Anmeldelse: Absurditeterne står i kø i ’Poker Face’ – og det er fantastisk

”Bullshit”.

Sjældent har det ord været ytret så mange gange, som det bliver i krimiserien ’Poker Face’. Hovedpersonen Charlie Cale (Natasha Lyonne) har nemlig en særdeles veludviklet sans for at vide, hvornår folk lyver. Eller som hun selv siger, en virkelig god bullshit-detektor.

Udover at have reddet sit eget liv op til flere gange takket være den, har hun også brugt den til at redde andres eller i det mindste til at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.

Det meste af første sæson brugte hun nemlig på at være på flugt fra gangstere, og på den måde endte hun som en slags omrejsende detektiv.

Anden sæson starter faktisk nogenlunde på samme måde.

Gangsterchefen Beatrix Hasp (Rhea Pearlman) har udlovet en dusør på Charlie, og hver gang den rødhårede amatørdetektiv er kommet til et nyt sted, går der ikke lang tid, før der dukker skydegale håndlangere op.

Det er den umiddelbare motivation, som serieskaber Rian Johnson og showrunner Tony Tost anvender, for igen at få Charlie til at rejse USA tynd.

Formlen for afsnittene i ’Poker Face’ er også for det meste den samme som i første sæson.

Først ser vi, hvad der driver morderne til at begå deres gerninger, og derefter hvordan Charlie på en eller anden måde er blevet hvirvlet ind i ofrets liv. Serien bliver dermed en howcatchem, hvor vi på forhånd får at vide, hvem morderen er, og så følger vi efterforskerens vej til at opklare mordet – modsat en klassisk whodunit, hvor vi skal finde ud, hvem morderen er.

Og præcis som i første sæson er anden omgang af ’Poker Face’ fantastisk underholdende.

Veloplagt krimiaffære

Først og fremmest er Natasha Lyonne eminent i hovedrollen.

Folkene bag og Lyonne selv har aldrig lagt skjul på, at den let distræte, cigarrygende panser Columbo (Peter Falk) og serien af samme navn, er en stor inspirationskilde. Lyonne har i forvejen gjort en fin karriere ud af at spille lettere excentriske og spøjse karakterer, som i ’Orange is the New Black’ og ’Russian Doll’.

Det er samme speedsnakkende og underfundige præstation, som skuespilleren har perfektioneret siden 2013, med stænk af den alvor og seriøsitet, Lyonne også er virkelig dygtig til at formidle som kontrast til det fjollede.

I anden sæson får vi føjet flere lag til Charlie. I afsnit 7, ’One Last Job’, møder Charlie butikchefen Bill (Corey Hawkins). Hun er bud for en indisk restaurant, og i takt med at hun leverer mere og mere takeaway til ham, begynder kemien også at vokse. Derfor er hendes motiver for at finde frem til hans morder ekstra stor.

Som sædvanligt i ’Poker Face’-regi bliver Natasha Lyonne flankeret af den ene spændende gæsteskuespiller efter den anden. Rollelisten i denne omgang byder blandt andet på Katie Holmes, Giancarlo Esposito, John Mulaney, Carol Kane, Simon Rex, Margo Martindale, Melanie Lynskey, John Cho, Alia Shawkat, Sam Richardson, John Sayles, Taylor Schilling, Justin Theroux, Steve Buscemi og Cynthia Erivo i en fed femdobbelt rolle som enæggede søstre, med vidt forskellige personligheder.

Alle er gode, og muligheden for at se dem i roller, man ikke typisk ser dem i, giver noget ekstra kolorit til den veloplagte krimiaffære.

Uimodståelig ener

Balancegangen mellem humor og alvor er hårfin. Ofte bliver de blandet sammen, afhængig af hvem der er instruktør, og hvad plottet i det respektive afsnit er.

Afsnit 4, ’The Taste of Human Blood’, udspiller sig nærmest som en splatterkomedie, da Charlie skal forsøge at få frikendt en alligator, der er mistænkt for at have ædt sin ejer, en betjent fra Florida med øgenavnet Gator Joe (Kumail Nanjiani).

Det er urkomisk, når Charlie ser dyret i øjnene, og ser dens sjæl, og den så skal lokkes med Oreo-småkager, hver gang den skal et sted hen.

Jo, jo, absurditeterne står i kø i ’Poker Face’, og det er fantastisk. De vekslende længder på afsnittene er med til at holde publikum på tæerne. Formlen for afsnittene er ganske vist den samme, men hvor hurtigt, eller hvilken del der fylder mest, bliver der fint justeret på løbende.

Selvom meget er det samme, føles anden sæson ikke som rent genbrug. Serien bevarer den friskhed og glimt i øjet, der gjorde ’Poker Face’ til et så charmerende bekendtskab i første omgang.

Charlie Cale, Natasha Lyonne og ’Poker Face’ er uimodståelige énere, man ikke kan andet end blive besnæret af. Humoren er i top, og detektivarbejdet bliver skarpere og skarpere.

Selvom et venskab med Charlie efterhånden føles som den sikreste vej til en alt for tidlig død, er der ingen fare for, at serien stopper før tid. Der er stadig masser af liv tilbage, og forhåbentlig bliver tredje sæson snart bekræftet. For der er ingen anden serie som ’Poker Face’, og vi har brug for mere af den vanedannende godbid.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: