Trine nævner også, at det var, som om en fødselsdepression tyngede efter Thors ankomst til verden. Dermed tegner der sig et billede af et individ i en endog meget stor eksistentiel krise. Alt er ude af kontrol. Ligegyldigt, hvad han gør, er det enten ikke godt nok, eller også bliver han modarbejdet af kræfter, han ikke kan styre.

Den del bliver der ikke dykket tilstrækkeligt ned i. Jan får på sin vis sin vilje, for det er mere den mytiske munk snarere end manden bag, der kommer under lup. Og så alligevel ikke.

For med Thor ser vi, hvordan Jans gerninger har påvirket den nære verden, som han forlod. De to er fysisk nærmest kloner, når det kommer til udseendet, og også lidt i attituden. Det er herligt morsomt, når både farfar Hakon, far Jan og Thor i løbet af filmen på hver sin facon forsøger at diktere, hvordan en scene skal filmes. Selv med små variationer er der ingen tvivl om slægtskabet.

Når Munken er bedst, er det en af de mest rørende dokumentarfilm i år. Det er også en film, hvor man er på armslængde af at komme derind, hvor det rigtigt bliver interessant og gør ondt. Men derfor skal man alligevel være en kold skid for ikke at blive rørt en gang imellem i løbet af de knap 90 minutter.