Anmeldelse: Musicalen 'Matador' er provokerende ringe

Da musicalkompagniet One & Only Musicals offentliggjorde, at de ville sætte Lise Nørgaard og Erik Ballings ikoniske tv-serie Matador op som musical, fik det flere alarmklokker til at ringe hos undertegnede på trods af, at jeg elsker musicals.

Ville dette blive endnu en musicalicering af en populær film eller serie, hvor jagten på penge langt overstiger de kunstneriske ambitioner om rent faktisk at lave et godt værk? Og så lige Matador, som har så rigt et karaktergalleri og så fyldig og mangesidet en fortælling.

Jeg havde svært ved at forestille mig det ske uden at udøve en form for vold på originalen, og desværre blev mine bange anelser bekræftet ved premieren på forestillingen.

Massivt mange sceneskift

Ligesom i serien vil musicalen gerne fortælle historien om Mads Skjern, der vender op og ned på tingene i den lille provinsby Korsbæk, da han ankommer og åbner en konkurrerende manufakturhandler i byen.

På scenen er det Nicolai Jørgensen, der, trods vel meget mumlen, giver et aldeles sikkert bud på hovedrollen. Selv med krykke (han brækkede en knogle i benet under et dansenummer ved forpremieren) viser han stort spilmæssigt overskud og nerve.

Rundt om ham ses flere stærke skuespillere i centrale roller, Annette Heick som Elisabeth Friis, Jon Lange som Hr. Varnæs, Carsten Svendsen som Kristen Andersen-Skjern og formidable Marie Dalsgaard, der får den karikerede udgave af Maude til at fungere upåklageligt sjovt med sin stive kropsholdning og evigt nervøst bævende stemme.

Et dygtigt hold skuespillere og en god hovedrolle kan dog ikke gøre det alene. Kunsten ligger i at formidle den årelange historie med adskillige sammenflettede sidehistorier, så den står tydeligt frem i den komprimerede form, en 2,5 timers lang forestilling er.

Men her i musicalen har man ikke evnet at prioritere passende. Vi suser igennem, hvad der føles som 1.000 sceneskift, hvilket muliggøres nogenlunde smidigt af Benjamin La Cours smarte LED-scenografi. Det ændrer dog ikke på, at man næsten bliver forpustet, når der ofte skiftes til et helt nyt sted i Korsbæk til ære for meget lidt handling og ganske få replikker. Der er ikke arbejdet grundigt nok for at ælte historien sammen med henblik på den sceniske udtryksform, og resultatet stikker i for mange retninger og bliver overfladisk.

Centrale figurer mangler

Det er klart, at Susanne Bier og Anders Thomas Jensen har måttet lave hårde til- og fravalg i komprimeringsprocessen, både hvad angår sidehistorier og højtelskede karakterer. Derfor udebliver centrale karakterer som f.eks. Agnes, Røde, Doktor Hansen og Hr. Schwann også. Også tjener Bolt er stort set væk og er kun med ganske kort i starten.

Savnet til de fravalgte bliver ekstra stort, når de har måttet vige pladsen for lettere og mere ligegyldige comic reliefkarakterer, der sender visse scener helt over i revygenren. Selv om selveste Daimi er skøn som Fru Fernando Møhge, gavner det ikke historien, at man har ladet den karakter fylde så meget.

Banal musik

Burhan G og Lise Cabble har skrevet musikken. To stærke navne i egen ret, men ikke noget, der løfter kvaliteten her. Musikalsk er vi af og til i noget Disney – tænk Tarzan-soundtracket, men bestilt fra WISH. Tekstligt virker det, som om de har forsøgt at skrive parodien på en musical.

Det gyser allerede i mig ved åbningsnummeret, hvor det energiske og meget veldansende ensemble synger noget i stil med “Godmorgen godmorgen. Her er himlen altid blå – bare så blå. Livet er skønt. I dag bliver en dejlig dag.” Ikke ligefrem en start, der lover stor lyrisk originalitet. I en del sange er det, som om den kreative åre simpelthen tørrede ud midt i det hele, hvorfor den samme sætning bare gentages om og om igen.

Stærke vokaler

Musikken bliver dog til at sluge, fordi det faktisk er her, vi kommer tættest på noget rørende i kraft af de stærke vokaler på scenen. Lea Thiim Harders fyldige lækre stemme kan både det følsomme og temperamentsfulde, og den klæder karakteren Ingeborg Skjern, som hun har godt fat i.

Allermest rørende bliver forestillingen i Søren Torpegaard Lunds portræt af sønnen Daniel. Når han åbner munden og synger, hvilket desværre kun sker solo i en enkelt sang i sangen En dreng som mig, kan det mærkes, selv i noget musikalsk banalt, hvilket publikums næsten ustoppelige applaus efter også vidner om. Gid han havde fået endnu mere plads.

En irriterende lykkelig slutning

Normalt vil jeg ikke afsløre slutningen på en forestilling, men i dette tilfælde ser jeg mig nødsaget, fordi den næsten er indbegrebet af, hvorfor forestillingen ikke fungerer. Musicalparodien fuldendes nemlig, da værket insisterer på at omskrive slutningen til en lykkelig en.

I stedet for at lade Mads Skjern sidde tilbage med sin rigdom, men uden sine elskede og sin sjæl som i tv-serien, vender alle tilbage til ham, så Mads Skjern i sandhed “har alt”.

De underliggende toner, som serien så genialt formidler, og som understreger det ironiske i netop den replik, er forestillingen fuldstændig blottet for, fordi den konsekvent holder sig til det overfladiske og enstrengede.

Hvor er det dog provokerende ringe, at Mads Skjern bare sådan uden videre tilgives for at have været så stor en idiot. Det er problematisk på så mange niveauer. Hos One & Only Musicals ofres kvindernes og minoriteters fortælling gerne for at undgå, at patriarken skal lide for meget eller for længe. Og for at tjene en røvfuld gode underholdningspenge. Suk.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: