Anmeldelse: Robert Eggers’ ’Nosferatu’ er en mesterlig horrorsymfoni

”Kom til mig,” messer Ellen Hutter (Lily-Rose Depp) ud i intetheden.

Den unge kvinde bønfalder et eller andet i mørket om at komme og slukke hendes dybe længsel efter lidenskab og kærlighed. Og noget svarer hende. Noget monstrøst, som ikke vil give slip på hende igen.

Med den lille og uhyre effektive prolog bliver scenen sat til Robert Eggers' sublime mareridtsfortælling ’Nosferatu’.

Filmen er baseret på F. W. Murnaus stumfilm af samme navn, men i Eggers’ fortolkning indvæves også det helt oprindelige kildemateriale, som den klassiske, tyske film var baseret på.

Det er naturligvis Bram Stokers ’Dracula’, der er den slet skjulte inspiration for Murnaus film, som dog er helt sin egen og en af den slags film, horror- og filmfans omtaler med stor respekt og beundring.

I den gamle version fra 1922 er det Ellens husbond Thomas, der er hovedpersonen, men i ’Nosferatu’ anno 2025 er det ændret, så det er hende, som er hovedperson.

Efter den stemningsfulde start fortsætter filmens handling nogle år efter. Året er nu 1838, og det nygifte par, Ellen og Thomas, har fremtiden foran sig. Thomas (Nicholas Hoult) skal dog først lige et smut til Transsylvanien og få en underskrift fra den mystiske grev Orlok (Bill Skarsgård) angående et huskøb i parrets hjemby, tyske Wisborg.

Der går ikke særlig lang tid efter Thomas’ ankomst, før han opdager, at greven ikke er helt almindelig. Høj, med raspende vejrtrækning og en stank af råddent kød omkring virker Orlok mere død end levende. Men hvordan kan han så bevæge sig fra det ene sted til det andet med et fingerknips hastighed?

Og hvorfor er Orlok så fascineret af Ellen? Svarene udfoldes mesterligt i horrorsymfonien ’Nosferatu’.

Smuk skræk

Som Robert Eggers har for vane, har instruktøren gransket samtlige tænkelige og utænkelige detaljer og kilder for at skabe sin ultimative version af ’Nosferatu’.

Det ses og høres i hvert enkelt af filmens frames. Selvom ’Nosferatu’ mestendels er optaget på et set, kan man næsten dufte dunsten af byen Wisborgs fiktive gader, som bliver fyldt med kadavere og rotter, så snart vampyren gør sit indtog i byen.

Billederne bugner af periodekorrekte genstande, og intet overladt til tilfældighederne.

Eggers’ hoffotograf Jarin Blaschke formår med stilsikker elegance at indfange de smukke stunder i de ellers skrækindjagende øjeblikke. Hvad end det er de drømmelignende sort/hvide momenter eller resten af tiden, hvor kun ildens gul-orange flammer eller det røde blod bryder med det grå og dystre look, er der skønhed i det makabre.

Bill Skarsgård brugte tre-fire timer i makeupstolen, hver gang han skulle transformeres til Orlok, og det har været tiden værd. Selvom vampyren bliver holdt i det dunkle, er der tilstrækkeligt med små urovækkende glimt til, at fantasien kan overtage og udfylde de tomme pladser.

Robin Carolans dragende musik er det perfekte akkompagnement. Det har en nærmest hypnotisk effekt, som sammenholdt med Blaschkes billeder luller publikum ind i en trancelignende tilstand. Ikke ulig effekten af Robert Eggers' forrige film, ’The Witch’, ’The Lighthouse’ og ’The Northman’.

En af de bedste nogensinde

Ændringerne i den nye ’Nosferatu’ klæder historien og skaber samtidig et slægtsbånd med Eggers’ øvrige værker. Der er en lige linje mellem Thomasin (Anya Taylor-Joy) fra ’The Witch’ og Ellen, når de unge kvinder forsøger at mærke efter og giver sig hen til deres inderste. Samtidig holdes de nede af et samfund, der ikke tolererer kvinder med meninger og appetit på livet.

Robert Eggers har iscenesat uhyggen med et mesterligt touch, så det hele fremstår troværdigt indenfor den ramme, som filmen sætter op. Det er de store følelser, der bliver spillet på med vidunderlig voluminøs, højtravende energi, som nærmest er operalignende.

Tidløse emner som udødelig kærlighed og passion er de centrale motivationer for karaktererne og driver deres ageren.

’Din lidenskab er bundet til mig,” proklamerer Orlok til Ellen i et af sine mange forsøg på at overbevise hende om, at hun skal være hans.

Lily-Rose Depp er fremragende i hovedrollen. En ting er replikleveringen og formidlingen af de eksplicitte og usagte følelser, noget andet er det helt exceptionelle fysiske skuespil hun lægger for dagen. Ikke et åndedrag eller bevægelse er spildt, og hver eneste af hendes gisp hiver publikum længere og længere ind i filmen. Det er karrieredefinerende præstation, som løfter skuespilleren op i en helt ny liga.

Bill Skarsgård bliver brugt på den måde, som han burde være blevet, da han spillede morder-monster-klovnen Pennywise i ’It’. Der druknede den tårnhøje svensker med de fængende øjne i computereffekter, mens han i ’Nosferatu’ står uberørt og truende. Hvilket er rigeligt skræmmende nok i sig selv.

Nicholas Hoult er retskaffenheden selv og fortsætter den gode stime fra Clint Eastwood-filmen ’Juror #2’. Han formidler flot den arketypiske heltetype, der dog ikke helt har dét, der skal til for at besejre ondskaben.

Heldigvis får han en hjælpende hånd fra den allestedsnærværende Willem Dafoe, som spiller en excentrisk videnskabsmand med stor forkærlighed for det okkulte. Det er skuespillerens tredje film i streg med Robert Eggers, og det samarbejde må hellere end gerne fortsætte.

Der er ikke en finger at sætte på ’Nosferatu’, som brager ind helt i top over de bedste remakes nogensinde, og filmen kandiderer allerede nu kraftigt til at være en af de bedste film i 2025. Alt går op i en højere enhed, og tiden forsvinder fuldstændig i biografens mørke. Det er horror på allerhøjeste niveau og en af den slags film, vi kommer til at tale om i flere år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: