Anmeldelse: ’Chad Powers’ er en skæv og charmerende football-komedie

Det er selvfølgelig en smagssag, men for mig personligt findes der ikke en mere kedelig sportsgren end amerikansk fodbold. Det skulle da lige være baseball, hvor det at se en hel kamp føles som en pinsel.

De evindelige reklamepauser dræber enhver form for tempo, og en kamp, der egentlig kun har en times effektiv spilletid, varer i stedet omkring tre.

Til gengæld er sporten et virkelig godt udgangspunkt for film og serier. Gakket komik som i Adam Sandler-komedien ’The Waterboy’, superegoer, der banker hovederne sammen som i Oliver Stones ’Any Given Sunday’, eller en af de bedste dramaserier fra slut-00'erne (som du næppe har set) i form af ’Friday Night Lights’ – udfoldelsesmulighederne er mange.

Disney+-serien ’Chad Powers’ lægger sig et kuriøst sted midt imellem dem alle sammen.

Russ Holliday (Glen Powell) er på toppen af sin collegekarriere. I finalen til det prestigefulde Rose Bowl stormer quarterbackstjernen mod modstanderholdets end zone godt på vej til at score det endelige touchdown.

Da han smider bolden på jorden og vender sig for at modtage publikums hyldest, er det hans hidtil største øjeblik. Indtil det går op for ham, at der ikke er touchdown. Modstanderholdet scorer i stedet, og Chads succesfulde fremtid forsvinder som dug fra solen.

Flere år senere opstår der en ny mulighed for succes, da et collegehold holder åbne try outs for at finde en ny quarterback. Træt af sin tilværelse tager Russ dertil godt bevæbnet med farens (Mike, spillet af Toby Huss) makeupkasse – han arbejder i filmindustrien med makeup og effekter – og iført proteser i ansigtet, træder han på banen som den godmodige Chad Powers.

Skarp fremstilling

Det går okay for Chad, selvom Russ på famlende vis er kommet til at få ham til at fremstå noget speciel. Sammen med holdets maskot Danny (Frankie A. Rodriguez) laver de støt og roligt en baggrundshistorie, som Russ har det med at fumle rundt i.

Prøven går dog godt, og snart begynder holdet, til træneren Jake Hudsons (Steve Zahn) store glæde, endelig at vinde kampe efter nogle skuffende forrige sæsoner.

De første af sæsonens seks afsnit forløber med let komedie, mens vi følger Russ’ bestræbelser på at få omverdenen til at stole på Chad. Og så udvikler han også et crush på assistenttræneren Ricky (Perry Mattfield), som også er Jakes datter.

Glen Powell – som også er medskaber af ’Chad Powers’ sammen med Michael Waldron (’Loki’) – er skarp, hvad end han gestalter den højtråbende Russ eller den stille Chad med det store smil og det runde ansigt.

Serien er baseret på en figur, som den tidligere amerikanske fodboldspiller Eli Manning skabte i forbindelse med sit show ’Eli’s Places’. Dermed er der et vist slægtskab med ’Ted Lasso’, hvor den navnkundige fodboldtræner-karakter startede som en figur i en tv-reklame for Premier League.

Hæder eller skam

På samme måde som Apple TV+-serien balancerer ’Chad Powers’ mellem komik og drama. Russ har mødt meget modgang i livet og har ikke mange lyspunkter at holde fast i. Derfor bliver det mere og mere appellerende for ham at være Chad.

I takt med at afsnittene skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at Russ er virkelig hårdt ramt på sin identitet og sit selvværd.

Selvom det for os som publikum virker urkomisk, at ’Hawk Tuah’-meme-kvinden Hailey Welch ikke har lyst til at hænge ud med ham, fordi han er så upopulær og taberagtig – Russ havde et sammenstød med en kræftsyg dreng og dennes far til den skæbnesvangre Rose Bowl, som selvfølgelig er gået viralt – er det for ham bare en bekræftelse i, at han er det laveste af det laveste.

En forfærdelig tankegang at have om sig selv og et element, som skaberne Glen Powell og Michael Waldron ikke er bange for at dykke ned i.

Sideløbende følger vi også Rickys kamp for at blive taget seriøst som assistenttræner. Som kvinde og datter af chefen er det op ad bakke for hende. Og som ’Chad Powers’ udvikler sig, er hun den karakter, man er mest nysgerrig på, hvordan hun vil reagere, når – og hvis – Russ’ fupnummer bliver afsløret. Perry Mattfield leverer en pragtpræstation og er sammen med Frankie A. Rodriguez, og selvfølgelig Glenn Powell, seriens nøglespillere.

Serien har et åndsfællesskab med Danny McBrides HBO-serie ’Eastbound & Down’ om den fallerede baseballspiller Kenny Powers, der prøver at fange fortidens berømmelse og alt det, der fulgte med. Den serie endte med at blive en moderne komedieperle.

Om ’Chad Powers’ ender der, er ikke til at vide. Men afslutningen på første sæson sætter en spændende anden omgang op og trækker samtidig serien over i mere dramatisk retning.

Vi er bare i første quarter, og det er stadig på vippen, om det ender i hyldest og evig hæder eller vanære og skam for Glen Powell og ’Chad Powers’. Spillerne er der til noget stort. Spørgsmålet er, om taktikken holder hele vejen til slutfløjtet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: