Anmeldelse: ‘American Born Chinese’ er en ambitiøs andengenerationsfortælling tilsat kinesisk mytologi og kung fu

Hvis man var vild med castet i den Oscar-vindende film Everything Everywhere All at Once, er der gode nyheder. For i serien American Born Chinese er det stort set samme cast med Michelle Yeoh, Ke Huy Quan og Stephanie Hsu. De tre spiller dog kun biroller, for seriens hovedpersoner er to teenagedrenge.

Dobbeltkultur-clash

Den ene af drengene er Jin Wang, en helt almindelig teenager i USA. Hans forældre er kinesere, så Jin er vokset op med at være splittet mellem den kinesiske kultur derhjemme og den amerikanske i skolen. To ting, der clasher, når han er opdraget til at holde lav profil, arbejde hårdt og bøje af for konflikter og i high school hele tiden bliver konfronteret med, at det modsatte er bedre.

Fra gudesøn til udvekslingsstudent

‘Meanwhile’, som man siger, i et helt andet univers, i gudernes rige, har Abekongen store problemer med sin unge søn, Wei-Chen. Han drømmer om at være helten, der finder ‘Den fjerde skriftrulle’. En skriftrulle eller ubekendt genstand, der kan hjælpe med at afværge den trussel mod Himmelriget, der nærmer sig.

Abekongen vil ikke have, at hans søn kaster sig ud i jagten, men Wei-Chen gør det alligevel. Og han er overbevist om, at drengen Jin skal være hans guide. Derfor lader Wei-Chen sig dumpe ned i den skole, Jin går på, og giver sig ud for at være en udvekslingsstudent fra Kina.

Genreblanding og grafisk novelle

Blandingen af det jordnære high school-liv og den kinesiske mytologi kan lyde og virke lidt sær på vestlige seere, hvis man ikke er vant til asiatiske historier, der genreblander de ting. Historien er baseret på en grafisk novelle af Gene Luen Yang fra 2006. En epokegørende bog, der for første gang satte ord på nogle af de erfaringer, kinesiske immigranter og deres efterkommere havde med at integrere sig i det amerikanske samfund.

Indpakkede kommentarer til racisme

Nogle erfaringer var mikroaggressioner, som American Born Chinese også medtager ved de stereotype opfattelser og den racisme, som Jin og hans forældre oplever. Men de er ikke hovedfokus og bliver kun flettet ind i små doser. Jeg kunne personligt godt have tænkt mig, at serien havde udfoldet den del endnu mere, men forstår også forsigtigheden med ikke at virke for bombastisk.

I stedet er det elegant gjort, som når Ke Huy Quan spiller en sitcom-karakter, som Jin ofte ser, der hedder Beyond Reason. Her er Quan en komisk klovnefigur, der altid kommer uheldigt af sted og har taglinen ‘What could go Wong?’

I et TV-program med en reunion af Beyond Reason-castet fortæller Quan som skuespilleren, der spiller karakteren, at han aldrig kunne få andre roller end den uheldige, latterliggjorte Wong. En historie, der er et ekko af Quans egen historie efter sin tidlige optræden i Indiana Jones og gjorde, at han opgav en karriere i Hollywood. På den måde underbygger serien sine subtile pointer om forskelsbehandling.

Abekongen har inspireret

Som sagt, er det ikke hovedfokus i serien. Det er blandingen af Jin og Wei-Chens liv, hvor dele foregår i gudernes verden. Guder, der også besøger det jordiske liv og kæmper mod hinanden i drabelige kung fu-kampe. Historien om den shape-skiftende Abekonge er en væsentlig kinesisk mytologi, baseret på folkeeventyr, der samlet blev udgivet for første gang i 1500-tallet og siden hen har været inspirationskilde til mange historier, også i serieform. F.eks. Dragonball eller The New Legends of Monkey for bare at nævne nogle få.

Barmhjertighedens gudinde kan ikke lide Ikea

Som en af guderne, gudinden for barmhjertighed, ses Michelle Yeoh. En mild og god Yeoh i æterisk, smuk form, der dog i sin jordiske udgave kan blive frustreret over Ikea-møbler. Hun er kommet for at hjælpe Wei-Chen og udgiver sig for at være en husmor i joggingbukser. Men som hun siger: ‘I’ve eased the suffering of millions, calmed oceans. I will not be defeated by Swedish furniture’. Hvilket meget præcist indrammer den humor, serien er båret af.

Den asiatiske bølge

I de to hovedroller ses Ben Wang som Jin og taiwanesiske Jimmy Liu som Wei-Chen, som begge er fine, nye bekendtskaber. Ben Wang som drengen, der skal lære at stå ved sig selv og være stolt af sin kultur. Og Wei-Chan, der skal lære, at alt ikke kun handler om, hvad han gerne vil.

Tilsammen udgør de en historie, der er nem at se. Charmerende og underholdende og med lidt mærkelig abemakeup.

Men også en serie, hvis perspektiv i virkeligheden ligger bag ved serien eller omkring den: En stor amerikansk Netflix-serie, der er skabt, skrevet, instrueret, produceret og spillet af næsten udelukkende asiatiske skuespillere. Første og sidste afsnit er instrueret af Destin Daniel Cretton, der lavede Marvel-filmen Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, og også Lucy Liu er at finde på instruktørlisten med et afsnit.

På den måde understreger American Born Chinese både i sin tematik, historie og produktion, at der for alvor er åbnet op for nye tider for asiatiske filmfolk. Og at hvad man kunne frygte, var et engangsheld med Crazy Rich Asians, er blevet en seriøs bølge, der er i gang med at sætte sit aftryk.