Kultur | Guides

Skærmtid med Sebastian Bull: "Jeg elsker alle Anders Thomas Jensens film"

Af
Signe Bjørg Granberg
6. september 2024
Sebastian Bull Vogter
Foto: William Green

Del artikel

Hver uge dykker vi ned i en aktuel kulturpersonligheds skærmforbrug. I denne uge bliver vi klogere på, hvad skuespiller Sebastian Bull, der er aktuel i filmen 'Vogter', ser og lytter til lige nu.

Skuespiller Sebastian Bull filmdebuterede i Thomas Vinterbergs Submarino fra 2010. Samarbejdet med Vinterberg fortsatte med Jagten i 2013, og derudover har den unge skuespiller medvirket i blandt andet filmene 9. april og De forbandede år 2.

Også på seriefonten har han flere solide titler på CV'et blandt andet Doggystyle, Bullshit, Puls og 2 Døgn.

Snart er han aktuel i Gustav Möllers nye fængselsdrama, Vogter, hvor han spiller hovedrollen over for Sidse Babett Knudsen.

Hvad arbejder du på for tiden?

- Lige nu bruger jeg meget tid sammen med Lue Støvelbæk, for vi har udviklet en serie sammen og er kommet igennem nåleøjet ude hos DR. Så nu arbejder vi på den hos produktionsselskabet Drive på Nordisk Film. Det er en serie, som er en blanding mellem drama og komedie, hvor Lue og jeg spiller hovedrollerne, foruden at vi har udviklet idéen.

Derudover er jeg i gang med min egen podcast, som hedder Bulls stue for Podradio, som går i luften 1. oktober. Her hiver jeg folk ind, som jeg kender, og så har vi en god snak om livet.

Og så er jeg selvfølgelig i gang med at lave en masse presse for Vogter.

Hvilken tv-serie er du optaget af lige nu?

- Asta (Asta Björk, Sebastians kæreste, red.) og jeg har lige set Baby Reindeer, og den gjorde et sindssygt stort indtryk. Jeg har selv haft stalkere på et tidspunkt, så det kunne jeg identificere mig med.

Hvilken tv-serie er din all time-favorit?

Narcos! Hele æstetikken i Narcos er vanvittig, og det her med, at det er en rigtig historie, gør, at det er en af de serier, jeg tit kan vende tilbage til. Skuespillet er fantastisk.

Jeg bliver også nødt til at sige Klovn. Den serie er fuldstændig genial, og den kan jeg altid se.

Hvilken tv-udsendelse har sidst fanget dig?

– Højdepunktet må have været, at der er kommet nye afsnit af Love is Blind. Jeg synes, det er dejligt, at der er en af deltagerne i den nye, engelske version, der har adhd, for jeg har også selv adhd, og det er fedt, at vi nu lever i en tid, hvor man bare kan sige det højt.

Har du en guilty pleasure, hvad angår tv-programmer?

– Ja! Landmand søger kærlighed, haha. Hold kæft, jeg har fået mange timer til at gå med at se Landmand søger kærlighed.

Hvilken film har senest gjort indtryk på dig?

– Det var nok Godzilla x Kong. Ikke fordi, historien er noget særligt, men fordi der var så meget stimulans i at se den – der sker noget hele tiden, og det er voldsomt og hurtigt klippet. Så det var en af de film, hvor jeg faktisk glemte, at jeg skulle tisse. At se film, når man har adhd, kan være svært, men denne her fløj jeg bare igennem.

Hvad er din all time-yndlingsfilm?

– Jeg elsker alle Anders Thomas Jensens film. Hvis jeg føler, jeg er umotiveret, så ser jeg en af hans film, og det giver mig lysten til selv at lave film.

Jeg synes også, at sådan en film som Gladiator er helt kanon. Men jeg tror, man skal se den nye Gladiator 2 som en film for sig selv og ikke som en opfølger til 1'eren.

Hvad er den næste film, du skal se i biografen?

– Jeg skal se Mørkeland. Og så skal jeg selvfølgelig se Vogter – vi skal rundt i landets biografer med den.

Hvad lytter du til, når du er på farten?

– Jeg synes det er svært både at læse og lytte til bøger, men lige nu prøver jeg at høre lydbogen The Power of Now.

Har du en podcast, du altid vender tilbage til?

– Jeg kan godt lide at høre Casper og Franks podcast. Man kan bare mærke, at det er to kreative og gode venner, der sidder og snakker. De giver en lyst til at arbejde, og man får lyst til at være kreativ.

Hvilken teateroplevelse har senest overrumplet dig?

Jytte fra marketing. Der fik jeg lyst til selv at lave teater!

Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?

– Jeg har aldrig haft den funktion slået til. Der er ikke grund til, man skal have mere dårlig samvittighed, end man har i forvejen, over at være på sin telefon. Men jeg bruger ret meget tid på den.

Hvilke tre apps er dine mest brugte?

– Instagram, min mail og TikTok. Jeg ser alt muligt underligt på TikTok – det er virkelig en usund vane, som jeg gerne vil stoppe med.

Hvilken app ville du aldrig kunne undvære?

– Bare det at kunne ringe, tror jeg. Jeg er typen, der altid ringer og har det meget federe, når jeg lige får snakket. Jeg synes, det er meget mere vedkommende.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Guides