Anmeldelse: ’So Long, Marianne’ er et smukt og upoleret portræt af forholdet mellem Leonard Cohen og hans muse

”Now so long Marianne,
It’s time that we began
To laugh and cry
And cry and laugh about it all
Again”

Sådan sang canadiske Leonard Cohen i 1967 om sin store kærlighed og muse, norske Marianne Ihlen. Sangen var bare én af mange, som udsprang fra deres dybe og turbulente forhold.

I Øystein Karlsens (’Exit’) nye serie ’So Long, Marianne’ følger vi over otte afsnit de to rundt omkring i verden over en periode på cirka 10 år. Fra de mødes og bliver kærester, til de går fra hinanden igen. Med få klip frem i tiden, hvor Marianne ligger for døden.

De møder hinanden på den græske ø Hydra i 1958. På den tid en slags uofficiel kunstnerkoloni. 26-årige Leonard (Alex Wolff) er kommet for at få ro til at skrive. Han er droppet ud af universitetet og er ved at komme sig efter en depression, som dog hele tiden lurer i baggrunden.

25-årige Marianne (Thea Sofie Loch Næss) er flygtet fra sine strenge forældre og ankommer sammen med sin kæreste, den meget lunefulde forfatterspire Axel (Jonas Strand Gravli), som hun senere får et barn med.

Uforskønnet portræt

’So Long, Marianne’ er en ambitiøs co-produktion mellem Canada, Norge og Grækenland. Man mærker tydeligt en stærk intention om at skabe et ægte og uforskønnet portræt af kærlighedshistorien, som fostrede stor kunst. Og den formår også at undgå rigtig mange faldgruber.
Man forfalder hverken til at svælge i deres problemer eller lave en poleret beretning om deres relation. Og serien giver sig behagelig god tid til at lukke os ind i deres universer. Sammen og hver for sig.

Leonard drages hurtigt af Marianne. ”It isn’t just that she is some traditional Nordic beauty. She is. But when she dances, it’s all dangerous”.

I starten har Marianne ikke blik for ham. Hun er ulykkelig over sit turbulente forhold til Axel. Men da det forhold forliser, overgiver hun sig og forelsker sig hovedkulds i den unge Leonard.

Et poetisk væsen

Seriens absolut største triumf er dets sublime portræt af Leonard Cohen. Det lever og sitrer i alle otte afsnit. Utroligt imponerende er det, hvordan den fanger Leonard Cohens særlige væsen.

Hans poetiske blik på verden gav ham adgang til at beskrive den med ord, som løftede dem, der lyttede, op til højere luftlag. Og det er en af årsagerne til, at så mange elsker hans musik og poesi.

Alex Wolffs (’Hereditary’, ’Oppenheimer’) dybe røst og magnetiske klang er uhyggelig tæt på den virkelige Cohens. Og når han synger, går tiden i stå. Ydermere formår skuespilleren at skabe et poetisk, romantisk og melankolsk væsen, der ofte støder sig på en brutal verden. Uden på noget tidspunkt at ty til overspil.

Selv om sproget og replikkerne ofte er højttravende, lyder det fuldstændig naturligt, når det kommer ud af hans mund.

Ægte glimt i øjet

Skildringen af Marianne mangler til gengæld facetter og blegner i forhold til Leonards. Et vigtigt element i historien er, at hun er ung, umoden og ikke ved, hvem hun er. Og det faktum, at hun blev mor, inden hun kunne finde retning i tilværelsen, spiller naturligvis en rolle.

Heldigvis skildres det, hvordan hun i løbet af serien vokser sig stærkere. Men man kunne godt have skænket hende mere personlighed.

Samspillet mellem de to hovedkarakterer fungerer, men deres kemi slår ikke gnister. Begge skuespillere går inderligt ind i deres roller, og deres spil er velafbalanceret hele vejen igennem.

Men det er, som om de ikke for alvor kan nå hinanden. Når Mariannes lille søn Axel er sammen med dem, opstår magien heldigvis. Kemien mellem Leonard og Irving Layton, hans redaktør og skytsengel, fungerer også upåklageligt. Peter Stormare fortolker rollen med hjerte og et ægte glimt i øjet.

Hun kysser det ømt

Serien er ren visuel nydelse. Det kommer særligt til udtryk i de mange scener uden dialog. I stedet har man lagt en sang eller et digt ind på lydsiden. På den måde får billederne lov til at stå alene, og når musikken eller digtene strømmer ind over dem, opstår en fortættet stemning.

Et af yndlingsøjeblikkene er da Cohen indspiller sangen ’So Long, Marianne’ i studiet, og der bliver klippet mellem ham og hans minder om Marianne.

Henimod slutningen ser vi en aldrende Marianne (Lise Fjeldstad) på dødslejet. I sin hånd holder hun et brev fra Leonard. Hun kysser det ømt. Nogle af linjerne lyder sådan her:

“Know that I am so close behind you that if you stretch out your hand, I think you can reach mine.”

Leonard døde bare tre måneder efter Marianne i 2016.

’So Long, Marianne’ er ikke lydefri, men den fortæller smukt og dejligt upoleret om Leonard og Mariannes oprigtige kærlighed, som lagde kimen til mange af Cohens vidunderlige sange og poesi.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: