Anmeldelse: Teater V’s genopsætning af ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’ er stadig en hyggelig og vedkommende fortælling 

Den norske forfatter og tegner Thorbjørn Egner står bag nogle af Nordens mest elskede og kendte børnefortællinger. Blandt andet ‘Karius og Baktus’, ‘Folk og røvere i Kardemomme By’ og ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Hans tegnestreg er genkendelig, hans fortællinger medrivende og karaktererne elskelige.

På Bellevue Teatret i Klampenborg har man netop spillet historien om røverne i Kardemomme By for 44. år i stræk. Da undertegnede i efteråret så den opsætning, overraskede det, hvor frisk og aktuel forestillingen stadig var.

Teater V i Valby er også ved at gøre det til en tradition at bearbejde en Egner-klassiker. Nemlig ‘Dyrene i Hakkebakkeskoven’. Og selvom teaterdirektør Pelle Koppel langt hen ad vejen lykkes med opsætningen i Tivolis Glassal, har den ikke samme gennemslagskraft som hos de nordsjællandske kollegaer.

Tro mod tegnestilen

Forestillingens scenograf og kostumedesigner Johan Kølkjær har gjort et fornemt stykke arbejde og er dermed med til at sætte forestillingens hyggelige rammer. Det er tydeligt, at man har forsøgt at ramme Egners velkendte tegnestil – og det lykkes.

Den simple scenografi har masser af muligheder, og ved hjælp af et fint lysdesign kan der elegant skiftes fra scene til scene, alt efter hvor i Hakkebakkeskoven vi befinder os. Men selvom scenen i Tivolis Glassal ikke er superstor, har Kølkjærs scenografi svært ved at fylde den ud. Den ville have virket bedre på et mindre teater.

Men det fungerer, og publikum kommer hurtigt ind Hakkebakkeskovens finurlige univers, hvor de med samme bliver introduceret for Klatremus Lillemand, der er tæt på at blive til føde for den frygtede Mikkel Ræv.

De to karakterer spilles henholdsvis af Alexander Krumhausen og Sune Kofoed, der i et godt samspil får fat i forestillingens meget unge målgruppe og dermed gør, at historien kommer godt fra start.

Det lykkes heldigvis for Lillemand at flygte fra den sultne Mikkel. Men musene og de andre dyr – med undtagelse af Mikkel Ræv og Peter Pindsvin – har fået nok af at leve et liv i frygt for at blive spist. Man finder derfor på et sæt lovregler, der skal gælde for alle skovens dyr. Blandt andet må man ikke længere spise hinanden, og alle i skoven skal være venner.

Fortællingen er stadig aktuel

Reglerne bliver vedtaget, og med ét er der lutter idyl i den lille skov. Moralen er ikke til at tage fejl af, og hvis det da bare var så let at skabe fred og løse problemer i virkeligheden, som det er i Hakkebakkeskoven, ville verden se noget anderledes ud.

Det er blandt andet dét, Thorbjørn Egner mestrer med sine fortællinger. Han sender et vigtigt budskab videre til vores børn: Ondskab er ikke sort/hvid, og trods forskelligheder kan vi sagtens leve i fred blandt hinanden

Men selvom Mikkel ikke længere er ond, er han stadig sulten, og man kan ikke forvente, at en sulten ræv kan leve af nødder og bær. Han får derfor hjælp af køkkenmusen, der bor hos menneskene på en nærliggende gård, til at stjæle en stor skinke. Det sætter gang i en ny historie og en ligeledes vigtig fortælling om, at mennesket er den virkelige trussel mod skovens dyreliv.

Dyrene i Hakkebakkeskoven indser derfor en gang for alle, at de må stå sammen, hvis de skal klare sig. Historiens morale og aktualitet er dermed slået fast med syvtommersøm.

Karaktererne er rare, men for meget

Den danske oversættelse er der vist ikke blevet ændret meget ved de sidste mange år. Og hvorfor også gøre det, når det er Danmarks elskede forfatter Halfdan Rasmussen, der står bag? Rasmussen og Egner må siges at være et match made in heaven.

Desværre har forestillingens instruktør Pelle Koppel ikke formået at stemple ind i det match med den elegance, det fortjener. Han har truffet et valg om at gøre flere af de kærlige karakterer aaaalt for overgearede. Det står desværre i skærende kontrast til det hyggelige og ‘nede på jorden’-univers, man har skabt med både kostumer og minimalistisk scenografi.

Det største problem ved det valg er, at det skaber en kæmpe distance til publikum. Det gør det svært at blive fanget og berørt af den ellers fine og relaterbare historie.

Det er desværre også et problem i flere af forestillingens kendte og elskede sange, hvor det ofte er svært at høre, hvad der bliver sunget. Blandt andet fordi man har givet Bagermester Harepus en overdreven italiensk-ish accent, der gør at flere af ordene i den berømte peberkage-sang forsvinder.

Og bondemanden og bondekonen, der jagter Mikkel Ræv, er gjort til en parodi på Oluf og Gertrud Sand fra ‘The Julekalender’. Det resulterer i, at man virkelig skal spidse ører, hvis man skal fange og forstå deres dialog. Især for børn, der hverken forstår danglish eller referencen.

Det er svært at forstå, hvorfor instruktør Pelle Koppel har valgt at skabe en så stor kontrast mellem scenografi og spillestil.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: