Anmeldelse: ’Hind Rajabs stemme’ er en hjerteknusende film

Der er øjeblikke i nyhedsstrømmen, hvor tiden står stille, fordi det, der rapporteres, er for forfærdeligt til, at man helt kan rumme det. Et af disse vil for mange nok være historien om Hind Rajab.

Den seksårige pige, der 29. januar 2024 ringer til nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne for desperat at fortælle, at hun ligger fanget i en bil, der er under heftig beskydning fra IDF i Gaza. Omgivet af liget af sin døde onkel, tante og fire kusiner.

Rædselsslagen og helt alene. Bortset fra de fremmede stemmer, som hun sætter alt sit barnehåb til kan redde hende og føre hende hjem til moderen, der desperat venter på nyt om datterens forhåbentlig snarlige redning.

Nødhjælpsarbejderne kæmper for at holde Hind Rajab i røret, indtil ambulancen kan nå frem og redde hende. Ambulancen er bare otte minutter væk, men de er nødt til at sikre sig grønt lys fra den israelske hær. Noget, der ikke er så enkelt. De otte minutter kunne lige så godt have været hundrede kilometer, når farer og bomber lurer om hvert hjørne, og vejene er spærret af murbrokker, så ruten hele tiden må ændres.

I 70 minutter holder de på hende, mens forbindelsen flere gange falder ud. Gang på gang går de i panik, når hun forsvinder, og drager et lettelsens suk, når de igen får kontakt. Indtil de ikke gør. Indtil Hind Rajabs stemme forsvinder for altid.

Den ægte stemme

Nu er Hind Rajabs tragiske historie også blevet foreviget i tunesiske Kaouther Ben Hanias stærke dramadokumentariske film ’Hind Rajabs stemme’, der allerede har vundet flere priser verden over, blandt andet Sølvløven på Venedig Filmfestival, ligesom den er nomineret til en Oscar for bedste internationale film.

Filmen er bygget op omkring det virkelige 70 minutter lange opkald med den virkelige Hind Rajabs stemme, mens medarbejderne fra Røde Halvmåne spilles af palæstinensiske skuespillere.

Det var lidt samme tilgang, Kaouther Ben Hania benyttede sig af i sin forrige film ’Fire døtre’, hvor hun også lod skuespillere gøre de dele af historien, hun ikke havde adgang til, stærke og nærværende uden at gå på kompromis med sandheden i historien.

Og hun er virkelig en mester i at få virkelighed og fiktion til at gå op i en højere enhed. I hendes kyndige hænder er ’Hind Rajabs stemme’ blevet en aldeles hjerteknusende film, der føles utroligt ægte og nærværende. Måske også fordi stort set hele filmen foregår i Røde Halvmånes mere og mere klaustrofobiske callcenter.

Kaouther Ben Hania overdriver aldrig sine virkemidler. Her er ikke blod, eksplosioner eller vold på lærredet. Der er kun lydene. Stemmen. Og det er nok.

Det store Hvorfor?

Vis mig den, der ikke vil mærke brystet snøre sig sammen over Hind Rajabs ulykkelige bøn: "Vil I ikke nok komme og hente mig?", der giver genlyd hos ikke alene de hårdt prøvede nødhjælpsarbejdere, men helt ud i biografmørket.

Eller når hun med sin spæde stemme fortæller om en hverdag i "Sommerfuglestuen" i skolen "Den gode barndom". Fordi det er en drøm om den barndom, hun burde have haft, langt fra besættelse, bomber, skudsalver og død.

Det er uendeligt tragisk. Ikke bare for Hind Rajab, men for alle dem, hun deler skæbne med. For nok er det hendes stemme, der står tilbage, men den taler for de mange tusinde, der ikke selv kan.

Ægte følelser

Men ’Hind Rajabs stemme’ er ikke kun en hjerteknusende film, det er også en vred film. Bag det hele er der en desperat vrede over uretfærdigheden, maskeret af en tilstræbt objektivitet, men aldrig helt skjult.

Hvorfor skulle det tage så lang tid at få grønt lys til at redde en lille pige? Hvorfor blev aftalerne om sikker fremfærd ikke overholdt? Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Et ord som en båndsløjfe i bevidstheden.

Selv når nødhjælpsarbejderne strækker sig langt ud over egne grænser for at kontakte de israelske styrker og koordinere en sikker redningsaktion med fjenden, er det ikke nok. Hvorfor?

Man mere end fornemmer, at selv trætte nødhjælpsarbejdere, der har set og hørt nok til at have fået hård hud på sjælen, bliver ramt dybt i hjertet af Hind Rajabs stemme i telefonen. Der er smæk på følelserne i kontoret, hvor også interne konflikter om, hvad man bør gøre, blusser op.

Men stort set alle replikker er løftet direkte fra virkelige optagelser lavet på dagen. Ligesom alle følelser. De vrede, de ulykkelige, de rådvilde, de opgivende, de stædige.

Hind Rajab ender som mere end et barn, der havde fortjent bedre, hun bliver et symbol på alt, hvad der er galt ved krig, besættelse og overgreb, hvor selv ikke aftaler om sikre zoner er til at stole på.

Nødhjælpsarbejderne er skuespillere, men de spiller ikke bare roller og siger replikker, de genoplever øjeblikke, de har set og hørt fra optagelser af de virkelige personer, og deres fortvivlelse, afmagt og raseri føles ikke alene utroligt ægte, det glider også sømløst ind i Hind Rajabs stille og virkelige desperation – og ud til os i biografmørket.

Med et stærkt budskab: Vi må aldrig glemme! Hverken Hind Rajab. Krigens uretfærdighed. Eller det håb, der må og skal leve til det sidste. Mod alle odds.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: