Anmeldelse: ’Sinners’ er et moderne mesterværk med stort kultpotentiale

Med blodigt og iturevet tøj stavrer den unge mand ud af bilen. I sin hånd knuger han hovedet fra sin smadrede guitar. Strengene hænger løst, mens han bevæger sig hen mod kirken, hvor skønsang fra morgenens gudstjeneste strømmer ud.

Ildevarslende åbner han døren og bliver hidkaldt af præsten, der beder ham om at komme op til sig.

Starten på ’Sinners’ lover således blod, tro og kærlighed, og det bliver i den grad indfriet i instruktør og manuskriptforfatter Ryan Cooglers ny-klassiker, der endda har rigtig stort kultpotentiale.

Vi er i den lille by Clarksdale, Mississippi i 1932. Selvom slaveriet er ophævet, lever raceadskillelse stadig i bedste velgående, og en af de afroamerikanere, der lever under det, er præstesønnen Sammie (Miles Caton). Det er ham, vi møder i starten af filmen, men faktisk er den scene en del af slutningen på ’Sinners’. Det kaldes et flash forward, og derefter får vi begivenhederne, som fører op til det øjeblik.

Sammie tjener til dagen og vejen ved at plukke bomuld på en plantage, men han har en stor drøm om at blive bluesmusiker. Han har fået en guitar af sine fætre Elijah og Elias (Michael B. Jordan i en forrygende dobbeltrolle), der også er kendt under deres gangsteraliasser Smoke og Stack.

Efter at have arbejdet som håndlangere i Chicago, er de to vendt tilbage til Clarksdale for at åbne deres egen bar, en juke joint. Hjemkomsten er bittersød, da der både er glade minder, og også nogle, som gør ondt helt ind i hjertekulen.

Og snart står de over for en overnaturlig ondskab i form af vampyren Remmick (Jack O’Connell), der truer det lille samfund på sin eksistens. Med rødderne dybt plantet i horrorgenren fortæller Ryan Coogler en smågenial historie om race, musik, kærlighed og det at være menneske, og ’Sinners’ cementerer hans status som en af USA's absolut bedste fortællere.

Så god, at det er overvældende

Der er så mange gode ting ved ’Sinners’, at det næsten er overvældende.

Selvom der er en snert af lighed mellem Cooglers film og Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ kult-vampyr-actionbasker ’From Dusk till Dawn’ fra 1996, er ’Sinners’ på et højere niveau.

Allerede fra start bliver publikum mesterligt lullet ind i universet, takket være Oscarvinderen Ludwig Göranssons fantastiske score. Den svenske komponist formår elegant at tage filmens bluesfundament i flere forskellige spændende retninger, afhængig af hvor den pågældende scene fører os hen.

Stjernefrøet Miles Caton, der debuterer som skuespiller, er et kæmpe fyrtårn som den unge aspirerende musiker. En herlig scene, hvor Stack første gang hører fætteren synge, er lige så overvældende for publikum, som det er for karakteren, hvis ikke man har hørt ham synge før. Er du gal, hvor kan Caton tryllebinde med stemmebåndet og mellemgulvet i skøn musikalsk forening.

I det hele taget er ’Sinners’ en overraskende musikalsk film, som er læsset med flere ørehængende musikalske optrædener. Det er en måde at skabe sammenhørighed på og formidle indre følelser og motivationer på uden lange monologer.

Musik er liv, og ’Sinners’ er en af de mest levende film, jeg har set i flere år. Det er da heller ikke tilfældigt, at Coogler har castet en bluessværvægter som Buddy Guy i en lille, men vigtig rolle.

Et unikum i den amerikanske filmindustri

I det hele taget er det en virkelig velspillet film.

Michael B. Jordan er selvfølgelig eminent i den dobbelte rolle, hvor han tilføjer tilpas med forskellige fysiske bevægelser til tvillingerne, så de både ser, lyder og virker som to fuldstændigt separate mennesker. Udover de let identificerbare røde og blå påklædningsstykker og Stacks guldtand.

Ryan Coogler formår virkelig at forme selv de mindste bi-karakterer med tilstrækkelig personlighed og værdi-etablerende replikker, så de ikke fremstår som karikaturer, der blot er med for at skubbe handlingen videre.

Delroy Lindo især er særdeles mindeværdig som den gamle bluesrotte Delta Slim, der beredvilligt øser ud af visdom og aldrende gavflabethed.

Altid fremragende Wunmi Mosaku er en sand urkraft som Smokes evige kærlighed, der som den eneste har styr på sin viden om det mystiske og overnaturlige. Selvom hverken hun eller Hailee Steinfeld spiller en hovedrolle, efterlader de et stort indtryk fra hver scene, de er med i.

Castingen er eminent, og engelske Jack O’Connell gør sig rigtig godt som filmens skurk. I et twist væk fra den klassiske vampyrstereotyp prædiker Remmick om det at blive blodsuger som en befrielse fra menneskehedens og livets trældom. I stedet for lidelse vil de alle være sammen i kærlig forening. Det dufter af Charles Manson tilsat dragende sydstatsaccent.

Der er så mange detaljer at dykke ned i med ’Sinners’, og det er næsten ubærligt ikke at få nævnt dem alle. Autumn Durald Arkapaws bjergtagende smukke billeder fortjener et helt essay for sig selv om deres betydning og skønhed.

Kort sagt er ’Sinners’ et moderne mesterværk. Den dramatiske og virkelig rørende historie om tvillingernes hjemkomst og afroamerikansk kultur væves perfekt sammen med en gedigen horrorhistorie, der rusker en rundt i sædet på den helt rigtige måde.

Ikke at der var nogen tvivl før, men ’Sinners’ bekræfter, at Ryan Coogler er et unikum i den amerikanske filmindustri. Uagtet hvilken genre han boltrer sig i, trænger hans stemme og budskaber altid klart og tydeligt igennem. Han er en auteur i ordets fineste betydning og rent ud sagt et filmisk geni.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: