Anmeldelse: ‘Vi, de druknede’ er en ambitiøs og flot forløst sømandsfortælling

Det er noget af en opgave at kaste sig over Carstens Jensens mursten af en international bestseller fra 2006. I ‘Vi, de druknede’ er der hverken sparet på antallet af sider eller historiens omfang, der udfolder godt 100 års skibs- og sømandshistorie i den ærøske sømandsby Marstal og på alle verdens have.

Historien starter i 1849 ved Laurits, der måske nok er blevet lidt skør af adskillige års søfart, og efter et drabeligt søslag påstår, at han ryger en tur til himmels, men kun får Skt. Peters røv at se, og derfor må vende retur til livet.

Ifølge ham selv reddet af et par utroligt tunge sømandsstøvler. Derfra går historien ned gennem sømandsslægterne, der alle forbindes af havet, og de dybe sår, livet på det efterlader.

Flot komprimering

Indrømmet, jeg har kun nået at læse de første 70 sider af romanen inden premieren, så et indgående kendskab til den fulde tekst kan jeg ikke prale af. Dens omfangsrigdom og tunghed taget i betragtning vover jeg dog at påstå, at instruktør Emil Rostrup har bedrevet en vellykket tekstlig komprimering til scenen.

Det tillader jeg mig også at konkludere, fordi man som ikke-indviet læser fint kan følge med i historien og den brutalitet og skønhed, fortællingen rummer på én og samme tid. Det kan ærgre mig, at den ubekendte vi-fortælleform ikke er brugt lige så konsekvent som i bogen, og som den er kendt for, men det være sig en detalje.

For overordnet set er der skåret fra og valgt til de rigtige steder i den enorme mængde materiale, så historien aldrig roder eller keder. Det er dertil også dejligt at være vidne til en bog-til-scene-forestilling, hvor instruktøren rent faktisk har gjort sig umage med at fortolke kunstnerisk og gøre sin læsning tydelig for sit publikum.

Det er ikke altid givet i de massivt mange forestillinger af denne slags, der er i disse år præger de danske scener.

For meget pop-gak

Rostrup fortolker især med en god portion humor, hvilket markeres allerede i åbningsbilledet, hvor Mikkel Rostrups mægtige og smukke hav-scenografi brydes af et par tilfældigt placerede oppustelige badedyrs-sejlskibe.

Det virker gimmick-gakket i et ellers mørktonet og alvorsskønt univers, og det skal vise sig at blive en gennemgående stil. Humor er som bekendt en smagssag, men overordnet mener jeg, at det fungerer godt at balancere tungheden med velplaceret humor. Det er bare ikke altid, at balancen sidder lige i skabet her, for Rostrups hang til gakkede pop-indslag tager overhånd og ender med at punktere og latterliggøre mere end gavne.

Pokémon-temasangen, oppustelige Temu haj-kostumer, X-Box-spil og pludselig revy-agtige metabrud i skuespillet har bare svært ved at spille samme med historiens øvrige alvor og står tilbage som ærgerligt letkøbt og overflødig pop. Som en overmodernisering og manglende tro på egne evner til at trænge igennem med en svært forløselig historie.

Den subtile humor er bedst

Langt mere elegant er det, når Rostrup holder sig til det subtile og f.eks. lader humoren komme til udtryk gennem sine dygtige skuespillere og deres gode evner med naturlig repliklevering, som det er tilfældet i Kristoffer Eriknauers monolog om at få sit første kys og sætte sig i en småkage.

Den leverer han med herligt underspillet sjovhed, der giver god plads til hurtigt at kunne veksle til det voldsomme og rørende. Og netop evnen til at få skønheden, brutaliteten og humoren til at mødes i en elegant treenighed er Emil Rostrup blevet skarpere og skarpere til gennem hans seneste forestillinger.

‘Vi, de druknede’ er måske endda hans bedste hidtil, hvorfor gimmick-elementerne også larmer og forstyrrer des mere.

For hvor er smukt, når humoren bare findes i den ukommenterede oppustelige båd. I de autotunede mikrofoner, hvori skuespillerne synger nogle af værkets centrale sætninger. I den underspillede replik og scenografiens langsomme nedbrud.

En æstetisk iscenesættelse

Rostrup udmærker sig dog også ved at have gjort værket gennemgående interessant med sit skarpe blik for forestillingens samlede visuelle kvalitet og den kropslige iscenesættelse. Den får især lov til at folde sig ud gennem forrygende Christoffer Hvidberg Rønje, der forløser historien med imponerende og fascinerende kropslig musikalitet og kontrol.

Forestillingens øvrige vellykkede æstetik er antageligt også til scenograf (og bror) Mikkel Rostrups ære, der både mestrer at forløse forestillinger med genkendelig signatur og overraskelse.

Uden at spoile for meget er det simpelthen virkelig smukt at følge, hvordan scenografien langsomt går i opløsning, efterhånden som det lille sømandssamfund gør det. Det fuldendes af Jesper Bergers omfangsrige lysdesign og Asger Kudahls dragende og mærkbare lyddesign, der især tager kegler, da det folder sig ud i en voluminøs bomberegn, der helt får en til at glemme at fokusere på andet end lyden.

Point for forsøget

Overordnet set er ‘Vi, de druknede’ en god og anbefalelsesværdig forestilling, der ikke kedede mig på et eneste tidspunkt. Selvom visse greb kunne være undværet, må jeg dog alligevel prise mig lykkelig over, at der findes scenekunstnere som Rostrup-brødrene, der tør prøve af og ikke altid bare går den lige vej med deres iscenesættelser.

Jovist, værket kunne måske have været mere helstøbt og svinget sig en stjerne højere op, hvis den havde holdt sig fra tivoli-krymlet og lænet sig mere ind i alle de ting, den allerede lykkes så flot og ambitiøst med.

Men det er heller aldrig helt af vejen med forsøg, skøre indfald og fjollede overraskelser, der om ikke andet får publikum til at spærre øjnene op og giver dem noget at snakke om.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: