Kultur | Anmeldelser

Louise Schouw: “Min mor, min mormor og jeg gik på bar i stedet for”

Af
Louise Kidde Sauntved
12. marts 2024
interview med Louise Schouw
Louise Schouw / Foto: PR

Del artikel

Ugens profil er teaterchef og iscenesætter Louise Schouw, der lige nu er aktuel med forestillingen 'Sallys far'

1. Hvad er din seneste kulturoplevelse?

– Det var premieren på min egen forestilling Sallys far, der skal spille over hele landet de næste år. Den skal indtil videre spille 150 opførelser over hele Danmark i 2024 og 2025.

2. Hvad skal en rigtigt god kulturoplevelse kunne?

– For mig er det vigtigt, at man kan mærke det i hjertet. At man bliver ramt og kan spejle sig selv i det, man ser. Kultur er jo “at vise mennesket”, så at gå fra en kulturoplevelse og være blevet beriget, så man får ny indre energi, er essensen af en god kulturoplevelse.

3. Hvem nyder du allermest at dele kulturoplevelser med?

– Jeg nyder flest kulturoplevelser med min kæreste Thomas. Vi ser en hel del koncerter og teater i Danmark og rejser også til udlandet efter de gode kulturoplevelser. Senest var vi i London og se Tom Jones-koncert, fordi vi begge bare ville opleve ham, inden det er for sent. Tom Jones er 83 år og var helt fantastisk.

Kort om Louise Schouw

Det kender du hende fra:
Teaterchef og iscenesætter på Louise Schouw Teater, et af Danmarks førende turnéteatre for både børne- og voksenteater. Har tidligere opsat blandt andet Villads fra Valby og Vitello.

Aktuel med:
Forestillingen Sallys far, baseret på Thomas Brunstrøms populære børnebøger, der spiller rundt om i landet frem til 2025.

4. Er der en kulturoplevelse, du aldrig glemmer?

– I 2022 var vi i New York og opleve Billy Joel på Madison Square Garden. Det har så længe, jeg kan huske, været en af mine helt store “bucket list”-ønsker. Vi havde billetter på 9. række, og det var hans første koncert efter coronanedlukningerne, så der var en helt speciel stemning i salen. Jeg får stadig gåsehud, når jeg genoplever oplevelsen i tankerne. At høre ham synge “Just The Way You Are” og “New York State of Mind” og opleve ham så tæt på med et fantastisk orkester på hans hjemmebane i New York var uforglemmeligt.

5. Er du nogensinde gået midt i en teaterforestilling/film/koncert eller andet?

– Ja. Da jeg var cirka 20 år, så jeg Kirsebærhaven i Stærekassen på Det Kongelige Teater. Det føltes simpelthen så langt og kedeligt, så min mor, min mormor og jeg gik på bar i stedet for. Nogle gange er mennesket bare gearet til at tage imod kultur, og andre gange er der andre ting indeni os der “støjer”, så vi ikke kan lytte efter, eller så det ikke fanger os. Jeg vil ikke udelukke, at det var tilfældet her.

6. Hvilken by er din yndlingskulturby?

– Jeg har været i London over 50 gange. I London bliver jeg opdateret kulturelt og får ny inspiration. Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg sidder i de røde plysstole i teatersalene i London, og jeg bliver ofte rørt over de fantastiske opsætninger, som de kan præstere derovre.

7. Har du en kulturvane, du helst ikke vil være ved?

– Jeg har en musiksmag, der ikke tilhører min egen generation. Jeg slapper af ved at lytte til Carol King, Van Morrison, Harry Nilsson, Billy Joel, Otis Redding med flere. Det er mit hjemmelivs playliste, og det vil jeg helst ikke undvære.

8. Hvilke kulturoplevelser glæder du dig til?

– Jeg glæder mig til at se Avenue Q på Fredericia Teater. Det er en fantastisk sjov og anderledes forestilling med et skønt soundtrack. Og så glæder jeg mig til at komme rundt i landet og se årets sommerrevyer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omTeater

Andre Kultur | Anmeldelser