
Anmeldelse: Det er en af de bedste serier om venskab i nyere tid

How to Get to Heaven From Belfast
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 12. februar 2026
Genre: Komedie, krimi, drama
Serieskaber: Lisa McGee
Medvirkende: Roisin Gallagher, Sinéad Keenan, Caoilfhionn Dunne, Natasha O’Keeffe, Darragh Hand, Bronagh Gallagher, Saoirse-Monica Jackson m.fl.
Land: Irland
Antal afsnit: 8
Få komedieserier har efterladt så stort et kultaftryk de sidste 10 år som Lisa McGees fænomenale ’Derry Girls’. Med konflikten mellem IRA og den engelske regering konstant ulmende i baggrunden var serien om de fire teenagere Erin (Saoirse-Monica Jackson), Orla (Louisa Harland), Clare (Nicola Coughlan) og Michelle (Jamie-Lee O’Donnell) en fryd i samtlige 19 afsnit fordelt på tre sæsoner.
Gennem genialt manuskriptarbejde forløb serien som alt andet end en konventionel ungdomsserie, hvor det ikke var usædvanligt at se et afsnit udfolde sig, som var det instrueret af Quentin Tarantino eller hensat i ’The Godfather’-filmene. Og så selvfølgelig tilsat et umanerligt fedt soundtrack med sange fra den periode i 1990’erne, som ’Derry Girls’ foregik i.
Derfor ville jublen da heller ingen ende tage, da ’How to Get to Heaven From Belfast’ blev annonceret – en serie, der på mange måder kan ses som en spirituel efterfølger til ’Derry Girls’.
Den handler nemlig om fire veninder, der var bedste venner i skolen. Som årene er gået, er noget af kontakten røget, men venskabet er stadig intakt.
Da Saoirse (Roisin Gallagher), Robyn (Sinéad Keenan) og Dara (Caoilfhionn Dunne) får at vide, at Greta (Natasha O’Keeffe) er død, rammer det derfor hårdt. De tre tager til hendes by for at deltage i begravelsen, men så sker det utænkelige: Det er ikke Greta, der ligger i kisten.
Vedkommende mangler nemlig hendes karakteristiske tatovering på håndleddet – det symbol, som alle fire fik tatoveret for mange år siden. Hvem er den fremmede person, og hvor er Greta?
Saoirse, Robyn og Dara begynder at efterforske mysteriet, og det betyder blandt andet et gensyn med fortiden og den mystiske Booker (Bronagh Gallagher), der tilsyneladende holder Greta fanget – eller gør hun?

Fuldkommen genial karakter
’How to Get to Heaven From Belfast’ er fyldt med mange af de samme kvaliteter, der gjorde ’Derry Girls’ så fantastisk. Den er som ’Derry Girls’ – bare med voksne hovedpersoner og tilsat et krimimysterium à la ’Twin Peaks’.
Det vrimler med excentriske personer, bedst eksemplificeret ved hotelejeren Seamus (Ardal O’Hanlon), der har den slags positive overskud, man normalt kun forbinder med omrejsende sælgere. Hvad andre ser som et opbevaringsrum, ser han som hyggeligt og fuldt brugbart for de tre hovedpersoner, da hotellet pludselig er fuldt booket som følge af en storm. Lidt naiv, meget glad for sit lokalsamfund.
Men to personer er i en liga for sig. Det drejer sig om to af Bookers medsammensvorne, hvoraf den ene ikke skal afsløres her. Den anden, Feeney, spillet af ’Derry Girls’-skuespilleren Saoirse-Monica Jackson, er en uovertruffen langt-ude-nydelse.
Hun vækker opsigt i sit kawaii-farvestrålende outfit med et bælte fyldt med sprøjter med bedøvelsesvæske, og da hun går i gang med at fortælle sin baggrundshistorie, ryger kæben i gulvet. Enten forsøger hun at være din bedste ven, eller også slår hun dig ihjel – en fuldkommen genial karakter.
Tempoet i ’How to Get to Heaven From Belfast’ er rigtig godt og meget ulig Netflix. Allerede i løbet af første afsnit får vi afklaret, at Greta ikke er død, og vi ser hende også i live. At følge hendes historie sideløbende med Saoirse, Robyn og Daras fungerer godt, så vi konstant får små brødkrummer, samtidig med at det højner mysteriet.

Anmeldelse: Netflix-serien ’Bodkin’ er den perfekte kombination af krimi, komedie og thriller
Exceptionelt god
Det smager lidt af ’Yellowjackets’, når vi i flashbacks ser de fire veninder tilbage i skoletiden og konstant kredser om en begivenhed, der resulterede i en af den slags hemmeligheder, man tager med sig i graven.
Lisa McGee og instruktørerne Michael Lennox, George Kane og Rachna Suri iscenesætter og doserer handlingen elegant, så serien både kan binges i ét stræk eller nydes i mindre bidder.
Selv hvis man fjernede mysteriedelen, ville serien være tiden værd. Saoirse er manuskriptforfatter på en populær krimiserie, som hun nu hader at arbejde på. Det giver nogle sjove meta-elementer, man ikke kan lade være med at grine ad, og skaber flere fine, aparte øjeblikke.
En flirt med den lokale betjent Liam (Darragh Hand), der er yngre end hende, giver også serien et fint passioneret aspekt samt et lille trekantsdrama, da hun er forlovet med instruktøren på krimiserien – man ved dog hurtigt, hvem man hepper på, at hun ender sammen med.
Robyn er hjemmegående husmor, men også en urkraft af en ven, der ikke er bleg for at gøre alt, hvad der kræves – og mere til – hvis det er nødvendigt. Dara er strandet lidt i livet med at passe sin mor og sit arbejde, men samværet med veninderne og deres mission giver måske det nødvendige skub, for at hun kan komme videre.
Dynamikken mellem de tre veninder er fænomenal og på samme niveau som i ’Derry Girls’.
Der er i øvrigt flere referencer til McGees forrige serie, inklusive et par besøg i Derry, hvor et stort vægmaleri af seriens hovedpersoner også optræder i den aktuelle serie.
Hvis du er fan af ’Derry Girls’, vil du hurtigt føle dig hjemme i ’How to Get to Heaven From Belfast’, og er du nytilkommen til Lisa McGees fantastiske serier, kan du lige så godt overgive dig med det samme.
Det er exceptionelt godt, og hvis ikke det var, fordi der bliver teaset for en sæson to til sidst, ville serieskaberens nyeste serie stå som en af de bedste afsluttede historier om venskab i nyere tid – så god er ’How to Get to Heaven From Belfast’.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify:



















