Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af 'Star Trek: Picard' sæson 2: "Kunne du lide sæson 1, så er sæson 2 endnu bedre"

AfClaus Holm
19. maj 2022
Star Trek: Picard / Jeri Ryan som Seven, Michelle Hurd som Raffi og Evan Evagora som Elnor / Foto: Prime Video ©2022 ViacomCBS. All Rights Reserved.

Del artikel

Der var stor glæde blandt de fleste fans, da 'Star Trek: Picard' lagde sin første trailer for seriens anden sæson ud på nettet.


To ting stod med det samme helt klart: Q, den mest magtfulde modstander i hele Star Trek-universet, er tilbage – og vi ville få en tidsrejsehistorie.


Nu ligger hele sæsonen på Prime video – alle 10 afsnit, og det er tid til at læne sig tilbage og finde ud af, om serien kan levere varen.


Men inden vi ser på sæson 2, så lad os lige kigge lidt bagud.

Alt er ved det gamle – og alligevel ikke


I sidste sæson skete der en hel del for den aldrende Jean-Luc Picard. Han døde og fik en kunstig krop, han fik adskillige nye venner og vendte tilbage til jorden i væsentligt bedre humør end før. Nu skulle han bare hjem og høste vin og slappe af. Vi så også Seven of Nine, ex-Borgen fra Voyager, indlede et lesbisk forhold til Raffi, Picards tidligere næstkommanderende.


Da sæson 2 begynder, er alt tilsyneladende ved det gamle. Picard er ved at høste druer, og hans veninde Tallinn hjælper ham. Men da hun vælger at afsløre for ham, at hun faktisk har romantiske følelser for ham, går Picard lidt i stå. Han føler sig ikke klar til et kærlighedsforhold, og støder hende fra sig på en lidt uklog måde. Han får dog ikke længe til at tænke over sit valg, da en spændende nyhed indløber. Et trans-warp hul er ved at åbne sig ude i rummet, og et signal bliver udsendt fra det – et signal, der spørger efter Picard. Den gamle officer må derfor spænde uniformen på igen og tage på endnu en mission – for hele verdens skyld.


Uden at afsløre for meget, sker der en hel masse ting ude i rummet, som kulminerer med, at Q pludselig dukker op. Q, som i den gamle Next Generation-serie satte Picard og hans besætning som repræsentanter for hele menneskeheden i en parodi af en retssal, og som er magtfuld som en gud. Q, der altid har næret et lidt sært frenemy-forhold til Picard. Og med et fingerknips er hele verden pludselig ændret!


Picard finder pludselig sig selv i en dyster udgave af sin verden, hvor Starfleet er en totalitær organisation der underlægger sig alle andre racer med magt. Han selv i denne verden er en blodtørstig admiral, der slagter sine fjender og udstiller deres kranier i sit hus(!). Da Picard forlanger en forklaring, fortæller Q, at han skam ikke har ændret noget. Det er der en anden, der har gjort. Tilbage i det 21. århundrede, vel at mærke.


Og så er banen ellers sat til et vildt eventyr i vores tid, med Picard, Seven, Raffi og resten af besætningen fra sæson 1 tilbage for fuld udblæsning.

En fish-out-of-water-historie


Tidsrejsehistorier kan meget kort siges at foregå på en af to måder. Enten er de tidsrejsende overmenneskeligt seje og kan alting meget bedre end dem i den tidsalder, de besøger – eller også er de totalt på bar bund, og ved ikke, hvordan noget fungerer. Star Trek: Picards sæson 2 er definitivt den sidstnævnte.


Der er altid noget sjovt i at se science fiction-helte, der kan flyve rumskibe hurtigere end lyset prøve at få en benzindrevet bil til at køre eller prøve at gå til lægen, når man effektivt ikke eksisterer. Sæsonen er fuld af den slags scener, og selvom de ikke er lige grinagtige alle sammen, så er der nok af de gode til, at jeg ikke blev træt af dem. Alle de forskellige roller får lov at vise, hvad de duer til, nogle af dem alene og andre i par. Raffi og Seven har blandt andet et vidunderligt semi-kæreste samspil, som jeg personligt kunne se en hel serie med. Picard selv er, selvom han stadig er sej, helt tydeligt en gammel mand nu, og han kan ikke helt følge med i de actionfyldte scener. Derfor foregår mange af hans scener i mere rolige dele af historien, hvor han taler sig ud af problemerne eller bruger hjernen.


Og netop hjernen har stor betydning i denne sæson, for vi får nogle meget dystre flashback til Picard som barn og hans liv med sin mor og far. Igen skal der ikke afsløres mere her, men det er et under, at han er vokset op og blevet så velafbalanceret, som han er …

Gamle venner og fjender


Som i første sæson er serien fyldt med cameos, og de fleste er allerede blevet afsløret i medierne. Whoopi Goldberg er tilbage som Guinan, John de Lancie selvfølgelig som Q, og Brent Spiner som endnu et medlem af den tilsyneladende genetisk meget sære Soong-familie, hvor alle ligner hinanden. De sidste par cameos vil jeg dog ikke afsløre her – dem skal man have lov at nyde.


John de Lancie er en af mine favoritskuespillere, og jeg var lykkelig for, at han vendte tilbage, selvom han havde lagt Q bag sig for mange år siden. Den Q, vi ser denne gang, er også lidt anderledes end tidligere – der er sket ting og sager med ham, siden vi så ham sidst i Voyager.


Det lyder jo alt sammen godt. Men er serien så værd at se?


Kunne du lide sæson 1, så er sæson 2 endnu bedre. Der er mere action, en bedre historie og mere humor, og tingene flyder endnu bedre.


Kunne du slet ikke udstå sæson 1, så synes jeg stadig, du bør give de første to episoder en chance, og se, om du falder for den. Det er en ret vild start, og noget af det bedste Star Trek, jeg har set i de sidste år. Serien er væsentligt bedre end Discovery, selvom den stadig ikke er helt på højde med sine forgængere. Patrick Stewart er stadig en fantastisk skuespiller, og i denne sæson får han lov at være mere den leder, vi kan lide at se ham som.


Jeg giver Star Trek: Picard sæson 2 fem hjerter og er meget tilfreds med, at sæson 3 allerede er filmet …


https://imgix.vielskerserier.dk/2019/10/5-hjerter.jpg

Fakta om 'Star Trek: Picard' sæson 2

Medvirkende: Patrick Stewart, Alison Pill, Michelle Hurd, Jeri Ryan m.fl.
Instruktører: Jonathan Frakes, Joe Menendez, Lea Thompson, Michael Weaver
Antal afsnit: 10
Dansk premieredato: 3/3
Dansk streamingtjeneste: Prime Video

Del artikel

Læs mere omPrime Video

Andre Serier | Anmeldelser