Anmeldelse: Netflix-filmen ’The Greatest Night in Pop’ er rendyrket 80'er-nostalgi

Man forstår godt, at Huey Lewis får en smule sceneskræk, da det bliver hans tur til at synge på sangen We Are the World.

Forud har nogle af midt-1980'ernes største stjerner som Lionel Richie, Stevie Wonder, Paul Simon, Bruce Springsteen, Billy Joel, Diana Ross og ikke mindst Michael Jackson leveret sangstykker til velgørenhedssangen.

Og nå ja, så skal Lewis indspille sin del af sangen i samme optagelse som Kim Carnes og Cyndi Lauper. Med så meget talent før, undervejs og efter sig – Ray Charles og Bob Dylan (ja, ja, ikke ligefrem verdens mest imponerende sangstemme, men stadig) – har man ikke lyst til at være den, der falder igennem. Med den lille ekstra krølle, at han overtager et stykke, der oprindeligt var tiltænkt til Prince, som ikke dukkede op til indspilningerne.

Det er et af de mange åbenhjertige indslag i Bao Nguyens Netflix-dokumentar The Greatest Night in Pop. Filmen handler om tilblivelsen af We Are the World-sangen og gør brug af både omfattende arkivoptagelser fra indspilningerne og nye – og enkelte gamle – interviews med dem, som var med til at skabe sangen.

Har man set en af Netflix’ mange fine musikdokumenterer – Wham! f.eks. – har man en nogenlunde idé om niveauet. Vellavet og underholdende og med plads til forbedringer, hvis man kradser lidt i overfladen.

Men vigtigst af alt er det et effektivt og informativt feelgood-indblik i den kreative proces, når nogle af verdens største musikere samles og bruger deres berømmelse til noget brugbart.

De store stemmer samles

Instruktør Bao Nguyen går kronologisk til værks.

Efter et kort blik på indspilningsaftenen, lægger vi ud med en af hovedkræfterne bag projektet. Lionel Richie sætter sig til rette foran kameraet og begynder at tale.

”Jeg vil gå så langt tilbage, som jeg kan huske,” siger sangeren, som desuden også er executive producer på The Greatest Night in Pop.

Det er sangeren, skuespilleren og borgerrettighedsforkæmperen Harry Belafonte, som er initiativtager til projektet. Han blev inspireret af Bob Geldorfs britiske Band Aid-projekt og deres sang Do They Know It’s Christmas?, som udkom i december 1984, og derfor kontaktede Belafonte musikindustri-giganten Ken Kragen.

Det var ham, som fik engageret Lionel Richie, Michael Jacksono og Quincy Jones til at gå i gang med at skrive sangen, der endte med at være We Are the World.

Det er fascinerende, hvor mange ting, der skulle gå op i en højere enhed for, at projektet kunne lykkes.

At det netop blev 28. januar 1985, der blev den store indspilningsaften skyldtes, at Lionel Richie var vært ved American Music Awards i Los Angeles, hvor de fleste musikere således ville være til stede.

Vi får en overfladisk gennemgang af, hvem man valgte skulle være med og ikke være med. Det havde været godt med en mere grundig klargøring af, hvorfor nogle blev valgt til og fra. Men omvendt er The Greatest Night in Pop ikke en dybdegående, journalistisk afdækkende dokumentar. Det er et blødt, popkulturelt og filtreret kig ind bag kulisserne.

Og ser man den som en sådan, leverer den varen.

Toppen af poppen

Kombinationen af arkivoptagelser og stillfotografier samt de ”klassiske” interviews, hvor en person kigger ind i kameraet, mens de genfortæller historien fra deres synspunkt, fungerer rigtig godt.

Det er derfor i klippeprocessen, at denne og andre dokumentarfilm i samme genre, bliver formet. Det er meget lig den måde, hvorpå de dengang har skullet finde ud af, hvem der sang med hinanden og efter. Hvis man sætter de forskellige stemmer anderledes sammen, opstår der er en skurren i ørerne, man ikke kan kommer af med igen.

Og selv om Huey Lewis måske var nervøs for sin del, er det intet imod Bob Dylan. Ikonet har som nævnt ikke den mest rene stemme, men ikke desto mindre er den en af den moderne musikhistories mest karakteristiske.

Så det er fascinerende at se ham, Dylan af alle mennesker, stå og være nervøs for, hvordan hans del kommer til at lyde på sangen. At se hvordan, Stevie Wonder coacher Bob Dylan igennem, hvordan han skal synge sangen, er måske et af filmens vildeste øjeblikke.

Wonder, en mesterimitator, efterligner overraskende godt Dylans stemme, og man ser, hvordan den usikre mand slapper mere af i kroppen i takt med, at han får en fornemmelse af, hvordan han skal skære sangen.

Det er de sidste to tredjedele af filmen, hvor vi inde i studiet til maratonsessionen, at filmen rigtig kommer kommer til live.

Alle de små breakdowns, hvor indspilningerne går i stå, fordi der er en, som har en idé, de lige vil prøve af, og som måske/måske ikke fungerer. Hvordan nerverne bliver lidt mere tyndslidte, da aften bliver til nat og tættere på morgen, og de stadig er i gang.

Sammenholdet, glæden i de øjeblikke, hvor spontaniteten tager over. Bob Dylan, der konsekvent ser halvskræmt ud, de to blinde mænd Stevie Wonder og Ray Charles, som joker med, at hvis ikke snart de bliver færdige, er det dem, som kører alle hjem.

Det er de og alle lignende små glimt ind bag facaden hos tidens mest feterede kunstnere, der gør The Greatest Night in Pop til noget særligt, og som rent faktisk gør, at filmen lever op til sin titel.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: