Anmeldelse: 'Orkestret' er den sjoveste serie jeg har set i år!

Symfoniorkestret og administrationen, der hører til i Orkestret, huser større egoer og personligheder end de fleste arbejdspladser, hvilket gør det både et magisk sted at være, men kan til tider virke som et galehus.

2. klarinettisten Bo Høxenhaven (Frederik Cilius Jørgensen) vil gerne være 1. klarinettist, og han har også talentet til det, men han er kort sagt ikke et særligt behageligt menneske at være omkring. Han er typen, hvor du ser ham på gangen og høfligt siger "Godmorgen Bo", hvortil han stopper op, ser dig i øjnene og svarer: "Hvad fanden er der så godt ved den" for derefter at gå videre, før du har mulighed for at svare.

Den nyansatte souschef Jeppe Nygren (Rasmus Bruun) vil gerne gerne være alles ven. Jeppe er typen der siger godmorgen til Bo, bliver bedt om at skride til helvede til og ikke siger noget igen. Det kan også være svært at svare igen, når man har en rygrad som smør, der har stået i solen lidt for længe.

Disse to personligheder krydser dog veje i et uheldigt møde, hvor Jeppe kommer til at love Bo stillingen som 1. klarinettist, men hurtigt må omgøre beslutningen til Bos store skuffelse og vrede. Således er brikkerne sat op til kaos og intriger udført mesterligt og med garanti for næsten et grin i minuttet.

Mesterligt orkestreret

Jeg kærer mig om karaktererne. Selv den vrisne Bo formår at udøve stor sympati hos mig, og når han ikke gør, bruger han ordet som et sværd mod dem omkring ham, og det giver mig altid et grin. Jeppe er den mest normale på den arbejdsplads, med et moralsk kompas, der ikke har vist fejl endnu. Han har dog kun momentant viljen til at føre noget igennem for det bedre.

Seriens biroller er harmonisk konstrueret rundt om Bo og Jeppe til at få det bedste og værste ud af dem. Alle har en rolle og tjener et specifikt formål. Det skader heller ikke, at de alle er kompetente skuespillere, som også får nogle sjove replikker at sige.

Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der nok er mest kendt for sine roller i det gamle Radio24syvs satire program Den Korte Radioavis, er ikke de bedste skuespillere, jeg har set, men det føles, som om de er skabt til disse roller. Jeg ville have svært ved at se andre i dem. Deres mange års samarbejde fører til en naturlighed på skærmen næsten ingen mængder af talent kan gøre op for.

Ensomhed på to fronter

Den indre kamp, som de to hovedpersoner dyster med, er i centrum for Orkestret. Bo og Jeppes største udfordringer er dem selv mere end nogen anden person eller system. På trods af at de er hinandens diametrale modsætninger, så har Bo behov for et filter mellem hans hjerne og mund, hvor Jeppe bliver nødt til at være mere bramfri, hvis han skal klare sin nye stilling.

Det gav mig stof til eftertanke over den balance, vi må gå som mennesker. Medgørlighed og standhaftighed i lige dele. Har du for meget af det ene, risikerer du at blive et gement røvhul eller en person uden nogen for for respekt til sit navn.

Begge fører til sin egen form for ensomhed og har mange facetter til sig igennem kærlighed, ambition og empati. Jeg hepper på alle disse personer med undtagelse af den arrogante og sleske 1. klarinettist Simon (Caspar Phillipson).

Bedre sent end aldrig

Orkestret skulle egentlig have haft premiere i december sidste år, men blev udskudt grundet krænkelsessagerne der omringede DR's pigekor. Baseret på de første fire afsnit kan jeg kun sige som Bo ville sige i serien "Ved du, hvad jeg ikke har brug for, DR? Dine bureaukratiske problemer".

Krænkelser på arbejdspladsen bliver brugt som et plotgreb i Orkestret. Ikke i nogen karakter som retfærdiggør, at serien skulle udskydes med et halvt år i hvert fald. Latterligt, men lad nu det ligge.

Vi kunne have fået Orkestret for et halvt år siden, men det skulle så være nu at den kom. Jeg kan koge hele anmeldelsen ned til: SE DEN! Der er noget for alle i Orkestret langt de fleste, og jeg er sikker på, at langt de fleste vil have en fantastik oplevelse med serien. Jeg kan knap nok vente på at se de resterende seks afsnit.