TV2's kommende thrillerserie 'Oxen' har fået premieredato
TV 2's nye thrillerserie, Oxen, er instrueret af Jannik Johansen og handler om svigt og skjulte dagsordener, men også om at genfinde troen på andre og finde sin plads i verden.
Vi følger jægersoldaten Niels Oxen (Jacob Lohmann), der bliver falsk anklaget for narkobesiddelse og som følge deraf bliver smidt ud af Jægerkorpset. Nedbrudt søger han dybt ind i Rold Skov for at få fred, men flere uhyggelige hændelser driver ham ud af isolationen igen.
I sin søgen tilbage til det samfund, han har mistet troen på, møder han PET-agenten Margrethe Franck (Josephine Park), spionchefen Frigg Mossmann (Ellen Hillingsø) og forretningskvinden Kajsa Corfitzen (Birgitte Hjort Sørensen).
Serien er skabt af forfatterparret og de tredobbelte EMMY-vindere, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, på baggrund af Jens Henrik Jensens bestseller af samme navn.
'Oxen' får premiere søndag 22. oktober på TV 2 Play og søndag 29. oktober på TV 2.