Kultur | Anmeldelser

Anmeldelse: Det største problem ved den stort anlagte Seebach-musical om ‘Askepot’ er Seebach selv

Af
Lars Knudsen
8. marts 2024
Askepot the musical anmeldelse
'Askepot The Musical' / Foto: Lion Musicals

Del artikel

Musicalen om den undertrykte steddatter, der tager til bal på slottet og får sin prins ved hjælp af en glassko, er en visuelt spektakulær og underholdende oplevelse. Desværre får plat humor og lyriske banaliteter lidt for meget plads.

Askepot The Musical

Spilleperiode: 7. marts 20247. april 2024 i Tivolis Koncertsal, derefter turné rundt i landet
Teater: Lion Musicals
Genre: Musical
Musik: Rasmus Seebach
Manuskript: Line Knutzon
Instruktør: Thomas Agerholm
Scenografi: Benjamin La Cour
Kostumer: Soeren Le Schmidt
Medvirkende: Johanne Milland, Cristopher Schøllhammer Rørmose, Caroline Henderson, Rasmus Brohave, Stig Rossen, Pelle Emil Hebsgaard m.fl.
Spilletid: 2 timer og 30 minutter

Fortællingen om Askepot er blevet bearbejdet et utal af gange. I vores del af verden er brødrene Grimms version fra 1812 måske den mest kendte. Den er lavet som både ballet og opera samt i adskillige film- og tegnefilmversioner. Heriblandt Disneys elskede klassiker fra 1950, der nok er den version, der har gjort størst indtryk på de fleste.

Da Askepots mor dør, gifter hendes far sig på ny, og Askepot får en stedmor og to stedsøstre. Da faderen ligeledes dør, står Askepot tilbage uden ‘rigtige’ forældre, men med en ond stedmor, der favoriserer sine egne døtre og gør Askepot til sin undertrykte tjenestepige.

I mellemtiden er kongen frustreret over, at hans søn endnu ikke har fundet sig en kone. Han inviterer derfor byens unge kvinder til bal på slottet i håb om, at prinsen vil finde sin udkårne.

Resten kender vi: Askepot kommer med til ballet, prinsen forelsker sig i hende, hun taber den ene sko osv.

Det er den fortælling, en af Danmarks største nulevende dramatikere, Line Knutzon, og en af vores største popsmede, Rasmus Seebach har kastet sig ud i at genfortælle.

Askepot the musical anmeldelse
Johanne Milland som Askepot
Foto: Lion Musicals

Denne gang følger vi den unge Ella (Johanne Milland), der arbejder nederst i modebranchens brutale hierarki. Hun drømmer om at finde sin egen plads i en verden, hvor alle er sig selv nærmest.

Ved et uheld slår Ella hovedet og besvimer.

Da hun vågner op, befinder hun sig midt i en magisk eventyrverden, hvor hun mod sin vilje skal spille rollen som Askepot. Omkring hende er alle de klassiske karakterer fra det gamle eventyr: den onde stedmor (Caroline Henderson), prinsen (Christopher Schøllhammer Rørmose), kongen (Stig Rossen), kammertjeneren (Rasmus Brohave) og sidst, men ikke mindst, den gode fe (Pelle Emil Hebsgaard), der skal hjælpe Ella med at finde sig selv og dermed sin vej tilbage til livet.

Høj underholdningsværdi

Overgangen fra virkeligheden til eventyrverdenen giver os en forsmag på Benjamin La Cours fantastiske scenografi, der viser sig at være en af forestillingens helt store styrker. Dette kombineret med Soeren Le Schmidts farverige kostumer danner rammerne om en visuelt dragende – til tider spektakulær – oplevelse, der underholder fra start til slut.

En høj underholdningsværdi er desværre også dét Askepot har at byde på. Både på grund af ovenstående og i høj grad også takket være et fantastisk velspillende band, der i samarbejde med det lige så dygtige cast, giver Rasmus Seebachs sange et liv, jeg aldrig havde tænkt, de kunne få.

Askepot the musical anmeldelse
Caroline Henderson som Den onde stedmor i 'Askepot The Musical'
Foto: Lion Musicals

Særligt musicalens to erfarne stjerner, Caroline Henderson og Stig Rossen, skal fremhæves i denne sammenhæng. Deres imponerende stemmer kommer klarest til udtryk med de to musikalske højdepunkter Den mand du ka’ bli’ og Ingen kære mor, der også er forestillingens bedste bud på ægte musicalmagi.

Desværre er deres karakterer langt fra lige så interessante som deres stemmer. Hendersons fortolkning af den onde stedmor fremstår mere komisk end ond og minder mest af alt om en karikeret kopi af Disneys version. Det gør, at man aldrig får rigtig ondt af Askepot eller mærker hendes frustrationer.

Rossens konge er primært baseret på plat humor om en tå, man ikke ved, hvad kaldes, og et hamrende irriterende kukur, der fylder meget, men ikke tjener noget formål i fortællingen overhovedet.

Askepot the musical anmeldelse
Stig Rossen som Kongen i 'Askepot The Musical'
Foto: Lion Musicals

Generelt fylder humor alt, alt for meget i selve historien. Som når Askepot besøger sin mors grav, men kun kort får lov at dvæle ved sorgen, inden hun afbrydes af den gode fe, der vist nok havde fået et eller andet galt i halsen – endnu en plat (ikke sjov) gimmick, der går igen uden betydning.

Moralen udpensles

Historien om Askepot kender de fleste, og det samme gælder moralen. Det er derfor klædeligt, at man har lagt sine kræfter her og fokuseret på at fortælle den gamle historie med ny energi. Men her mister musicalen desværre også sin fantasi.

Fortællingen er stort set den samme, som vi kender den fra Disneys klassiker, og forsøget på at gøre den aktuel begrænser sig groft sagt til, at en selvstændig kvinde, der bryder med samfundets stereotype tankegang, er banebrydende.

Line Knutzon har med sin sans for dramatik skabt en fin balance mellem eventyr og virkelighed, hvor man ganske vist aldrig er i tvivl om, hvor man er på vej hen, men alligevel lader sig rive med af de charmerende hovedkarakterer og deres jagt på dem selv.

Der er mange gode ting at sige om Askepot The Musical. Men …

Moralen er i forvejen hugget i sten. Så at skulle gennemgå en hel musical med Rasmus Seebachs sange, der konstant fortæller det samme med tekster, der hverken pirrer eller overlader noget som helst til vores fantasi, er anstrengende, uanset hvor flot det pakkes ind af fede musikere, flotte kostumer, scenografi og gode sangere.

De tydeligste eksempler på dette er blandt andet, når Ella i sangen Plot twist i omkvædet synger:
“Hva’ hvis jeg nu for første gang spiller mig selv? Hva’ hvis det var mig, der valgte, hvad jeg ville fortælle i min historie?”

Eller når den gode fe i sangen Ella synger denne no shit, Sherlock-indledning:
“Hvis nu vi kendte alle svarene, så sku’ vi ikke finde dem selv.”

Heller ikke i musicalens højdepunkt, Stig Rossens Den mand du ka’ bli’ overlades der noget til vores nysgerrighed, når han blandt andet synger:
“Kære ven, du’ ikk’ hvem som helst, du har så meget at leve op til. Jeg ved, der venter noget stort derude på dig.”

Disse tekstuddrag er naturligvis taget ud af en sammenhæng, og om det er god eller dårlig lyrik, vil jeg ikke gøre mig til herre over. Men det er en meget tydelig indikator for, at der ikke lægges op til, at vi som publikum skal tænke selv. Og det er desværre gennemgående i stort set alle musicalens tekster.

Den magi, der ellers er til stede i både musik, kostumer, scenografi og sang bliver desværre suget ud af Askepot The Musical af Seebachs trang til at overfortælle historien, der dermed bliver uinteressant. Publikum efterlades derfor med en overfladisk underholdning, der højest sandsynlig er glemt, når de har forladt salen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Anmeldelser