Anmeldelse: Hjulet kører blodigt videre i ’The Wheel of Time’

At Prime Video gav The Wheel of Time den utaknemmelige opgave at få premiere før deres stort anlagte Ringenes herre-serie er direkte utilgiveligt.

Selv med et omfattende bogforlæg og en stor indbygget fanbase lå stigmaet ”Det er ikke Ringenes herre” hele tiden og florerede. Efter måtte fantasy-serien lide den tort at blive kategoriseret som den mindre gode af de to serier.

Det er på sin vis fair og dybt uretfærdigt.

For der mange ting, som ikke fungerede. Handlingen var noget træg i det, og for meget unødvendigt fnidder karaktererne imellem gjorde, at afsnittene føltes umanerligt lange.

Men at kalde serien for discount-versionen af Ringenes herre ville alligevel være for meget. Man mærker tydeligt, at vi knapt nok er kommet i gang med historien, og der er masser af handling til mange sæsoner endnu. Omvendt, hvis ikke publikum bliver hængende, kan man have nok så mange fine intentioner, hvis ikke man leverer varen.

Og noget tyder på, at serieskaber og showrunner Rafe Judkins sammen med resten af de kreative kræfter har besluttet sig for at sætte mere tempo på sagerne.

For efter de første tre afsnit af anden sæson af The Wheel of Time er der mere action og intriger end i samtlige otte afsnit af forrige ombæring.

Torne i rosenbusken

Dermed ikke sagt, at alt er perfekt. Der er stadig en snert af studentikost Netflix-ungdomsdrama og ikke på en underholdende guilty pleasure-måde, hvor man syndigt nyder at følge med. Nej, det er snarere kom-nu-videre-i-teksten-følelsen.

Der er gået måneder siden begivenhederne, som markerede afslutningen på første sæson. Heltegruppen er spredt for alle vinde, og de onde kræfter er stødt og roligt på fremmarch. Blandt andet under ledelse af den hensynsløse The Dark One (Fares Fares), som har de monstrøse trollocs under sin kontrol.

Det umiddelbare modsvar og det godes frelser er Rand al’Thor (Josha Stradowski). Han er reinkarnationen af den sagnomspundne drage – ikke en bogstavelig drage, men med meget magtfulde kræfter og ildmagi. Det er både en god og en dårlig ting.

For enten vil dragen redde menneskeheden, eller også vil den destruere den. Hvilken vej Rand hælder til, virker det ikke umiddelbart, som om der er nogen, der er helt sikre på – inklusiv Rand selv.

Starten på anden sæson virker dermed til at være den helt klassiske, når det kommer til serieopbygning.

De gode skal gå en masse ting igennem, før de finder sammen og bekæmper de onde. Her er udfaldet så en ud af to: Enten lykkes det for heltene, eller også lider de et smerteligt nederlag, hvor en vigtig person eller to mister livet.

Eftersom der allerede er blevet annonceret en tredje sæson, skulle det ikke undre, hvis der var en fra heltegruppen, som må lade livet.

Overraskende blodbad

Der hvor The Wheel of Time for alvor kan adskille sig fra det pæne Midgård-univers, er på action- og voldsfronten.

Effekt-budgettet har fået en større bid af den samlede andel, og selvom det ikke er blodsprøjt fra ende til anden, er det alligevel i den brutale ende.

Vi får blandt andet meget eksplicit vist, hvordan det ser ud, når et hoved bliver mast ned igennem en kæmpe klo-lignende genstand. Det er Game of Thrones-værdigt, og man tager sig uundgåeligt til kæben i ren sympati over den dødelige deep-throat.

Kamp-sekvenser med trollocs fanger også fint uhyrlighedernes mareridts-agtige og blodhungrende fremtoning. For at de rent faktisk skal fremstå som troværdige antagonister, er det essentielt, at monstrene ikke bare bliver anonyme håndlangere, der kan slås ihjel uden nogen problemer.

Derfor er det også vigtigt, hvis meningen er, at anden sæson skal være midten i en tre-delt fortælling – selvom bogserien er langt mere fyldig, bliver det næppe til mere end maksimum 10 sæsoner, hvis de er heldige – at heltene bliver skubbet ud på randen af nederlag.

At dømme ud fra de tre afsnit, som anmelderne har fået stillet til rådighed, kan det gå begge veje. Der er en klar eskalering i at portrættere de onde som værende på fremmarch og de gode overlegne på antal.

Men det er stadig, som om vi bevæger os frem i historien med håndbremsen trukket. De øjeblikke, der bliver hængende mest fra de tre afsnit, er ikke i forbindelse med chokerende plot-udvikling. Snarere cool enkeltstående WTF-momenter, man ikke lige umiddelbart havde set komme.

Det kan godt være, at det ændrer sig, jo længere hen vi kommer i sæsonen. Men lige nu er det på tide at få klampen i bund og udover steppene, hvis ikke The Wheel of Time bare skal fremstå som discountversionen af Ringenes herre.