Skærmtid med Mads Reuther: Jeg er kæmpe fantasy-nørd og ser gerne alle tre 'Ringenes Herre'-film på én dag
Skuespiller Mads Reuther er nok bedst kendt for sin rolle i De forbandede år, men han har medvirket i adskillige andre danske film og serier, blandt andet de to Afdeling Q-film, Marco Effekten og Den grænseløse, samt serierne Kamikaze, Riget Exodus og Noget om Emma.
Lige nu er han aktuel i dramadokumentaren Grundtvig, hvor han spiller den unge Grundtvig. Serien får premiere 19. maj på DR og DRTV.
Hvilken serie er du optaget af lige nu?
– Jeg har lige set Baby Reindeer på Netflix. Den er bare så godt skrevet, og så er det ekstra rørende, at det er ham, der spiller hovedrollen, som også har skrevet den. Det er hans egen historie, og han har oplevet alt det, der sker. Det gør, at jeg synes, den sætter sig lidt ekstra hårdt.
Anmeldelse: ’Baby Reindeer’ er årets hidtil bedste serie
Hvilken serie vender du oftest tilbage til?
– Hvis jeg er i humør til noget sjovt, vender jeg ofte tilbage til den britiske version af The Office, som jeg kan se en gang om året. Hvis jeg skal have noget tungt drama, er Succession noget af det bedste, der er blevet lavet. Velspillet, godt skrevet og godt tempo. Og hvis jeg skal have slukket min fantasy-tørst, er det Game of Thrones!
Redaktionen anbefaler: De 20 bedste HBO-serier
Hvilke tv-programmer er din guilty pleasure?
– Jeg røg ned i et reality-hul i sommer, hvor jeg så Gift ved første blik for første gang. Og jeg syntes, det var helt vildt underholdende, men også ret forfærdeligt. Det er jo egentlig lidt usympatisk, at man driver rovdrift på de her deltagere, som bare leder efter kærlighed. Så det følte jeg mig lidt skyldig omkring, men det var stadig underholdende.
Hvilken film er din yndlingsfilm?
– Det er jo et umuligt spørgsmål, men jeg elsker Ken Loach, f.eks. I, Daniel Blake, Sorry We Missed You og The Wind That Shakes the Barley. Jeg tror dog alligevel, at jeg må sige Ringenes Herre-trilogien, for det er den, der har formet mit liv mest. Jeg var barn, da jeg så den og blev totalt forelsket i universet. Jeg startede selv med live-rollespil efterfølgende og er en kæmpe fantasy-nørd i dag. Jeg ser gerne alle tre film på én dag i sådan et 12-timers-maraton. Det er det bedste!
Premieredato og trailer klar for anden sæson af 'Ringenes Herre: Magtringene'
Hvad er der i snackskålen, når du ser tv og serier?
– Chokolade! Jeg er nok lidt mere en sukkerpige, end en fedtmand. Jeg kan godt lidt børneslik som kinder-chokolade og mælkechokolade.
Hvilken musik og podcast lytter du til?
– Jeg har et soft spot for coversange, og jeg synes, at coverscenen er ret udskammet. Så den vil jeg gerne slå et slag for. Når coversange overgår originalerne, er det bare så skønt, synes jeg.
– Jeg vender tit tilbage til en podcast som Flyvende tallerken og kan godt lide, når ting ikke kan forklares. Jeg synes, det er vildt sjovt at høre saglige og velreflekterede mennesker, der seriøst diskuterer, hvad de her ting i vores luftrum egentlig er.
Ugens podcastafsnit af 'Det, vi elsker': Besøg af Alex Høgh Andersen og Magnus Haugaard
Hvilken teateroplevelse har senest overrumplet dig?
– Jeg var for nylig på Aveny T-teatret og se en danseforestilling, som hed Urban Saints and Bone Whispers, som var en moderne forestilling med dansere i verdensklasse. Jeg går alt for lidt i teatret.
Hvilken kulturoplevelse vil du anbefale til folk?
– At spille Dungeons and Dragons! Jeg er selv startet på det for nogle år siden, og det er noget af det bedste, der er sket i mit liv. Det er sådan en fed måde at være sammen med sine venner på, og man behøver ikke at være skuespiller for at prøve det – det er bare rollespil, og det er bare for sjov!
Hvis du kigger på din telefon lige nu, hvor meget skærmtid har du så brugt i denne uge?
– Den funktion er faktisk slået fra, men jeg læser rigtig meget nyheder på min telefon, og så skriver jeg ret mange noter på den. Jeg laver også mange to-do-lister og har lister over alt, hvad jeg gør, ting jeg skal huske, godt kan lide, gerne vil. F.eks. kan jeg se på min note for i dag, at jeg skal vaske tøj, haha.
Skærmtid med skuespiller Roberta Reichhardt: "'Kender du typen' er børnetime for voksne"
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: