Ridley Scotts svar til 'Napoleon'-kritikerne: "Get a Life!"

Ridley Scotts næste storfilm er Napoleon med Joaquin Phoenix i titelrollen. To navne, der kan få det til at boble af forventning i enhver filmelskers hjerte. Og for nylig kom traileren så, der løfter sløret for, hvad vi kan forvente os. Et tilsyneladende storladent episk værk om den franske hærfører, politiker og selvudnævnte kejser, om krig og hans kærlighed til Josephine.

Fejl i Napoleon

Filmen byder, ud fra traileren at dømme, på flotte billeder. Helt forventeligt af Ridley Scott, der først og fremmest er en visuel, stærk instruktør. Men i kølvandet på traileren fulgte en tiktok-video af historikeren Dan Snow, hvor Snow påpegede flere ting, der ikke er historisk korrekte.

I filmens tagline hedder det: ‘He came from nothing. He conquered everything’, hvilket historikeren fortæller, ikke er sandt. Napoleon kom ikke fra fattige kår, og han erobrede ikke hele verden. For eksempel ikke England. Lige som Marie-Antoinette ikke havde lange lokker, da hun blev halshugget, sådan som hun vises i traileren. Hun klippede det, ret berømt, helt kort inden sin henrettelse.

Biografiske film med pynt

At påpege unøjagtigheder i en biografisk film er en yndet sport blandt eksperter og besserwissere, og tonen kan variere fra det jokende patroniserende til det direkte forarget rasende. Men har filmskabere overhovedet et ansvar for at være historisk korrekte i deres værker?

Mark Zuckerberg har selv udtalt om The Social Network, at det eneste rigtige i filmen var hans tøjstil. William Wallace i Braveheart levede omtrent fire århundreder før den tidsperiode, filmen foregår i, og han mødte aldrig Isabelle af Frankrig. Kong George VI overkom sin stammen længe før 2. verdenskrig og ikke op til udbruddet af krigen, sådan som The King’s Speech skildrer. Jazzmusikeren Donald Shirley var aldrig bedste ven med sin chauffør Tony, sådan som Green Book fortæller os. Tim Ballard indledte ikke befrielsestogter ind i junglen, sådan som Sound of Freedom viser. Og sådan kunne man blive ved med biografiske film, der ikke holder til en historisk lakmusprøve.

Team Ridley

Lige i tilfældet med Napoleon var Ridley Scotts mening og reaktion utvetydig. Hans svar til Dan Snows udmelding var kort og godt: ‘Get a life’. Og når det gælder fiktions-spillefilm (det er selvfølgelig en anden historie med dokumentarfilm), er jeg helt på Team Ridley. I fiktionens verden, i alt kunst, er der frihed til at digte, smøre på, ændre, satirisere, fortolke som man vil. Man kan være uenig i portrætteringen, som jeg f.eks. selv var med Andrew Dominiks version af Marilyn Monroe i Blonde (Monroe som ensidigt evigt offer for lumre mænd), men jeg anfægter ikke hans og andre instruktørers ret til at lave nøjagtig den film, han eller de vil.

Hvem har ansvaret?

‘Men hvordan kan man så stole på, at det vi ser i en biografisk film er sandt?’ er et spørgsmål, der ofte følger i kølvandet på historiske friheder. Og svaret er lige så enkelt som Ridley Scotts: Det kan vi heller ikke.

‘Men har filmskabere ikke et ansvar for kun at fortælle sande ting?’ og ‘Hvem har så ansvaret for at vide om det er sandt?’ kunne være de næste spørgsmål. Til det første er svaret igen nej. Og til det andet er svaret: Det har du selv. Vi, filmforbrugerne, har selv ansvaret for at finde ud af, undersøge, læse op på om den historie og de begivenheder, der udspiller sig i den pågældende biografiske film, er i overensstemmelse med virkeligheden.

At vi så ville have godt af at oparbejde og finpudse vores kundskaber og vaner i forhold til medieanalyse og kritisk sans er et vilkår, som allerede er her, og som kun vil blive forstærket i fremtiden.

Uenige historikere

Hvis man skulle forfølge tanken om, at det ikke er filmforbrugeren, der alene har ansvaret, er Indien et godt eksempel. Her nedsatte man en enhed, der skulle faktatjekke alle film for historiske unøjagtigheder. Men den instans varede ikke ret længe, for arbejdet blev for omfattende og for ressourcekrævende.

Desuden meldte endnu flere problematikker sig. For det første, det helt basale, ytringsfriheden. Og for det andet, at det lugter lidt af patroniserende babysitning at gå ud fra, at vi ikke kan skille fiktion fra virkelighed. For det tredje, hvem skal afgøre, hvad der er historisk korrekt, for også historikere er uenige.

Et eksempel på det fra et andet sted i verden, er fra da der skulle laves en film om Mary Queen of Scots. Filmfolkene, inkl. skuespilleren bag, var i tvivl. Skulle Mary tale med engelsk eller skotsk accent? Man tyede til historiske eksperter for hjælp, men historikerne var delte i deres teorier. Konklusionen var, at ingen vidste, hvad der var sandt, og filmfolkene kunne vælge, som de ville.

Nysgerrighed er godt

Så, når vi læner os tilbage i biograferne og ser Napoleon, er det ubetinget Ridley Scotts version. Med kreativ frihed og et måske løssluppent forhold til historisk sandhed.

Men for at vende tilbage til begyndelsen af denne artikel og til Dan Snows påpegninger. Tag ikke fejl. Jeg synes kun, det er herligt, at Snow og andre historikere gør os opmærksomme på, at vi skal tage filmen med et gran salt. At historikerne gider at gøre os klogere. For måske har deres påmindelser den bedste effekt: At vi bliver nysgerrige og selv læser op. For eksempel på hvem ham Napoleon nu egentlig var, på hvilke lande han erobrede, og hvordan det gik med kærligheden til Josephine.