Tag Sherlock blandet med Trainspotting og et hint af Shakespeares Hamlet og du får mini-serien Patrick Melrose med Benedict Cumberbatch i titelrollen, der kan ses på HBO Nordic. Serien er baseret på de autobiografiske bøger af Edward St. Aubyn, og handler om den stofmisbrugende Patrick, der kommer fra en velhavende baggrund med vold og misbrug bag kulisserne.
Første afsnit (Bad News) begynder med farens død, og minder i sin stil meget om noget Guy Ritchie (Snatch og Sherlock Holmes) kunne have lavet. Der er mange hurtige montager, og sjove vinkler, der afspejler følelsen af at være helt væk på en række euforiserende stoffer. Det fungerer godt, og er både morsomt og tragisk, når Melrose vælter ind til den forkerte mindehøjtidelighed, og senere dejser om som følge af nogle meget stærke piller. Men det er kun i det første afsnit, at den fysiske humor melder sig. Ellers er Patrick Melrose præget af forældrenes forskelligartede misbrug, og hvordan det har påvirket Patrick langt ind i livet, hvor han forsøger at distancere sig fra dem og samtidig ligner dem mere og mere.
Rollelisten er helt i top, og i rollerne som forældrene ses Jennifer Jason Leigh (The Hateful Eight) og Hugo Weaving (The Lord of the Rings). Det undrer ingen at Weaving er eminent som den koleriske og voldelige faderfigur, der kaster alt for lange skygger over sit barns liv. Manden emmer af nidkærhed, og har en særlig evne til at ramme lige der, hvor det gør allermest ondt med meget få ord og skarpe blikke. Da Melrose endelig får bakset sig ud af sit misbrug begynder han klarere at kunne få øje på konsekvenserne, men kan endnu ikke helt få øje på det som moren gjorde galt. Det kommer dog frem senere.
Spændingskurven i Patrick Melrose er ikke voldsomt stejl, men man indfanges alligevel af historien, der udfolder sig i form af blandt andet flashbacks og vigtige begivenheder i hovedpersonens liv. Det kan måske lyde en anelse navlepillende, og det er det egentlig også et langt stykke han ad vejen, for Melrose er blevet en klassisk misbruger, der har så umådeligt svært ved at se ud over egen næsetip og derved få mere perspektiv på livet omkring ham. Men med den baggrund han har, er det ikke svært at acceptere.
Afsnittene fluktuerer meget i tempo og emner, men afspejler forskellige tidspunkter i livet, og derfor giver det mening for instruktør Edward Berger at variere lidt mellem dem. Men her kommer det også til udtryk, at hvert afsnit er baseret på et bind i Edward St. Aubyns autobiografiske saga. Det er store livsomvæltende ting, der skal behandles på et afsnit af en times varighed, og det kan til tider føles en smule hurtigt gennemgået.
Der er ingen tvivl om at Benedict Cumberbatch har fortjent sin Emmy-nominering for rollen som Patrick Melrose, han spiller på alle sine tangenter og det er en fornøjelse at opleve ham i en (tilnærmelsesvis) mere jordnær rolle i forhold til hele Marvel-cirkusset han nu er en del af. Jeg er fan af Benedict Cumberbatch og fan af Patrick Melrose, der er et godt drama fordelt på fem velproducerede og visuelt lækre afsnit.
Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i juli
Læs også: Anmeldelse af Trust