Anmeldelse: ‘Carmen Curlers’ er tilbage med mere alvor, mindre lir og et meget adstadigt tempo

Hvem skulle have troet, at historien om nogle plastic-curlers ville kunne fastholde flere hundredtusinder danskere? Men det var, hvad første sæson af Carmen Curlers gjorde sidste år.

For i historien om den entreprenante Axel Byvang foldede serien sig ud til et iværksættereventyr med socioøkonomiske dimensioner i og med, at curlerfabrikken også blev et arnested for kvindefrigørelse for sjællandske husmødre, der fik arbejde og tjente deres egne penge.

Første sæson bød også på et helt outstanding godt serieafsnit med frisøren Frans, der kommer til København og møder modefotografen Benjamin og forelsker sig (de to bliver spillet af hhv. Nicolai Jørgensen og Joachim Fjelstrup). Med det afsnit alene løftede serien sig højt over middelmådigt dynd.

Voksende ambitioner

Sådan et ‘bottle’-afsnit, som man kalder en enkelt episode, der skiller sig ud fra resten af serien og kan stå alene, lader endnu vente på sig efter de fire første afsnit af anden sæson. Vi forlod Carmen Curlers i 1964 i første sæson, og i åbningen af 2. sæson er vi i 1965.

Firmaet er vokset, det samme er fabrikken, som Birthe (Maria Rossing) holder styr på som driftschef, og Axel arbejder hårdt for, at et amerikansk firma skal købe et stort parti varer. På den måde håber han på et udenlandsk gennembrud

Det meste af de tre første afsnit handler om amerikanernes besøg. Om Axels møder med dem, om hvordan han spiller tennis med dem, og om hvordan han arrangerer en stor fest for dem, da de truer med at tage til København for at finde damer og sprut.

Imens må Birthe tage sig af dagligdagsudfordringerne. Som da nogle af de ansatte klager over at få hovedpine over lugten fra et kar i fabrikshallen. Man fornemmer, at tiden med stigende krav til bedre arbejdsvilkår lurer lige om hjørnet.

Work/life-balance

På de personlige fronter bliver det i stigende grad sværere for Birthe at få sit arbejdsliv på fabrikken til at balancere med sit hjemmearbejde på gården. Sønnen er i gang med sit eget lille oprør, for han har bestemt ingen planer om at overtage gården, sådan som hans far Jørgen (Lars Ranthe) regner med, for han vil hellere være musiker i København.

Og også for Axel er der problemer med work/life-balancen, når det gælder hans søn. Efter sin skilsmisse er han i perioder alenefar, og at tage sig af et lille barn, når man samtidig har møder, forretningsmiddage og et enormt drive til konstant at ville fremad, er ikke helt nemt.

Musikpauser

Et af de bemærkelsesværdige stiltræk ved første sæson af Carmen Curlers var de lejlighedsmæssige brud med sang- og dansescener. Et forfriskende pust i en dansk dramaserie, der dog indimellem også føltes en smule kluntede i deres placering. Her i anden sæson er der færre af dem, men de er til gengæld bedre integreret i det narrative forløb. Som da de amerikanske forretningsmænd ankommer til den store fest, og scenen ikke får for lidt med glitter, guld og dansende damelår. Eller når Birthe har et sjældent øjeblik til sig selv på dansegulvet og man som seer virkeligt kan mærke, hvor skønt den pause i et øjeblik føles for hende.

Nuancerede bekendtskaber

Det klæder i det hele taget serien, at der er brugt mere tid på at uddybe karaktererne. Især Axel og Birthe er som bekendte, man kommer tættere på og lærer bedre at kende. Karakterer, der er hjulpet godt på vej af to dygtige skuespillere, Morten Hee Andersen og Maria Rossing, der også får flere nuancer at spille på.

Andre præstationer, der er værd at nævne, er også Mille Lehfeldt som den snobbede, men hårdt prøvede rigmandsfrue, Vita, hvis mand (Christian Tafdrup) er indlagt på psykiatrisk og udsat for LSD-behandlinger. Og der er Fanny Leander Bornedal som Birthes datter Kathrine, der ivrigt læser bøger om kvindefrigørelse.

For langsom? For lang?

Det er tydeligt, at Carmen Curlers her i anden sæson har fundet fast grund under fødderne. Den er velfortalt, stilsikker og overskrider aldrig sine egne beføjelser om at være en hyggelig serie, hele familien kan se.
Skulle der være et ‘aber dabei’ er det fortællingens langsommelighed. Serien lunter af sted i et adstadigt tempo, og at amerikanernes besøg kan fylde næsten tre afsnit siger noget om, hvor meget materialet bliver strakt. Planen er, at der skal komme tre sæsoner i alt, og at dét måske er en sæson for meget, er ret tydeligt her i anden sæson.

Det gode ved, at det ikke går stærkt er selvfølgelig, at alle kan følge med. På den måde leverer Carmen Curlers som en folkelig dramaserie på DR søndag aften, der også er et stykke Danmarkshistorie om iværksætterdrømme, kapitalisme og frihedskampe.