Anmeldelse: ’Drabsspecialist Ellis’ har fortjent en bedre serie

Det starter godt. Vi bliver kastet direkte ind i historien, hvor krimigåden skitseres i små, korte klip. Ens nysgerrighed bliver i den grad pirret.

En bil bliver fundet i en flod. Den ene passager – en ung kvinde – er forsvundet, den anden – en ung mand – er død. Senere forsvinder også en kvindelig kriminalbetjent. Hendes mand anklager hendes kolleger for at stå bag. Og i en tredje sag er et nygift par forsvundet på deres bryllupsrejse. Hændelserne får flere indbyggere til at agere amatørdetektiver, og det skaber kaos i efterforskningen.

DCI Ellis (Sharon D. Clarke) fra London har til opgave at assistere politiet i landsbyer i det nordlige England med sager, som de ikke selv har ekspertise eller mandskab til at løse. Sæsonens afsnit kredser om tre gåder i tre forskellige byer.

Poul Logue, en af kræfterne bag den stærke og populære krimiserie ’Shetland’, er også medskaber på denne serie, hvilket på forhånd højner forventningerne.

Skarpt skåret

Desværre skrider det hurtigt.

Seriens problem er ikke, at den kredser om de evindelige gåder og temaer, som utallige krimier handler om. Hvis disse eviggyldige temaer skildres ægte og nuanceret, gør det ingenting, at man gang på gang udforsker dem.

Grunden til, at det ikke fungerer her, skyldes måden, de skildres på. Serien vil gerne være dyb og seriøs, men størstedelen af karaktererne er skildret med lige så meget tyngde som papfigurer.

Tag nu DI James Morrison (Sam Marks) i andet afsnit. Han er så skarpt skåret, at man fra første sekund ved, at der er noget skummelt ved ham. For at råde bod på det overfladiske puster serien sig op i et overdramatisk toneleje, som får det til at klinge endnu mere hult og ofte ufrivilligt komisk.

Klichéerne i dialogen holder sig heller ikke tilbage. Ofte behøver man ikke at høre efter, for man ved på forhånd, hvad der vil blive sagt.

I tredje afsnit højnes niveauet en smule – både i manuskriptet og i skuespillet. Flere af karaktererne har fået nuancer. Fremhæves skal særligt DCI Cotton (Amanda Drew) som leder på den lokale politistation og Foster Lang (David Sterne), den forsvundne kvindes musiklærer fra folkeskolen.

Men selvom serien i tredje afsnit er mere seværdig, ender den alligevel – på trods af sine vigtige temaer – med at føles kedelig.

Mørk løvinde

Heldigvis er hovedkarakteren DCI Ellis, som serien meget passende har fået navn efter, på ingen måde en kliché. Hun er hele serien igennem en velskrevet og velspillet karakter og sprænger skærmen med sin skræmmende og kraftfulde udstråling.

Hun kan måske bedst beskrives som en mørk løvinde. Ansigtstrækkene er skulpturelle, omkranset af lange, let bølgende sorte fletninger.

Hun er klædt i lang sort frakke, sorte støvler og et farverigt halstørklæde, taler langsomt og bevæger sig med sikre skridt.

Serien elsker hendes ansigt, og man nyder de mange nær- og ultranærbilleder af hende og de ting, hendes falkeblik fanger.

Over for kollegerne er hun hemmelighedsfuld, distanceret og kølig. Men over for de pårørende er hun empatisk og varm – ja, nærmest moderlig.

Hvem der gemmer sig bag det kolde ydre, overdøver klart de gåder, hun skal opklare. Heldigvis har serien ikke travlt med at afsløre, hvem hun er. Gradvist doseres små bidder af information, som holder ens nysgerrighed i ave.

Gådefuld adfærd

I første episode møder DCI Ellis den noget yngre DS Chet Harper (Andrew Gower). Et partnerskab dannes, og de to udgør rejseholdet i sæsonens andet og tredje afsnit.

Harper er på det personlige plan Ellis’ modsætning: imødekommende, famlende og usikker. Men han fremstår aldrig latterlig eller karikeret, som mange af seriens øvrige personer. Rollen har mange nuancer, og hans spil giver den tyngde.

Professionelt er de begge dedikerede og ambitiøse og arbejder derfor godt sammen. Man nyder de små morsomme momenter, når Ellis’ gådefulde adfærd gør Harper usikker.

Ikoniske kvindelige detektiver

’Drabsspecialist Ellis’ er en frustrerende oplevelse. På den ene side har vi Ellis-karakteren – en imponerende bedrift i både spil og på manuskriptplan – der uden tvivl fortjener en plads i rækken af ikoniske kvindelige detektiver som Jane Tennison fra ’Mistænkt’, Vera Stanhope fra ’Vera’ eller Cassie Stuart fra ’Uforglemt’.

Men hun og DS Harper kan ikke bære serien alene. Kløften mellem dem og resten af seriens haltende kvalitet er for stor.

Når det ikke handler om dem, er det oftest kedeligt, og når fokus er på gåderne, hægtes man alt for ofte af.

Suk! DCI Ellis har fortjent en bedre serie. Med endnu en sæson på vej må man håbe, at de nye episoder giver hende og hendes partner, Harper, de rammer, de fortjener.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: