Anmeldelse: ’Chelsea Detective’ er stadig en charmerende hyggekrimi

”Hyggekrimi” kommer af det britiske udtryk ”cozy crime”. Undergenren har rod i forfatteren Agatha Christies Miss Marple og Hercule Poirot. I langsomt tempo opklares mysterier – som et puslespil. Oftest i små landsbyer, uden hård vold eller grusomme detaljer, men fuld af humor og excentriske karakterer.

Genren er meget populær, men bliver også set ned på. Mange ser den som synonym med dårlig kvalitet: alt for letbenet, overfladisk og ladet med karikerede karakterer fortolket i overdrevent spil. Nogle produktioner passer perfekt ind i den beskrivelse, men det er for snæversynet at se genren som en samlet masse, for den spænder vidt og har mange facetter.

’Chelsea Detective’ er et eksempel på, at genren er langt bedre end sit rygte. Andre skud på stammen er den vittige ’Ludwig’ (2024), den charmerende ’Krimiredaktøren’ (2022) og de første sæsoner af klassikeren inden for genren ’Kriminalkommissær Barnaby’ (1997-2011).

I cozy-crime-genren fungerer en farverig detektiv som historiens omdrejningspunkt. I spidsen for ’Chelsea Detective’ står Max Arnold (Adrian Scarborough), der opklarer forbrydelser i Londons Chelsea-kvarter.

Ligesom i de to første sæsoner fører serien os rundt i det maleriske kvarters mange forskellige miljøer, herunder en kolonihave, en musikskole og universitetet.

Seriens smukke musikalske tema med strygere og klaver understreger perfekt de mange billedskønne optagelser fra et af Londons mere velhavende kvarterer.

Med humor og underspil

DI Max Arnold, mesterligt fortolket af Adrian Scarborough, er også i denne sæson seriens største styrke. En tæt, lavstammet og rødmosset midaldrende mand med stor næse. Ikke meget smart Chelsea-type over ham. Separationen fra hans kone Astrid (Anamaria Marinca) har sendt ham i krise, han lever lidt i sin egen verden på sin husbåd og har et melankolsk væsen, men er intelligent og analytisk.

Iført kikset cykelhjelm ankommer han på cykel til gerningsstederne.

Faktisk er det Adrian Scarboroughs første hovedrolle i en karriere, som spænder over tre årtier, og man skulle tro, at karakteren var skrevet til ham. Hans evne til at give excentriske, lidt melankolske personager liv og fortolke dem med humor, charme og underspil er fremragende. I hans fortolkning bliver karaktererne finurlige og morsomme, men aldrig latterlige eller karikerede. Særligt hans præstation i cozy-crime-klassikeren ’Kriminalkommissær Barnaby’ er uforglemmelig.

Plottet puster sig op

Max Arnold-karakteren fungerer godt igennem hele tredje sæson. Men de to første afsnit lider under flere af de kendetegn, som mange kritiserer hyggekrimien for.

Det første afsnit, ’Alle elsker Chloe’, der foregår i julen, har flere karikerede karakterer. Værst er sladderjournalisten Sylvie Wix (Siân Reese-Williams).

Sidehistorierne føles som fyld, ikke som en integreret del af universet, og Max Arnolds tandpine i juleepisoden er plat fortalt. Hvorfor udforsker man ikke andre sider af detektivens farverige karakter?

’Dødvande’, seriens andet afsnit, starter ellers udmærket med et mord i en kolonihave, som passer perfekt ind i seriens univers. Men så puster plottet sig op og vil være storslået. Sagen viser sig at have forbindelser til den amerikanske ambassade, hvilket virker påklistret.

’Chelsea Detective’ er ikke Bergman

Heldigvis finder serien sit naturlige leje i sæsonens sidste halvdel. Mysterierne forsøger ikke at være prangende eller overdramatiske.

Præstationerne og karaktererne får flere nuancer, og man får skuespil fra nogle af Storbritanniens bedste skuespillere.

Ydermere kan man nyde, at historien om Max og hans kone Astrid, som spiller en rolle i alle tre sæsoner, får lov til at folde sig ud. Sekvenserne med dem er fulde af dejlig, underfundig lune. Adrian Scarborough og Anamaria Marinca har en naturlig, stærk kemi, og det er bevægende at se, hvordan de to karakterer ikke rigtig kan give slip på hinanden.

’Chelsea Detective’ er ikke Bergman. Men det gør ikke noget, for serien postulerer, med få undtagelser, heller ikke at være mere, end den er. Den er et kærkomment bud, hvis man har lyst til eller behov for at se noget let, men som stadig er af høj kvalitet.

Så på trods af en lidt ujævn start på tredje sæson har man fortsat lyst til at se DI Max Arnold cykle rundt og opklare forbrydelser i Chelsea. Og heldigvis er en fjerde sæson på vej.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: