Anmeldelse: ‘Poker Face’ giver seriøse 'Columbo'-vibes – dog uden den fedtede cottoncoat

Rian Johnson har haft stor succes med sine Knives Out-film. En slags moderne og halvsatirisk hommage til Agathe Christie-lignende ‘whodunit’-krimier. Nu er han drejet ned ad en sidevej og har som producer skabt serien Poker Face, der ikke så meget er en gætteleg om, hvem morderen er, men mere en slags skæbnefortællinger med et mordmysterium. En genre, der var stor i 1960’erne og -70’erne. Tænk f.eks. Columbo.

Fornemmelse for løgne

Den fedtede cottoncoat og de sammenknebne øjne er dog skiftet ud med en genstridig løvemanke og en stemme som en grusgrav. Det er nemlig Natasha Lyonne, som vi tidligere har set i serier som Orange is the New Black og Russian Doll, der spiller hovedrollen som Charlie Cale. Hendes særlige egenskab er, at hun kan se, om folk lyver - en slags levende løgndetektor, der bringer hende i problemer, men også kan opklare kriminalsager.

Cocktails og mord

Da vi møder hende første gang, er hun cocktail-servitrice på et casino i Las Vegas. Hun er gode venner med en af de andre ansatte, der er i et voldeligt forhold, og da veninden en dag bliver fundet død i sit hjem med den voldelige kæreste ved siden af, antager politiet, at det er partnerdrab med følgende selvmord.

Men Charlie har en mistanke om, at det ikke er tingenes rette sammenhæng, og da hun begynder at grave i sagen, bringer det hende selv i fare.

Færten af mord

Casino-sagen gør, at Charlie må tage flugten, og det bringer hende ud på et road trip til de mærkeligste afkroge. Her tager hun tilfældige jobs, der sjovt nok også altid gør, at hun kommer i berøring med mord.

De 10 afsnit i serien er bygget op på stort set samme måde. Vi følger de personer, der udfører udåden eller er udsat for den. Cirka midtvejs arriverer Charlie, der så snart hun får færten af, at nogen lyver, begynder at sniffe rundt som en blodlugtende sporhund.

Kun en bid ad gangen

Den ensformige opbygning gør, at serien ikke nødvendigvis har godt af, at man binger alle afsnit på én gang. Bedre er det, hvis man indtager den som en lille snack indimellem. Hver historie er kreativt tænkt, og som den største bonus får man en karismatisk Natasha Lyonne, der med sine trailerpark-outfits er tæt på at blive et helt stilikon.

Som Charlie drikker hun for meget, ryger lidt for mange joints, bander som en havnearbejder, men har på trods af sin rebelskhed altid det moralske kompas på plads. Personligt kunne jeg godt tænke mig meget mere Lyonne i afsnittene. At Charlie fik mere legerum som karakter, mere baggrundshistorie, for man bliver nysgerrig på hende undervejs. Hvilket selvfølgelig er en indikation på, at dét man får er fornøjeligt.

Godt selskab

Når Lyonne ovenikøbet så også får selskab af en helt række af kendte ansigter som Adrien Brody, Ellen Barkin, Hong Chau, Joseph Gordon-Levitt, Chloë Sevigny og Nick Nolte for at bare at nævne nogle af de skuespillere, der dukker op i de forskellige afsnit, så er Poker Face god underholdning, der minder om de tider, hvor man med flow-tv ventede spændt på næste uges afsnit med sin yndlingsdetektiv. Som Columbo (Peter Falk), der på vej ud ad døren altid sagde: ‘I just have one more question’.