Kultur | Guides

Skærmtid med Jon Lange: "Døm mig nu ikke for hårdt, men jeg elskede 'Fra 1-værelses til strandvejsvilla'"

Af
Signe Bjørg Granberg
23. februar 2024
Jon Lange
Denne uges gæst i 'Skærmtid' er skuespiller Jon Lange, der er aktuel i musicalen 'Matador' / Foto: HEIN Photography

Del artikel

Hver uge dykker Vi Elsker Serier ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad den 'Matador'-aktuelle skuespiller Jon Lange ser og lytter til lige nu.

De fleste kender nok skuespiller Jon Lange fra hans rolle som John Neumann i serien Sygeplejeskolen på TV 2 eller fra Rasmus Heide-komedierne Alle for en og Alle for fire. Måske nogle også husker ham fra den uhyggelige danske ungdomsfilm Midsommer helt tilbage i 2003?

Men den flittige skuespiller har medvirket i en lang række andre serier og film i årenes løb og har også haft adskillige roller på de skrå brædder, blandt andet i Macbeth, Peer Gynt og i musicalversionen af De Tre Musketerer.

I øjeblikket kan man opleve Jon Lange som Hans Christian Varnæs i musicalversionen af den legendariske tv-serie Matador.

Hvad arbejder du på for tiden?

– Jeg spiller Hans Christian Varnæs i Matador på Falkoner og skal med forestillingen på turné til Holstebro og Vejle her i foråret. Det er en fest at spille, og vi nyder at bringe Korsbæk til live for knap 2.000 glade publikummer hver aften!

Når vi har spillet færdig, starter optagelserne til sjette sæson af Sygeplejeskolen, som jeg elsker at lave. Det er fast arbejde med søde kollegaer og helt uvant for en freelanceskuespiller at kunne vende tilbage til samme arbejdsplads år efter år. Meget privilegeret.

Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?

– Jeg er lige gået i gang med Huset på DR og er allerede stor fan af universet og tonen. Frederik Hviid, der har instrueret, har virkelig ramt en stemning, der taler til mig. Barskt, råt og ærligt og karakterer, jeg vil lære at kende. Good work, og nå ja, hvem elsker ikke David Dencik?

Hvad lytter du til, når du er på farten?

– Jeg er kæmpe fodboldfan, så jeg hører dagligt podcasts om Manchester Uniteds genvordigheder, eller hvorfor Hjulmand skal blive på posten som dansk landstræner.

Lydbøger hører jeg også til tider – indlæser selv, så man er vel fagnørd. Senest Brené Browns The Atlas of the Heart. Hun er en af mine muser.

Hvad er den næste film, du skal se i biografen?

– Åh, det er et godt spørgsmål. Når jeg arbejder på teater, er der ikke mange aftener ledige, og de, der er, er oftest dedikeret til familien. Men det kunne godt blive Yorgos Lanthimos' Poor Things. Han har simpelthen ikke lavet en dårlig film endnu og er en af de instruktører, der altid overrasker, samtidig med at han rører mig.

Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?

– Døm mig nu ikke for hårdt, men jeg elskede Fra 1-værelses til strandvejsvilla! To fede personager, der skal restaurere og handle sig op i værdi fra bolig til bolig, indtil de står med en villa med havudsigt. F**king godt TV, og man får lyst til at rive sit eget køkken ud hvert femte minut.

Og så Welcome To Wrexham. Hollywood møder walisisk tonserfodbold – what's not to like?!

Hvilken teateroplevelse har senest overrumplet dig?

– Jeg var inde at se Lægen på Folketeatret, og det var en stor oplevelse. Iben Hjejle står så stærkt i hovedrollen, og teksten er vidunderlig nutidig og relevant. Sociale medier og folks synsninger fylder stadig mere, også meget mere end de burde, det er den forestilling et lysende eksempel på.

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i dag?

– Jeg er på godt tre timer om dagen. Det overrasker mig ikke vanvittig meget og er vist ret gennemsnitligt for danske voksne. Jeg er heller ikke vildt overrasket eller nervøs, og jeg synes, jeg er ok i balance. Måske lidt i overkanten med Wordfeud, men hellere det end så meget andet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Læs mere omSkærmtid

Andre Kultur | Guides