Anmeldelse: ‘Poor Things’ er vild, vovet og original filmkunst

Hvorfor spiser vi mad, vi ikke kan lide af ren høflighed? Hvorfor har vi ikke sex hele tiden, når det føles så godt i kroppen? Hvem har lavet reglerne for, hvad social korrekt opførsel er?

Det er nogle af de gode spørgsmål, instruktør Yorgos Lanthimos får stillet med sin film Poor Things. På en måde vi ikke har fået dem serveret før.

For Lanthimos tænker ikke som de fleste andre. Det har han allerede vist med sine tidligere film. Jeg blev selv blæst omkuld af hans debutfilm Dogtooth, hvor et forældrepar opdrager deres tre børn med et helt selvstændigt, selvopfundet sprog.

“Her er en fuldstændig original-tænkende instruktør", skrev jeg dengang og var spændt på at se, om han kunne blive ved sådan. Det har han kunnet, kan man konstatere med film som The Favourite, Lobster og Killing of a Sacred Deer.

Lavet af ‘God’

Med sin seneste film har han teamet op med sin nye muse Emma Stone, som han også havde med i The Favourite, og parret er allerede i gang med deres kommende film Kinds of Kindness.

Her i Poor Things spiller Emma Stone kvinden Bella Baxter. Eller væsenet, skulle man måske snarere kalde hende. For da vi møder hende, er hun kropsligt en fuldvoksen kvinde, men har oppe i hovedet fået sat et barns hjerne ind. Et eksperiment af den Frankenstein-lignende videnskabsmand, Dr. Godwin Baxter (Willem Dafoe), som Bella bare kalder for ‘God’. Sjovt.

Mænd må eje

Gud eller Godwin vil undersøge, hvordan et menneske bliver til et menneske, og for at følge Bellas udvikling nøje sætter han sin assistent Max McCandles (Ramy Youssef) til at følge hende overalt. Snart føler Max et vist ejerskab over Bella og vil ‘for hendes skyld’ giftes med hende. En stikpille til patriarkiet, der går igen i filmen.

Men Max’ planer bliver forpurret, da den sleske og samvittighedsløse forfører Duncan Wedder (Mark Ruffalo) dukker op. Han lærer Bella nydelsen ved sex, så hun undrende spørger, “hvorfor gør folk ikke det her hele tiden?”

Feministisk frihedstrang

Duncan får også overbevist Bella om at tage med ham ud i verden, og således begynder hendes dannelsesrejse for alvor. Både ud i sociale spilleregler, hvad der sig hør og bør og ud i parforholdets rutsjebaneture.

I alt dette er Bella Baxter ‘den vilde’, den aparte, der ser verden for første gang. Hun skal lære at gå, bogstaveligt talt, før hun kan danse (en dansescene, der giver Jenny Ortega kamp til stregen i Wednesday), og hun skal lære mænds tilbøjeligheder, når det kommer til synet på kvinder. Igennem de lektier er der en klar feministisk frihedstrang i filmens pointe, uden at den bliver stoppet ned i halsen på os tilskuere.

En suveræn Stone

Rollen som Bella er en tour-de-force-præstation. Både fysisk, med akavede kropsbevægelser, simplificeret sprog og megen nøgenhed, og psykisk i forhold til at skildre karakterens konstante ændringer i takt med erfaringerne. Ikke overraskende, men alligevel imponerende, brillerer Emma Stone helt suverænt i den. Hun er overbevisende hele vejen igennem, og hun bærer stort set alle scener i filmen.

Stone bliver bakket op af lige så seværdige præstationer af Willem Dafoe og Mark Ruffalo, som man begge får sym- og antipati for på skift.

Alt spiller med

Som ligeværdige medspillere i filmen er også produktion design, fotografering og kostumer. Ligesom med The Favourite er det Robbie Ryan, der har filmet, og han har til kameraarbejdet brugt forskellige objektiver. Effekten er et varierende billeddesign, der taler med og udstiller det barokke i universet. Det samme gør produktionsdesignet, der stilmæssigt blander alt fra Belle Epoquens art nouveau med det gotiske og viktorianske.

Den mærkelige græker

Som man måske kan fornemme, er Poor Things en særlig oplevelse. En, man virkeligt skal unde sig selv. Præmissen kan lyde monsteragtig makaber, men der er udover vildskaben, også meget morskab undervejs.

Alt kan tilskrives Yorgos Lanthimos, der som en del af den græske nybølge med kælenavnet ‘Greek Weird Wave’ ikke bare har sat græsk film på landkortet, men fornyer den internationale filmverden med sine meget anderledes historier.

Han er en ener, der har viljen og lysten til at give os film, vi ikke vidste, vi ville have, men som verden ville være fattigere uden. Hurra for Yorgos Lanthimos! Hurra for Emma Stone! Hurra for mod og virtuositet!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: