Anmeldelse: 'Blue Lights' sæson 2 er britisk krimi, når det er allerbedst

Hvordan holder man fast i håbet, når samfundets fundament smuldrer omkring én?

I ’Blue Lights’ sæson 2 bliver vi kastet ind i et Belfast, hvor traumerne fra fortiden ulmer under overfladen, og politifolkene kæmper for at skabe ro i et samfund, der føles som en krudttønde.

Vi ser en stor mand kaste rundt med tingene i sin lejlighed. To uniformerede betjente forsøger at få ham til at falde ned. Men da den ene forsøger at berolige ham ved at tilbyde ham en cigaret, kvitterer manden med en knytnæve, som rammer betjenten midt i ansigtet med stor styrke.

Det er bare en af de opgaver, gadebetjentene i Belfast kaldes ud til. Vi følger en række politifolk på en politistation i Belfast og de kriminelle, de jager.

I første sæson var fokus på Annie (Katherine Devlin), Tommy (Nathan Branif) og Grace (Sian Brooke), som var under uddannelse, og livet på stationen. Derudover fulgte man den magtfulde gangsterfamilie McIntyres.

Sæsonerne er perfekt vævet sammen. Ved både at introducere nye personer samtidig med, at man lærer karaktererne fra første sæson bedre af kende. Heldigvis aldrig på bekostning af den psykologiske dybde, som serien stadig emmer af.

Fortidens traumer sidder fast

Da vi møder de tre betjente i anden sæson, har de været uddannede i et år.

Narkosalget i området er steget voldsomt, og derfor skal stationen nu arbejde sammen med den paramilitære enhed i form af den selvsikre og ret glatte
kriminalbetjent Murray Cannin (Desmond Eastwood).

Han mener, det er en illusion at komme kriminaliteten til livs, og at det handler om at kontrollere den. Andre på stationen mener, det er deres pligt at komme den til livs.

To bander dominerer salget af stoffer, og folk i området er rædselsslagne for dem og tør ikke hjælpe politiet – eller ”peelers” som de kaldes på slang.

Grace og hendes faste makker Stevie (Martin McCann) finder liget af en mand i en park. Han er død af en overdosis.

Igennem sagen får de kontakt til Lee Thompson (Seamus O’Hara) – en soldaterkammerat til den afdøde. Han driver en pub sammen med sin søster Margeret (Séana Kerslake), der er alene med sin søn Henry (Alfie Lawless). Lee er frustreret over bandernes magt i området og har et stærkt ønske om at ændre det.

Området er præget af social armod. Serien skildrer gribende de mange trøstesløse skæbner. Og hvordan betjentene forsøger at løse de problemer, som er opstået, fordi samfundet har svigtet. De er magtesløse.

Som i første sæson mærker man historiens mørke fortid. Fejden mellem de forskellige kriminelle grupper har rod i den borgerkrigslignende periode i Nordirland fra 1968-1998 kaldt ”The Troubles”. Serien viser, hvor dybt traumerne fra perioden sidder fast i nutiden.

Et hjerte, som banker for karaktererne

I første sæson mødte vi Jennifer (Hannah McClean), som afbrød sin uddannelse som advokat for at blive betjent. Men hun endte med at stoppe som betjent er nu færdiguddannet advokat.

Igennem karakteren ”Happy” Jenkins (Paddy Jenkins), der også er genganger, går hun som en detektiv til sagen om, hvem der i 1978 stod bag bombningen af en ”chip shop”, som endte med flere døde. Hun møder modstand, for mange mener ikke, at fortidens forbrydelser skal frem i lyset.

Serien er meget dramatisk og forsøger aldrig at mildne det for seerens skyld. Omvendt bliver den aldrig sensationel eller sentimental. Tonen er rå, men med stor respekt og et stort hjerte, som banker for karaktererne. Både dem, som holder sig inden for lovens rammer, og dem, der lever på den anden side.

Rolige og morsomme stunder i bilen på patrulje, hvor betjentene diskuterer musik eller snakker om hverdagen, afløses af højdramatiske scener, som da en narkoman har stukket en medarbejder ned på et apotek, fordi han ikke kan få sin metadon.

At vi ser persongalleriet i så mange forskellige situationer gør, at vi oplever flere sider af deres personlighed, og på den måde kommer de til at føles meget ægte. Skuespillet er fuldstændig fremragende, og man sidder måbende af beundring. Der er ikke én mislyd igennem hele serien.

Alting er komplekst

Selvfølgelig er der nogle karakterer, man har mere sympati med end andre. Men serien dikterer eller manipulerer os ikke til at have en bestemt holdning. Man får selv mulighed for selv at tage stilling.

Hvis serien har et budskab, er det, at intet er simpelt, alt er komplekst.

Den konstante stemning af utryghed i ’Blue Lights’ sæson 2 føles som en tikkende bombe, der sætter sig i én. Og historien er så uforudsigelig, at det er svært at gennemskue, hvad der kommer til at ske.

Enkel klavermusik skaber en uhyggelig stemning af nedtælling, som går direkte i ens nervesystem.

Anden del af ’Blue Lights’ får seeren til at grine højt, græde af bevægelse, vende blikket bort, og den gør samtidig én klogere på det at være menneske.

Har du endnu ikke set første sæson, så se den, før du begynder på den nye. De ligger begge på DR, og to nye sæsoner er allerede i støbeskeen.

Gode ting kommer til den, som venter.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: