Anmeldelse: ‘Bevægelsen’ er en dystopisk fortælling, der starter fantastisk og slutter fænomenalt

Året er 2024. På det hvide scenegulv står intet andet end en papkasse. Pludselig lyder der barnegråd, og en far (Mikkel Arndt) kommer ind på scenen, tager et spædbarn op af kassen og forsøger at trøste det med ordene “alt er okay”.

Han gentager ordene igen og igen og igen i håbet om at overbevise sin nyfødte datter om, at det er sandt, at alt er okay. I virkeligheden er det ham selv, han prøver at overbevise – for alt er slet ikke okay. Faktisk er der ikke noget, der er okay.

Syv gange har han sammen med sin kone været igennem et forløb med kunstig befrugtning. Det har helt naturligt været hårdt for det – i deres egne øjne – unge par. Både økonomisk og mentalt.

Hvor galt det egentlig står til, bruger Mikkel Arndt en halv time alene på scenen på at fortælle os. Gennem en lang monolog leverer han brillant skuespil, der fra start fanger publikum, holder det i et jerngreb, mens det langsomt går op for os, at fødslen har haft fatale følger.

I sine følelsers vold og lammet af angst for at miste sin datter lader han sig overbevise af konens veninde om, at ALT der har med stråling at gøre, er livsfarligt for hans nyfødte datter, der har fået navnet Gry. I skarp dialog med sig selv fornemmer man, at han er splittet mellem sin fornuft og viden om, at stråling ikke er farligt og hans følelser i kølvandet på, at moderne teknologi var en del af årsagen til, at fødslen gik, som den gik.

At forestillingen kommer så solidt fra start, er dog ikke kun Arndts fortjeneste, men i høj grad også dramatikeren bag ordene, Dennis Kelly og selvfølgelig den danske oversætter Caspar Eric. De har skabt et manuskript, der slår sin præmis så skarpt an, at man fra start sidder med en grundlæggende uro i kroppen – og den forsvinder ikke.

Bruger lidt for lang tid på sin morale

Vi springer til året 2056, og Gry (Cecilie Bogø Bach) er nu voksen. Stærkt præget af sin fars opdragelse leder hun en bevægelse, der går imod alt, der har med moderne teknologi at gøre. Og de skyr ingen midler for at opnå deres mål: både universitetsskyderier og drab på professorer er på tale.

Endnu et tidsspring. Vi befinder os nu i 2072, hvor rollen som Gry nu spilles af den noget mere erfarne Maria Rossing, som tilføjer en dybde og giver karakteren en naturlig udvikling fra ung oprører til groundet idealist. Verden, som vi kender den, eksisterer ikke længere. Teknologien er væk – det samme er kærligheden. Et råd, der skal komme viden og progression til livs, har skabt 10 bud, der skal overholdes.

Heriblandt at sproget skal afvikles og i sidste ende kun må bestå af enstavelsesord – en tanke, der først virker helt absurd. Kun ordene “regression” og “videnskab” skal være tilladt. På den måde ved man hele tiden, hvad man stræber efter, og hvad man flygter fra.

Her sidder man lidt med en fornemmelse af, at fortællingen træder vande. For allerede i den formidable indledning er man med på, hvad man ønsker at sige med forestillingen.

Hver skuespiller agerer både fortæller og har samtidig “rigtige” roller. Et greb, der ganske effektivt giver fortællingen et flow, der gør, at det aldrig bliver kedeligt, men alligevel til tider gør, at der overfortælles. Ikke at moralen udpensles, men der bruges for meget tid på at etablere den og komme videre.

Bevægelsen har flere lag

Men fortællingen kommer i den grad videre og finder igen sit fokus. Nu befinder vi os i år 2095, hvor den gamle verden er ved at være glemt. Her stiller forestillingen spørgsmål ved, om den nye tilværelse er værre eller bedre end den gamle.

Men den giver ikke et entydigt svar. Den fortæller derimod elegant, at vi mennesker har en uovertruffen egenskab til at tilpasse os den virkelighed, vi bliver præsenteret for. En virkelighed uden medicin, præget af had og ondskab og med en gennemsnitslevealder, der er faldet drastisk – men sådan er det jo flere steder i verden.

Instruktør Thomas Bendixen har i samarbejde med scenograf samt lys- og lyddesigner skabt en forestilling, hvor titlen konstant er i spil. Ikke bare som den aktivistiske bevægelse, der sættes i gang i starten.

Den simple scenografi består af en hævet scene midt i det hele, mens sceneskiftene bliver skabt af et lysdesign, der i starten har en pulserende form af noget, der minder om celler, der udvikler sig og skaber liv.

I takt med at fortællingen udvikler (eller afvikler) sig, skifter lyskulissen til grå og betonagtig som et tydeligt symbol på, at livet og håbet hænger i en tynd tråd. Men livet er også en bevægelse, og når vi befinder os i år 2095, ændrer lysdesignet sig igen og tager publikum med ind i tranceagtig uendelighed, der giver en fornemmelse af både udvikling, gentagelse og livscyklus. Alt dette bliver elegant og uforstyrret understøttet af det underlæggende lyddesign.

Og så er der den fænomenale slutning, hvor kulissen skaber en nærmest eventyrlig begyndelse i en tid, hvor man kun må bruge enstavelsesord. Her skal igen lyde stor ros til både forfatter og oversætter, der har skabt en unik monolog, som Cecilie Bogø Bach formidabelt giver liv og på magisk vis viser, at både kærlighed og udvikling er det mest naturlige i verden.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: