Anmeldelse: Anden sæson af ’Ringenes herre: Magtringene’ ser nu ud, som en af verdens dyreste serier bør

En ring til at herske over dem alle.

Det er umuligt ikke at have hørt eller læst den linje i dette årtusind. Ikke alene er Peter Jacksons Ringenes herretrilogi en af de mest sete og afholdte filmserier i filmhistorien. Bogforlægget af J.R.R. Tolkien er mindst lige så populært.

Prime Video ville også være en del af det lukrative univers og kastede er par milliarder efter serien Ringenes herre: Magtringene.

Fordi vi i serien befinder os i en anden tid end nogen af de hidtidige filmatiseringer, var første sæson langt hen ad vejen en introduktion til universet.

Efter en noget tung start kom der endelig noget tiltrængt fremdrift, da Mount Doom gik i udbrud og for alvor indvarslede mørket, og vi endelig fandt ud af, hvem der var Sauron.

Et mysterium, som hidtil havde omgærdet sæsonen, og da Sauron (Charlie Vickers) endelig gav sig til kende, stod det klart, at alle de gode kræfter virkelig var i problemer.

Det er også det, der er udgangspunktet i anden sæson, som dog allerede nu har langt mere på spil end i første sæson på samme tidspunkt.

Galdriel (Morfydd Clark), Elrond (Robert Aramayo) og de andre elvere er dybt rystet, efter at de har erfaret, at Sauron er tilbage.

Panikken er stor, og smådesperate idéer bliver egenrådigt vedtaget af de forskellige for bare at gøre et eller andet, som kan forhindre skurkens storstilede plan om at overtage verden.

Og når samtlige regenter i verden har hver deres lille agenda, er det nemt for ondskaben at snige sig omkring og plante frø som del af den dystre plan.

På vej mod krig

Skaberne og hovedforfatterne, J.D. Payne og Patrick McKay, beskriver selv sæsonen som optakt til krig, hvoraf et slag strækker sig over tre af sæsonens otte afsnit.

Det er dog ikke i de første tre afsnit i sæson to, hvor vi stadig er i skakspil-fasen.

Figurer skal manøvres rundt, så de kan møde hinanden, og næste eskalering i historien kan ske. Da Tolkien allerede har skitseret de store begivenheder nogenlunde, er det vejen dertil, der er åben for fortolkning hos de kreative kræfter.

Det har helt klart hjulpet på tempoet, at vi har fået Nori (Markella Kavenagh) og den mystiske fremmede (Daniel Weyman) væk fra det hyggelige Harfoot-samfund. Det stod hurtigt klart i første sæson, at det var, når vi kom væk derfra, at den del af handlingen først for alvor ville komme i omdrejninger. Og ja, vi var der i hvert fald tre afsnit for længe.

Kavenagh er en fremragende skuespiller, der flot formidler det ukuelige gåpåmod og den eventyrlyst, som er essensen af Nori. Det er helt klart ikke tilfældigt, at vi som publikum skal få lidt mindelser om Frodo/Gandalf-dynamikken, men Kavenagh og Weyman bibringer en særegen tilstedeværelse, så det føles ikke som ren copy/paste.

Det er også et kærkomment syn at opleve de ellers altid så selvsikre elvere være decideret bange for fremtiden.

Især fordi det afslører, hvor farlig Sauron er.

Udover at Charles Vickers selvfølgelig skal sandsynliggøre postulatet om, at han er den legemliggjorte ondskab, kræver det også, at det er en figur, hvis navn man knapt nok tør hviske, endsige sige højt.

Men nu er der ingen vej udenom, og hver stavelse i skurkens navn bliver ytret med en fornem kombination af frygt og respekt. Det er sådan, man sætter sin bad guy op som værende det farligste af det farlige, og det lykkes rigtig fint i Magtringene.

Sød musik opstår

Vi er stadig dog på et punkt i serien, hvor der er mange plotlinjer at holde styr på.

Hele Númenor-delen af Magtringene har stor indflydelse på, hvordan det hele skal ende. Men det er også tydeligt at se, hvordan det hele kunne gå noget hurtigere.

Langsigtet historiefortælling er både en forbandelse og en velsignelse, og lige nu vipper Magtringene lidt til begge sider, afhængig af hvilket plot vi følger.

Alt omkring Adar (Sam Hazeldine) er lidt til den lange side. Hvor fascinerende det end er at være med bag fjendens linjer og følge med i orkernes bestræbelser på dominans, er vi også tydeligt i en træde vande-situation.

Men hey, vi får en kæmpe huletrold, der kommer til Adar for at holde et lille krigsmøde, og det er alligevel et ret imponerende syn. Det er en lille ting, men det lover godt for, hvad vi kan forvente af CGI-niveau senere hen i sæsonen, når de(t) store slag skal stå.

Vi er på ingen måde i nærheden af Game of Thrones-niveau, da HBO-serien var bedst. Men vi er heller ikke nede og vende i moradset.

Magtringene’s bundniveau er stabilt i den gode ende.

For det første ser serien ud, som en af verdens dyreste serier bør. Det er tydeligt, at den nye sæson ikke er blevet jappet igennem som den første, hvor nogle af effekterne mildest talt var noget undervældende.

Vi er heldigvis nået dertil, hvor universet i Magtringene føles helstøbt og klar til, at handlingen nu kan komme op i gear. Og det gør den i de første tre afsnit af anden sæson.

Gode actionscener, et par dødsfald og en djævelsk god Sauron/Charlie Vickers er de helt store lyspunkter, som virker lovende for, hvordan resten af sæsonen skal forløbe.

Med Payne og McKays løfte om et tre afsnit langt slag er der lagt op til en epokegørende afslutning på sæsonen. Fingrene er krydsede for, at løfterne bliver indfriet på den måde, som Tolkiens univers har fortjent.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: