Den første sæson af serien Marcella på Netflix, dukkede lidt op ud af det blå for mig. Jeg var gået lidt seriekold og gik på opdagelse i streamingtjenestens bagkatalog og voila, så fik jeg hurtigt set de første otte afsnit. Sandt at sige er jeg ret nem at lokke, når det kommer til krimi-genren. Jeg var bestemt også begejstret for den første sæson af serien om den hårdkogte og politisk ukorrekte Marcella Backland. Hun spilles af den meget talentfulde Anna Friel (Land of The Lost, The Girlfriend Experience). Serien som foregår i London, minder i stil og tone om nogle af de skandinaviske noir-serier som vi kender. Især komme jeg til at tænke på Forbrydelsen, når jeg ser Marcella.
Læs også: Kan vi stole på fortælleren? Memento revisited! (Marcella anmeldelse)
I anden sæson skal vi på den igen, og seriens hovedperson færdes bestemt heller ikke her på dydens smalle sti. Hun er stadigvæk plaget af blackouts, og hendes privatliv er efterhånden også blevet et virvar af skandaler og mistillid. Både fra hendes egne børn og hendes eksmand, der har forladt Marcella til fordel for en anden kvinde. Vi finder hurtigt ud af, at der gemmer sig nogle meget alvorlige spøgelser i Marcellas fortid, hvilket vi også blev lidt klogere på i den første sæson. Det er især her serien har sin styrke, og sin evne til at adskille sig fra at være "just another crime story". Vi er aldrig helt sikre på Marcella, og hvordan vi som seer skal definere hende. Hun er i bund og grund en retfærdighedens vogter. Men den nye helt er som bekendt en antihelt, og i den kategori passer Marcella helt perfekt.
Marcella er i sæson 2 kommet på en uhyggelig sag om bortførelse og mord på et barn, som forsvandt fra hendes søns skole nogle år forinden. Mordet har måske rituelle motiver, og der kan være tale om en serieforbryder. Hun er samtidig på et personligt hævntogt mod pædofile og personer der mistænkes for forbrydelser mod børn, og hun skyr ingen midler for at fælde sine gerningsmand uanset hvad prisen måtte være. Serien udforsker på glimrende vis paradokset i at netop disse sager betyder så meget for Marcella.
Vores hovedpersons morale eller mangel på samme er i det hele taget både det, der giver hendes karakter styrke, men bestemt også det der spænder ben for hende i mange tilfælde. Der er specielt en scene, hvor hun får en af sine mange nedsmeltninger overfor hendes eksmands nye forlovede, der understreger hendes uligevægtige natur.
Jeg kunne dog ikke lade være med at blive en anelse irriteret på Marcella-karakteren. Hun træffer simpelthen så mange dårlige beslutninger. Det er specielt som mor, hvor hun ikke formår at skabe hverken tryghed og stabilitet for hendes tre børn, der efterhånden også er ved at give op på hende. Det er måske her, hvor klichéerne kommer lidt på banen. Ganske vidst er der her tale om en kvindelig hovedrolle, som er kriminalbetjent, plaget af dæmoner og mest af alt synes at være mere til politiarbejde end til at være husmor. Det er da en forandring. Der er vidst ikke tal på, hvor mange fallerede mandlige betjente med alkoholproblemer og et skarpt udviklet opklarer-instinkt vi har set i Hollywood. Så kudos til at vi denne gang ser en kvindelig karakter, der oplever et personligt forfald. Dette aspekt ændrer dog ikke ved, at vi på en eller anden måde har set det hele før.
Serien formår på trods af et relativt langsommeligt opklaringsforløb at holde et ok spændingsniveau. Det bliver faktisk aldrig uinteressant at gå på opdagelse i Marcellas psyke for at lære hende bedre at kende og for at forstå, hvor hendes traumer stammer fra. Det er en serie med et godt potentiale, som jeg godt kunne se fortsætte, hvis den finder sin rette vej. Jeg føler dog at slutningen, (som jeg godt kan røbe er lidt af en cliffhanger) bliver lidt for fortænkt, og jeg frygter at en eventuel sæson 3, ville kunne drive Marcella-serien unødvendigt meget ud over kanten. Dette vil jeg synes er synd, for som nævnt er der et godt potentiale i udviklingen af serien og Marcella-karakteren.
Læs også: Quiz; Kender du kriminalkommissæren?
Læs også: De bedste krimiserier på HBO Nordic
