Anmeldelse: ’Telemarketers’ er årets vildeste dokumentarserie

Alle har prøvet det. Opkaldet på det mest ubelejlige tidspunkt, hvor en eller anden sælger vil have dig til at købe eller tegne abonnement på et eller andet. Det gælder om at sige nej tak og få lagt på så hurtigt som muligt.

For hvis først du er fanget i en telemarketing-sælgers verbale klør, slipper du ikke bare sådan lige fri.

Tidligere i år så vi i den danske serie Guldfeber, hvor vildt det kan gå for sig på sådan et kontor. Men hvor det var fiktion – ganske vist baseret på de kreative folk bag seriens egne oplevelser – er Telemarketers fra HBO Max en dokumentarserie.

Og er du vanvittig, hvor er det vildt, det vi får serveret i løbet af blot tre afsnit. Ikke mindst takket være co-instruktør Sam Lipman-Sterns mange optagelser fra dengang, han selv var telemarketer for firmaet Civic Development Group (CDG). Et udspekuleret firma, der ikke skyede nogen som helst midler, når det galdt om at lokke penge ud af sagesløse mennesker, der var så uheldige at tage telefonen, når en af deres sælgere ringede.

Serien handler om Lipman-Stern og vennen Patrick J. Pespas’ forsøg på at optrevle, hvordan ejerne af firmaet kunne slippe af sted med det store svindelnummer. En rejse, der bringer dem tæt på magthaverne i landet og samtidig giver dem mulighed for at sone for deres egen medvirken.

Det vilde kontorvesten

Det, der adskiller Telemarketers fra andre dokumentarserier pt., er forankringen i de tos venskab gennem årerne. Sam er seriens fortæller, mens Pat både er hjertet, det komiske islæt og den indignerede pegefinger mod de korrupte kræfter, som har tjent penge på det hele.

Det hele starter med, at Sam dropper ud af high school i start 00'erne, og som 14-årig får job hos CDG i deres New Jersey-filial. Han og Pat bliver venner, og efter et stykke tid beslutter de sig for at dokumentere deres hverdag og få cheferne ned med nakken. Hvad der starter som en måde at fordrive tiden på udvikler sig til noget reelt, da Sam i 2020 allierer sig med sin fætter Adam Bhala Lough, der er professionel instruktør og medinstruktør på Telemarketers.

Yderligere er brødrene Josh og Benny Safdie samt Danny McBride, David Gordon Green og Jody Hill blandt executive producers, så det skorter ikke på kompetente folk bag kulissen til at agere blikfang og fødselshjælpere på projektet.

Og fy for den, en rejse det er. Første afsnit er et vildt sammensurium af Sam og Pats tid på CDG, hvor der absolut ingen grænser er for, hvad man må. Så længe man vel at mærke laver sine salg.

Firmaet ansætter flere folk, der kommer direkte ud fra fængslet eller er narkomisbrugere. Som en bemærker, den bedste til at skaffe penge er en junkie. For de skal altid have til deres næste fix.

Selv om teknologien ændrer sig, og firmaet får flere og flere sagsanlæg og bøder, ændrer ejerne bare lidt i ejerskabet og voila, så er de oppe at køre igen for fuld hammer.

Det er ren The Wolf of Wall Street, bare på gadeniveau.

Ikke alle helte bærer kapper

De usandsynlige helte Sam og Pat vil hele den korrupte industri til livs.

Hurtigt står det dog klart, at det ikke kun er telemarketing-firmaerne, som er synderne. Mange af de organisationer, der bliver ringet på vegne af, er måske heller ikke så fine i kanten, som de udgiver sig for at være. Hvilket er ret skræmmende, da det i høj grad er politi- og politiske indsamlinger, som firmaerne bliver hyret til – men alle har tilsyneladende en pris, bare den er stor nok.

Men ikke Sam og Pat. De er good guys. Sams udvikling fra lettere bøvet slacker og håbefuld filmmager til rent faktisk at ville gøre noget seriøst med alle sine optagelser er meget fin.

Det er dog uforlignelige Patrick J. Pespas historie, der er Telemarketers åndedræt og hjerteslag.

Fra første afsnit, hvor vi ser ham sidde og sniffe heroin i Sams bil på vej til arbejde, og så til tredje afsnit, hvor han interviewer politikere og opsøger bagmændene, sker der en forvandling, som selv ikke H.C. Andersen kunne have skrevet bedre.

Alle tidligere medarbejdere omtaler Pat med varme og kalder ham en god fyr. Klumper i halsen og våde øjne er garanteret, når vi ser ham i selskab med hans livs kærlighed, Sue.

Et af de mest rørende øjeblikke opstår, da Pat kører hende til kemo. De småsnakker lidt om, at han nu er i gang med sit og Sams projekt igen, hvor glad han ser ud. Det er ikke mange ord, de udveksler, men måden, de kigger på hinanden, og Pats øjne lyser, når han taler om projektet, går direkte i hjertekulen. Nøj, hvor er det romantisk og livsbekræftende.

Og det er måske den positive ting, man kan tage med fra Telemarketers. Det og håbet om, at alle vordende dokumentarister bare skal blive ved. Så længe arbejdet påvirker bare ét menneske i en positiv retning, har det været et godt stykke arbejde.